DTU søger ny supercomputer til 97 millioner kroner

Illustration: Jesper Stein Sandal
DTU står i spidsen for indkøbet af en ny supercomputer til lifescience, Computerome 2.0. Den kommende supercomputer forventes at koste 97 millioner kroner over en fireårig periode

En supercomputer, også kendt som et high performance cluster (HPC), holder i gennemsnit kun tre til fire år, før der skal indkøbes nyt hardware.

Det er også tilfældet med supercomputeren Computerome, som står på DTU Risø og bruges til at foretage komplicerede beregninger inden for life science, eksempelvis genomsekventering af DNA-materiale. Derfor har DTU netop indledt jagten på en ny Computerome 2.0.

Den nye supercomputer forventes at have en prisramme på 97 millioner kroner over en fireårig periode.

»The Computerome Center er, efter en succesfuld treårig produktionsperiode, på udkig efter at udvide kapaciteten af den nuværende generation supercomputer, ved at etablere en anden generation af en national supercomputer til life science. Den nye supercomputer, også kaldet Computerome 2.0, vil blive delt i to systemer (aktiv-aktiv) for at levere et endnu højere niveau af service til brugerne,« skriver DTU i udbudsmaterialet

Energieffektivitet bliver også et parameter ved indkøbbet. Det kunne man læse i forhåndsmeddelelsen om Computerome 2.0.

»Udrulningen af Computerome 2.0 bygger på et modulært design. Fleksibilitet er nøglen. Den nye facilitet vil være så bæredygtig som muligt. DTU ønsker at opnå lavest mulig PUE (et mål for energieffektivitet, red.) såvel som den højest mulige pålidelighed.«

Læs også: DTU forbereder shoppingtur efter supercomputer

DTU opruster i Risø

Kvalitet og funktionalitet fylder 90 procent af vægtningen, mens pris kun fylder 10 procent.

For nylig købte DTU Vindenergi en ny supercomputer fra Dell, hvor man har fået 16.768 kerner til en pris på 20 millioner kroner, så det må forventes, at den kommende Computerome 2.0, bliver væsentligt kraftigere.

Supercomputeren skal især bruges til Computational Fluid Dynamics (CFD)-beregninger inden for forskning i vindenergi.

Den eksisterende Computerome blev indviet i 2014 og har 16.048 kerner fordelt på 571 noder og kostede 40 millioner kroner.

Selvom prisen på den kommende supercomputer er mere end fordoblet i forhold til førstegenerations Computerome, så er der formentligt et stykke vej op til verdens kraftigste supercomputer.

I juni 2018 toppede IBM Summit TOP500-listen - en liste over de kraftigste 500 supercomputere, som er kommercielt tilgængelige i verden.

IBM Summit er udviklet i USA og har en performance på 122.3 petaflops. IBM Summit har 4.356 noder, hver udstyret med to 22-core Power9 CPU'er, og seks NVIDIA Tesla V100 GPU'er. Det giver i alt 2.282.544 kerner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere