E-valgsforskere kørt over af travle politikere: Vent dog til vi er færdige
Værsgo. Nu har I seks år til at komme helt til bunds i, hvordan - eller om - valghandlingen i Danmark kan gøres mere effektiv med brug af computere.
Sådan lød beskeden til forskerne, da Demtech blev skudt i gang i 2010 som et uafhængigt projekt med base på IT-Universitetet. Men undervejs har regeringen - efter pres fra kommunerne - valgt at sætte gang i forsøg med bindende e-valg. Og det undrer Joseph Kiniry, nyudnævnt professor på DTU og en del af Demtech-gruppen.
»Forkast lovforslaget, og lad forskerne i Demtech gøre deres arbejde færdigt. Når projektet er slut, så se, hvad resultaterne er, og tag en beslutning på det grundlag,« lød det fra Joseph Kiniry, da han fredag holdt sin indsættelsesforelæsning på DTU Informatik.
Lovforslaget, der skal gøre det muligt for danskerne at stemme elektronisk i 2014, bliver behandlet første gang i Folketinget torsdag. Kravet til forsøgene er computere i stemmeboksen, der både registrerer vælgernes stemmer og printer en seddel med stemmen ud, der så afleveres i en traditionel stemmeurne som en ekstra sikkerhed.
Hvordan løsningen mere præcist bliver, hvis lovforslaget bliver vedtaget, er endnu ukendt. Men havde politikerne ventet med at sætte gang i forsøg med e-valg, til efter Demtech havde afsluttet projektet, kunne man bruge de løsninger, som forskerne lige nu arbejder på at udvikle.
»Vi udvikler omhyggeligt gennemarbejdet open source-software, der kan gøre hele valgprocessen transparent. Det er en del af vores mandat. Vi har et nyt system til digitale valglister - det er allerede udviklet. Og vi er ved at udvikle en stemmeseddelsprinter, en scanner og et system til optælling af stemmerne,« sagde Joseph Kiniry, der har ti års erfaring bag sig med forskning og sikkerhedstest af e-valgssystemer.
Ud fra disse erfaringer er han nået frem til en personlig holdning om, at der - bortset fra helt specielle situationer som for eksempel blindes stemmeafgivning - ikke bør være en computer i stemmeboksen. I stedet fokuserer han på at udvikle bedre og mere gennemsigtige it-systemer til alle de andre steder undervejs i et valg, der bliver brugt it-systemer. I dag bliver stemmerne fra valgstederne for eksempel sendt ind via et Excel-ark og samlet i et it-system hos Indenrigsministeriet, som offentligheden ikke kan kontrollere.
Har ikke fundet alle svar endnu
Lederen af Demtech, lektor Carsten Schürmann, ærgrer sig også over, at politikerne ikke kunne vente nogle år endnu, men ser samtidig muligheder for en anden slags forskning.
»Vi havde håbet, at det kunne udskydes, til vi var færdige med vores arbejde. Vi har ikke fundet alle de svar, vi leder efter, endnu. Det giver os nogle udfordringer, men også nogle nye muligheder,« siger han.
Hvor Demtech efter den oprindelige plan skulle have lavet forsøg undervejs med ikke-bindende stemmer, er forsøgene, som lovforslaget giver tilladelse til, den ægte vare. Fra Europaparlamentsvalget i juni 2014 og fremefter skal danskerne i de seks kommuner, som vil lave forsøg, kunne stemme for alvor via computere i stemmeboksen.
Problemet for Demtech-forskerne er, at kommunerne så vil købe udstyr ind til disse forsøg, og når det først er anskaffet, kan det være svært at ændre på systemet, når Demtech er klar med anbefalinger og gennemtestede løsninger i 2016.
»Vi er ikke interesserede i, at der bliver købt nogle færdige løsninger, vi så kan teste. Vi ser på hele processen, fra valget udskrives, til stemmerne er talt op, og vi vil have svar på alle spørgsmål. Hvis der bliver købt et system, som vi ikke har indflydelse på, kan det gå ud over effekten af vores forskning,« siger han.
For hvad nu, hvis kommunerne ender med et system, som strider imod de endelige anbefalinger fra Demtech, når de kommer i 2016?
»Kravene til de systemer, kommunerne skal købe, vil i vores øjne blive hastet igennem. Vi mener, de krav skal gennemarbejdes over de kommende år. Når vi kommer med vores anbefalinger, bygger de på videnskabeligt arbejde. Hvis vores krav ikke passer til de krav, der så er blevet brugt indtil da, har vi en uoverenstemmelse,« siger Carsten Schürmann.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.