DSB leder efter leverandør: Vil outsource 100 it-folk

Al it-drift og it-support skal outsources hos DSB fra 2012, så op til 100 it-folk vil blive flyttet til en ny leverandør. DSB er på vej med et udbud på opgaven.

De cirka 250 ansatte i DSB-IT vil fra 2012 blive skåret ned med mellem 80 og 100 ansatte.

Alle drifts- og supportopgaver skal nemlig fremover outsources til en ekstern leverandør, som DSB nu er begyndt jagten på. Det skriver Samdata.dk.

De op til 100 it-folk skal alle skifte arbejdsgiver, men der er ikke lagt op til fyringer, forklarer DSB's it-direktør René Munk-Nissen.

»Medarbejderne skal ind i det firma, der overtager opgaverne. Vi outsourcer ikke bare for at spare på mandskabet. De væsentligste årsager er andre. Vi ønsker mere driftssikre og effektive og billigere it-ydelser. Samtidig vil det være umuligt at drive vores it uden den specialviden, som vores kompetente medarbejdere har,« siger han til Samdata.dk.

Samtidigt siger han, at DSB foretrækker et firma med 'stærk dansk repræsentation', så de medarbejdere, der skal flytte, får en god modtagelse.

Opgaven skal i EU-udbud, hvor DSB først kører en runde med prækvalifikation og dernæst et såkaldt udbud med forhandling. Går alt efter planen, kan drift og support være i nye hænder fra begyndelsen af 2012.

Den forventede besparelse er ifølge DSB's beregninger på under fem procent. Besparelserne er dog heller ikke hovedargumentet for at outsource, siger direktøren, der fremhæver driftssikkerhed og et stærkt fagligt miljø for medarbejderne som andre fordele.

Tilbage i DSB-IT bliver it-ledelse, it-projekter, it-udvikling og it-arkitektur.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere