DuckDuckGo blokerer Googles nye tracking-teknologi
Den privacy-fokuserede søgemaskine DuckDuckGo planlægger at blokere Googles nye teknologi til at tracke Chrome-brugere, FLoC.
Det skriver SearchEngineJournal.
For omkring to uger siden lancerede Google teknologien, der skal erstatte tredjeparts-cookies. Ifølge Google er løsningen mindre invasiv, da den indsamlede data om browsing-aktivitet ikke kan føres tilbage til en enkelt bruger. Dog samler den nok informationer til at give brugeren personlige reklamer.
DuckDuckGo er i gang med at opdatere sin Chrome-udvidelse, så den blokerer for FLoC på hjemmesider. Man bekymrer sig især over, at brugere ikke kan fravælge overvågningen:
»Vi er skuffede over, at Google allerede tvinger brugere til at vælge FLoC uden eksplicit samtykke, selvom manges bekymringer om teknologien endnu ikke er adresseret. Vi er stadig investeret i vores ambition om at højne troværdigheden online,« skriver DuckDuckGo.
Google mangler stadig at godkende opdateringen til DuckDuckGo’s Chrome-udvidelse, før den lanceres. Man kan dog bruge søgemaskinen udenom Chrome-udvidelsen og dér er FLoC automatisk blokeret.
