DTU-studerende finder det billigste mobilabonnement med Hadoop og Amazons sky

Det er så komplekst at finde den billigste kombination af forbrug, mobiltelefon og abonnement, at DTU-studerende har taget Amazons sky-tjeneste og Hadoop i brug for at knække nødden.

Hvis du har et mobilforbrug på 2 gigabyte data, 3 timers tale og 200 sms’er om måneden og er på udkig efter et abonnement med medfølgende mobiltelefon, hvad skal du så vælge, hvis det skal være den billigste løsning?

Det kan være en kompliceret affære at finde frem til det rigtige mobilabonnement. Især hvis det billigste abonnement med en medfølgende telefon skal findes, der passer til ens eget forbrug i forhold til taletid, data og sms'er.

Men den nød mener Lars Libak, der studerer Softwareteknologi på DTU, at have knækket med hjemmesiden fonpriser.dk

Her kan brugerne indtaste, hvilket mobilforbrug de har, hvorefter systemet oplister de billigste smartphone-abonnementer med tilhørende telefoner.

Data om de enkelte abonnementer bliver automatisk hentet fra de forskellige operatørers hjemmesider en gang i døgnet. Herefter blive de sammen med forbrugsdata sendt til Amazons sky-tjeneste, EC2, som regner på de kombinationsmuligheder.

Har man eksempelvis behov for 2 timers tale, 10 gigabyte data og 700 sms'er, er der tale om ét forbrugsmønster, mens 1 times tale, 5 gigabyte data og fri sms er et andet. Der er selvsagt en del kombinationsmuligheder.

Faktisk så mange, at en almindelig server, som Lars Libak forsøgte sig med, da han startede på projektet for år tilbage, viste sig ikke at fungere til opgaven.

»Når jeg indtaster et forbrug, skal den gå ind for hver mobil og for hvert abonnement for den mobil udregne en pris - og det er pænt mange udregninger,« siger han.

Big Data-værktøj

Lars Libak anvender en service til beregningen hos Amazon kaldet Amazon Elastic MapReduce til behandling af de store datamængder i form af input fra forskellige forbrugsmønstre. Tjenesten kører via open source-frameworket Hadoop, som ofte bliver kædet sammen med Big Data-behandling. Hadoop sorterer inputtet og sender de billigste løsninger retur, som bliver vist på forsiden af fonpriser.dk.

»Jeg var ikke den mest erfarne koder, da jeg gik i gang med projektet, men jeg var meget opsat på at få det igennem. Jeg har siddet mange timer foran computeren og arbejdet på at finde ud af, hvordan Amazon, Hadoop og Mapreduce fungerer,« siger Lars Libak.

Udregningen tager også højde for, hvad den ekstra time vil koste, hvis brugeren eksempelvis har et forbrug på fire taletimer, mens der kun er tre taletimer inkluderet i abonnementet.

»Det kan sagtens vise sig stadig at være den billigste løsning samlet set, selvom den ekstra time koster lidt,« fortæller han.

Fonpriser.dk, der kører Drupal, kobler en gang i døgnet op til Amazons skytjeneste og modtager et sæt nye beregninger. Det er altså ikke noget, der sker dynamisk, hver gang en bruger besøger siden.

»Jeg valgte at fokusere på at lagre data. Det vil sige, den udregner de billigste priser og lagrer alle kombinationer af forbrug. Så det er en tabel, jeg trækker fra en gang i døgnet,« fortæller Lars Libak og fortsætter:

»Jeg kunne også udregne dynamisk hver gang, men det ville kræve, at en masse servere skulle køre bare for at holde siderne oppe.«

Var nødt til at bruge lommeregner

Idéen til projektet fik Lars Libak, da han selv var på udkig efter en ny mobiltelefon:

»Jeg var selv frustreret over, da jeg skulle finde en ny mobil, at jeg ikke kunne sammenligne priserne i forhold til, hvad der var fordelagtigt for mig at købe. Jeg var nødt til at sidde med en lommeregner og regne på de forskellige abonnementer.«

Der er også andre hjemmesider til sammenligning af mobilabonnementer, men Lars Libak mener, der er plads til forbedring.

»De tjenester, der var, kunne jeg ikke rigtigt bruge til noget. De viser bare, hvad minimumprisen er, men ikke set i forhold til det forbrug, man har,« siger han.

Forretningsmodellen for fonpriser.dk er foreløbig en såkaldt affiliate løsning. Det vil sige, at Lars Libak får et beløb, hver gang en bruger klikker videre ind på en hjemmeside og køber en telefon. Det er dog ikke alle mobilselskaber, der understøtter sådan en affiliate-aftale, de indgår dog alligevel i prisopgørelsen. Det er imidlertid også mere personlig motivation end økonomisk gevinst, der har været drivkraften bag projektet, påpeger Lars Libak.

»Jeg har gjort mere ud af at gøre siden brugbar end at tjene penge på det.«

Foreløbig gør fonpriser.dk det muligt at sortere mobiltelefoner med abonnement efter pris. I version 2.0 af fonpriser.dk forventer Lars Libak, at abonnementer kan sammenlignes baseret på forbrug - uden der nødvendigvis følger en mobiltelefon med.

Deltag i Version2s gratis formiddagsmøde tirsdag d. 3. juni om Insight Live-arrangement om Business Analytics/Big Data

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Marc Barnholdt

Der er flere dimensioner; sms i antal, taletid i minutter, mobiltelefon i model. Desuden er der en gaffel funktion til hver eneste abonnement, en for de første x minutter og en for de resterende. Det sidste gør at det er en kende komplekst at løse minimum, selv om alle dele er lineære...

  • 4
  • 0
#3 Jacob Gorm Hansen

Saa vidt jeg kan se ud fra teksten her og hjemmesiden er antal GB, antal SMS og taletid konstanter som er givet paa forhaand. De to variable der skal afsoeges er mobiltlf og abonnement. Hvis der er 100 modeller og 100 funktioner som afbilder (taletid, data, sms) over i en pris (altsaa forskellige abonnementspakker, f.eks. 10 udbydere som hver har 10 slags pakker), skal der altsaa evalueres paa 10.000 punkter, hvilket selv en meget lille computer kan goere paa mindre end 1s.

  • 1
  • 0
#4 Deleted User

Så mange forskellige mobiltelefonabonnementer er der jo heller ikke, om ikke andet skulle det være ganske overkommeligt at beregne prisen ud fra søgekriterierne for samtlige abonnementer. Man skal ikke kimse af brute force i small data sammenhænge.

I andre nyheder: 135 mm artillerikanon er fremragende til gråspurvejagt.

  • 4
  • 0
#5 Marc Barnholdt

jeg er faktisk tilbøjelig til at give dig ret. 30 mobilselskaber (lad os tage alle de små med) 20 abonnementer hos hver (privat + erhverv?)

Find abonnementer, som indeholder mobiltelefon X og er privat/erhverv = 600 opslag i linær liste, samt to bool betingelser. For hvert abonnement, beregn pris med tre variable (sms, data, taletid) = 3multiplikations operationer + tre sum operationer (hver variablepris og sum + abonnement) Hold løbende øje med minimum = maks 600 boolske opslag

Jeg kan egentlig heller ikke se hvorfor det er så svært?

  • 3
  • 1
#6 Emil Moe

Den svære del i opgaven ligger i konstant at holde sig opdateret med de nyeste tilbud. Her kan datamining løse noget af problemstilling, men absolut ikke helt. Man er nødt til manuelt hver dag at kontrollere, at alle priser og tilbud er vedligeholdt.

  • 3
  • 0
#8 Deleted User

Det virker umiddelbart som en god idé at bruge skyen til at udregne de billigste mobilpriser for en liste af mobiler. Mobilabonnementer indeholder forholdsvist mange variabler som er inkluderet i prisudregningerne og hver mobil har tilknytning til adskillige mobilabonnementer. Selvom processen kun tager 5 sek. udregning for en almindelig server vil det blive et problem, hvis siden skal have hurtig loading tid ved flere besøg og stigende trafik. Derfor vil dynamisk udregning af priserne ikke være en god skalerbar løsning for siden.

  • 0
  • 2
#9 Kjeld Flarup Christensen

Jeg kan ikke lige ud af artiklen se om der tages højde for at den ene måned taler man 2 timer og 4 den næste. På data kan afvigelsen være endnu værre, og der er der som regel meget kort margin inden man bør vælge en højere pakke.

En ting er dog sikkert, hvis man kender sit forbrug helt nøjagtigt og det ikke varierer fra måned til måned. Så kan man påføre det teleselskab man vælger et tab.

Realiteten er dog at de fleste vælger et for stort abonnement. Bare betal for meget så kan du sove roligt om natten.

  • 2
  • 0
#10 Lars Jensen

Man kan proppe nok så meget cloud og anden IT-fikumdik ind i sådan en portal, men det bliver den hverken overskuelig, gennemskuelig eller brugervenlig af, hvis ikke udviklerne også har tænkt det ind - og det har de åbenbart ikke. Tjekker man ikke selv alle afbetalingsperioder, riskerer man at betale mere for mindre vha portalen. Fx. koster den billigste Galaxy Y 127 kr. pr. måned, hvis man køber den over 24 måneder. Køber man den over 6 måneder er prisen 121 kr. på måned.

  • 1
  • 1
#11 Theis Blickfeldt

Siden er ikke vildt brugbar i min optik. Den tager alt alt alt for lidt med i overvejelsen. Med mindre, at teleudbyderne har den specifikke telefon på tilbud så kan det ofte bedst betale sig, at tage et abonnement hos et af de billige teleselskaber og så købe mobilen ved siden af på nettet eller i fx. elgiganten. Så for, at kunne sammenligne prisen, skal den også gerne lige lave lidt data-pulle fra pricerunner.dk. Samtidig er det et meget snævert interval man kan vælge af data. Hvad med de personer som kun har brug for, at tjekke mail og facebook en gang imellem (200MB), eller lidt mere end det (500MB), eller alt mellem 1 og 5 GB? Og mange teleselskaber har ekstra ydelser med i abonnementet, som giver en besparelse uden for selve mobil-abonnementet. Hvis man SKAL have en musik-streamingstjeneste, så skal det man sparer på, at vælge et abonnement uden musik-tjeneste opveje prisen på at have det ved siden af. Dertil kommer så alt det andet som er svært at sammenligne, mobil-forsikring, samlerabatter med ens internet og TV, biograf-rabat, kort til data-deling, roaming-takster, pris på opkald til udlandet. Og som nogen tidligere har nævnt, så er det ikke altid at ens forbrug er ens alle måneder. Hvis man 5/6 måneder ringer 7 timer, men den 6. mnd ringer 10 timer, så skal det beregnes om det kan betale sig, at tage et 7timers abonnement eller 10 timer (eller noget derimellem).

Noget af det kan måske godt negligeres, men at lave en faktisk sammenligning af mobil-abonnementer er meget komplekst. Og kræver i hvert fald langt mere data end fonpriser.dk har brug for...

  • 0
  • 0
#12 Janus Knudsen

Nu er cloud jo på ingen måde rentabelt når det kommer til store datamængder, men små nystartede virksomheder kan jo sagtens dreje stor nytte af skyen.

Det er klart at projektet er overgjort ved at lægge den slags beregninger i skyen, det kommer jo hurtigt til at lyde yderst avanceret, men nok ikke mere end man ellers kan løse ved lidt god kode og evner indenfor C# eks.vis.

Men det har helt sikkert været et sjovt projekt, og sandelig om det ikke fungerer efter hensigten. Lars Libak har hygget sig og udviklet noget fra grunden af og op. Måske nogle af de store udviklingshuse der altid vinder statens licitationer kunne aflure Lars Libak et par trick :)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere