Du får selv lov at bestemme prisen for at bruge Cryengine V-spilmotoren

Foto: Crytek
Crytek vil lade udviklerne selv bestemme, hvor meget de vil betale for at bruge den nye udgave af spilmotoren, og man kan også bidrage til en ny indie-støttepulje.

Du bestemmer selv, hvor meget du vil betale, hvis du vil bruge Cryteks nye spilmotor i dit spil eller applikation. Man får stadig adgang til koden og alle funktioner, lover Crytek.

Man får også mulighed for at vælge at donere en del af beløbet til en ny støttepulje til indiespil, som Crytek har oprettet.

Tilbuddet gælder den nyeste udgave af selskabets spilmotor, Cryengine V, som blandt nyhederne tæller muligheden for at bruge C# til scripting og understøttelse af DirectX 12.

Beslutningen om at sætte prisen på den nye udgave til et niveau, der i princippet kan være gratis, skal ses i lyset af, at flere spilmotorer i dag tilbydes gratis i næsten fulde versioner.

Det kan også ses som en konsekvens af, at firmaer som Crytek ikke i samme omfang som tidligere kan være afhængige af store spiludgivelser baseret på deres software og ønsker at bringe flere mindre spiludviklere ind i folden.

Konkurrenten Epic Games, der står bag Unreal-motoren, brugte således også en del af sin taletid på spiludviklerkonferencen GDC i San Francisco til at fremhæve, hvordan 3D-spilmotorer kan bruges andre steder end blot spilindustrien som eksempelvis filmproduktion eller 3D-visualiseringer i produktudvikling. Det skriver Ars Technica.

Følg forløbet

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen