DSB: Vores internet i togene har ikke kunnet følge med

En voldsom stigning i brugen af internet i DSB’s intercity-tog har gjort de nuværende internetforbindelser til flaskehalse. Nu skal kapaciteten firdobles - men det er for dyrt at give flere tog internet, mener DSB.

Hos DSB ved man sådan set godt, hvad der ville gøre internethungrende danske togpassagerer tilfredse:

Gratis internet til alle intercitytogspassagerer, uanset om de kører i Sønderjylland eller nord for Limfjorden.

Gratis internet i alle DSB’s dobbeltdækkervogne, som kører i den sjællandske regionaltogstrafik.

Samt en forstærkning af signalet for mobil bredbåndsforbindelse til alle passagerer, som selv har mobildata-abonnement hos deres teleselskab.

Ønskelisten står i skærende kontrast til den løsning, som DSB i øjeblikket tilbyder passagererne. 29 kroner for syv timers adgang for kunder på Standard og en - navnlig i myldretiden - manglende kapacitet, som resulterer i en særdeles ustabil internetforbindelse.

»Vi mener at have udviklet guldløsningen til vores kunder. Problemet er bare, at det koster mellem 45 og 60 millioner kroner alene i etableringsomkostninger at gøre guldløsningen til virkelighed. Og det beløb er udover, hvad DSB i øjeblikket kan afse til projektet, så vi skal finde andre løsninger,« siger Claus Klitholm, underdirektør i
DSB Kommerciel, til Version2.

Læs også: DSB vil ikke udvide internet til flere toglinjer

Claus Klitholm understreger imidlertid, at passagererne allerede frem mod slutningen af året kommer til at mærke store forbedringer, når mobiloperatøren TDC opsætter master langs strækningen Aarhus-Aalborg og dermed udvider tilbuddet om internet i toget til at omfatte hele turen fra København til Aalborg. Samtidig bliver internetforbindelsen gjort gratis, via gratis medlemskab af DSB's fordelsprogram, og kapaciteten i togene forøges betydeligt.

Kan forstærke mobilsignalet med repeater

Guldløsningen indebærer, at samtlige dobbeltdækkervogne fra den sjællandske regionaltrafik bliver udstyret med en router, der kobler op til TDC’s mobile bredbåndsnet via en antenne uden på toget.

Nøjagtig den samme opbygning som i dag findes på intercitytogene. I dag kan intercitytogene dog kun tilbyde en wifi-løsning, hvilket ikke tilfredsstiller de kunder, der foretrækker en bredbåndsløsning via deres mobile bredbåndsmodem. Denne løsning kan tilvejebringes med en teknisk opgradering med en såkaldt mobil repeater, som vil forstærke det signal, som det enkelte tog modtager via antennen, og dermed komme både wifi- og bredbåndspassagerer til gode, og samtidigt løse problemet med dårlige signaler til mobiltelefoner.

Guldløsningen ville samtidig omfatte, at TDC opstillede master langs alle de strækninger, som i dag ikke er dækket af internetforbindelse.

»De er sådan set ikke nogen tekniske problemer forbundet med denne løsning. Der ville være tale om installation af almindelig hyldevare-teknologi, som allerede findes i nogen af DSB's tog i dag. Udover finansieringen, vil den største udfordring være at få taget togene ud af drift, så de kan blive ombygget med de nye installationer,« siger Claus Klitholm.

'Vi løber hurtigt tør for kapacitet, når folk bruger Youtube'

Claus Klitholm indrømmer, at DSB’s nuværende tilbud til kunderne om internet i toget ikke fungerer tilfredsstillende.

»Vores teknik har ikke kunnet følge med den enorme og hurtige udbredelse af tablets og smartphones som betyder, at rigtig, rigtig mange passagerer stiger ind i toget med en forventning om at kunne gå på nettet. Efterspørgslen er ganske enkelt vokset med gigantisk kraft, og passagererne nøjes jo ikke med at surfe på nettet, de downloader i stor stil og henter filmklip i høj afspilningskvalitet fra YouTube, så forbrugsmønster og databehov er ligeledes eksploderet. Og i den situation løber vi hurtigt tør for kapacitet, og så er det, at folk oplever lange svartider eller at miste forbindelsen til nettet,« siger Claus Klitholm.

Han påpeger, at den allerede indgåede aftale med TDC om at udvide internet-dækningen helt til Aalborg også omfatter en udvidelse af kapaciteten.

»Vi regner med at kunne udvide kapaciteten med en faktor 4 på den konto til mindst 20 Mbit/s,« siger Claus Klitholm.

Hvis denne mulighed herefter udvides med guldløsningen med mobil repeater på hvert enkelt tog, vil kapaciteten selvsagt blive endnu bedre, idet passagerer med mobilt bredbåndsmodem vil vælge denne løsning og dermed ikke belaste wifi-forbindelsen.

Hvis disse forskellige fremtidige tiltag ikke giver passagererne den tilstrækkelige internetkapacitet, har Claus Klitholm ét yderligere kort tilbage at spille. Dette er dog et kort, som han udtrykkeligt ikke ønsker at spille, og som da heller ikke endnu er i realitetsovervejelser hos DSB.

»Vi har den mulighed, at afskære passagererne for at gå ind på YouTube. For her har vi for alvor et problem. Når en enkelt kunde bruger wifi-forbindelsen til at downloade et high-definition videoklip fra YouTube, bruges der typisk den kapacitet, som normalt ville være tilstrækkeligt for omkring 50 almindeligt surfende kunder i et helt togsæt. Så vi ville komme et langt stykke henad vejen i forhold til at skabe mere kapacitet, hvis vi lukkede af for YouTube. Der er i øvrigt en vej, som jernbaneoperatørerne i andre lande allerede er gået. For det er jo ikke acceptabelt, at man ikke kan levere et ordentligt produkt til hovedparten af kunderne, fordi kapaciteten bliver optaget af én enkelt,« siger Claus Klitholm.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christian Have

Der er intet nyt i at brugerne forventer at kunne bruge de tjenester der findes på nettet. Der er heller ikke noget nyt i at disse tjenester belaster netværket. Derfor kan det jo undre at DSB ikke på en eller anden vis laver prioritering, eksempelvis så de første 500kB af en overførsel kommer meget hurtigt, mens resten så kommer langsomt. Dette vil sikre at browsing altid vil vinde over streaming, uden at man skal til at lukke ned for enkelte sites, hvilket virker meget 2001-agtigt.

  • 3
  • 0
Benni Bennetsen

Debatten er jo desværre lidt ligemeget, når de helt har droppet at rulle det ud.. Synes det er total håbløst, men så igen, vil jeg på den anden side reelt også hellere have, at de fokuserer på at drive tog.. Som det er nu har kniber det jo rigeligt med tog at køre i, så kan internettet desværre være lige meget.. med til historien er jo også at IC4 er udstyret med vinduer, der blokerer mobil-signaleret betydelig mere end IC3 .. tak DSB, det var jo ikke værd at tænke over :p

  • 2
  • 1
Jens Madsen

Der findes standard trådløse routere, med indbygget båndbredde begrænsning, som sikkert vil kunne bruges, men de koster fra 2000 - 5000 kr.

Den rigtige løsning, er vel at internet udbyderne opsætter master på strækningen. Og måske også, at det er dem, der tilbyder internettet i toget. Hvorfor skal det betales af togbilletten?

Jeg mener at TDC engang har haft et WIFI netværk, som der var adgang til, over hele landet, hvis man købte et TDC abonnoment til netværket. Det vil være logisk, hvis TDC fik lov, at indstallere et sådant anlæg på togene, og så sælge abonnoment til TDC's netværk fra servicevognen.

Hvis ansvaret lægges under TDC - så vil det ikke belaste togprisen, og til gengæld vil TDC få indtægten, ved salget af adgang til nettet. Her syntes jeg så, at DSB skal undlage at tage fortjeneste, eller tage noget for, at sælge adgangen fra servicevognen. Det vil være en rimelig service overfor passageren. Udover, at købe en time-adgang fra service vognen, vil TDC også kunne tilbyde månedsabonnoment mv.

Et kort, købt på toget, kan så også fungere som adgang, til TDC's øvrige wifi netværk, f.eks. på banegårde mv, hvor TDC indstallerer trådløs internet, i de 8 timer, som adgangen varer.

I de tog, hvor der ikke er service vogn, eller hvis DSB ikke ønsker at sælge adgangskort fra servicevognen, kan man give TDC lov til, at opsætte automater, som adgangskoder købes fra. En sådan automat, er stort set kun en lille ardino microcontroller med printer, der spytter koder ud, efter et fastlagt mønster, når nogle betaler med rejsekortet i automaten.

  • 0
  • 0
Benni Bennetsen

Det kan jo ikke passe, at kun TDC kunder skal have adgang til Internet i togene.. Hvis staten virkelig vil lave betalingsringe (ja ja det blev så også droppet) for at få folk over i den offentlige trafik, så bør man jo også kunne sikre at brugerne har mulighed for at arbejde der (har internet)..

  • 1
  • 0
Jens Madsen

Det behøver ikke, at være TDC. DSB kan naturligvis - på samme måde, som 7-eleven driver kioskerne, lægge netværket i hænderne på en udbyder, f.eks. TDC. Det betyder, at de driver nettet selstændigt, og får indtægten. Måske kan man lave det, så alle kan købe adgang via dankort, ved at logge på netværket, og betale for adgangen. Problemet er, at når det drives af DSB - så giver det underskud, uanset om det er servicevognen, eller netværk.

Du kan så kalde dig TDC kunde, hvis du køber adgang, via en TDC hjemmeside. Og du kan kalde dig 7-eleven kunde, hvis du køber din DSB billet, i en 7-eleven kiosk. Ser ikke problemet i det.

  • 0
  • 0
Benny Lyne Amorsen

Jeg havde fornøjelsen af at prøve netværket på en tur fra Århus til København. Det var ikke særligt godt. Jeg havde også en mobil med, som benytter TDC's netværk. Når dækningen blev bare lidt dårlig, så blev netværket i toget overbelastet, og det hjalp ikke at skifte til mobilen, for der var simpelthen ikke kapacitet i nettet. Det gav så lidt ekstra problemer at togets netværk lider i ekstrem grad af "buffer bloat". Jeg oplevede latency på op til 30 sekunder -- det havde givet en væsentlig bedre brugeroplevelse at droppe de pakker.

Der skal en MEGET bedre dækning til de svage steder hvis det skal kunne bruges til andet end lidt surfing og chat.

  • 1
  • 0
Claus Bülow Christensen

Jeg har flere gange rejst mellem København og Århus og aldrig fået noget brugbart ud af TDC's løsning i togene, og gider slet ikke bruge det mere, synes også deres login rutiner med papkort og lange koder er stenalder.

Derimod får jeg som regel en ok brugbar forbindelse fra mit "3" abonnement via min iPhone til min Macbook, ligesom min iPad stort set også altid kører fint på strækningen. Der er udfald, men det kan bruges til seriøst arbejde. Og jeg har endda set et afsnit "Mad Men" fra Netflix på min iPad på 3's net henover Fyn på min iPad. Der røg lidt pixeleringer i Don Drapers whiskey en gang imellem, men det kørte.

Måske DSB bare helt skulle droppe selv at have internet i togene, når nu det er så dyrt, og så få 3 til at sætte bare lidt flere master op!

Så får DSB også lidt flere penge frigjort til at drifte Rejsekortet...

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere