DSB vil ikke udvide internet til flere toglinjer

Togpassagerer uden for hovedlinjen mellem Kastrup og Aalborg må kigge langt efter internet i toget. DSB vil ikke brede dækningen ud til flere linjer.

Kører du i tog nord for Aalborg eller syd for Fredericia - ja faktisk alle andre steder end på linjen mellem Kastrup Lufthavn og Aalborg - skal du ikke sætte næsen op efter internet i toget.

Og sådan bliver det ved med at være, slår DSB fast i et svar til Folketinget. Selvom kontrakten med leverandøren TDC giver mulighed for at udvide, har DSB ikke planer i den retning. Det er nemlig dyrt.

Svaret er udløst af et spørgsmål fra Karsten Pihl Lorentzen (V), som beder om en tidsplan for internet i tog mellem Aarhus og Frederikshavn, der er endestationen i Nordjylland. Men svaret fra DSB, der går via transportminister Henrik Dam Kristensen (S), er ikke opmuntrende for nordjyderne.

»DSB har option på en tilsvarende landsdækkende udrulning, men har ikke aktuelle planer om at udnytte optionen. Etablering af landsdækkende frit internet i høj kvalitet fordrer en engangsinvestering på 45-60 mio. kroner samt årlige driftsomkostninger i størrelsesorden 6-8 mio. kroner,« skriver DSB.

Siden DSB for første gang i 2005 satte gang i udrulning af internet i togene, et projekt som blev flere år forsinket, har passagererne også fået mulighed for at bruge mobilt bredbånd uden om DSB's løsning. Dækningen kan dog være sporadisk uden for byerne, og DSB’s egen løsning skulle derfor, i teorien, sikre en bedre forbindelse. Det sker via en router i toget, der kobler op til TDC’s mobile bredbåndsnet med en antenne uden på toget.

På strækningen med DSB-internet koster det 29 kroner for syv timers adgang, mens det for passagerer på 1. klasse er inkluderet i billetprisen. Er man medlem af DSB's fordelsprogram +more kan man også få gratis adgang.

DSB har i foråret meldt ud, at kapaciteten på forbindelserne bliver opgraderet, og at dækningen bliver udvidet til også strækningen Aarhus-Aalborg.

Første forsøg fra DSB’s side i 2005 var i øvrigt med tyske T-mobile som leverandør og var baseret på wifi-routere, der skulle monteres på master med korte mellemrum langs jernbanestrækningerne. Projektet gik dog i vasken, og DSB skiftede siden til en løsning med forbindelse via TDC's mobile netværk.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (15)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jimmy Thomsen

De går ikke glip af noget. Den nuværende løsning fungerer alligevel ikke. Jeg har den seneste måned kørt strækningen Odense-København 5 gange. I bedste fald kan man tjekke e-mail et par gange på turen - men der er hverken dækning eller kapacitet til mere. Jeg kom tilfældigt til at snakke med en mand fra TDC i toget, der har været med til at lave løsningen. Han erkendte at det ikke kørte som det skulle, men at det til dels skyldtes at DSB ikke vil købe mere kapacitet.

Samme problemstilling gør sig i øvrigt gældende med smartphones med 3G forbindelse - de kører oftere EDGE end 3G, og kan således højest bruges til at tjekke e-mail.

  • 8
  • 0
#5 Claus Bülow Christensen

Jeg har også flere gange rejst mellem København og Århus og aldrig fået noget brugbart ud af TDC's løsning i togene, og gider slet ikke bruge det mere, synes også deres login rutiner med papkort og lange koder er stenalder.

Derimod får jeg som regel en brugbar forbindelse fra mit "3" abonnement via min iPhone til min Macbook, ligesom min iPad stort set også altid kører fint på strækningen. Der er udfald, men det kan bruges til seriøst arbejde.

Så måske DSB bare helt skulle droppe selv at have internet i togene, når nu det er så dyrt, og så få 3 til at sætte bare lidt flere master op! Så får DSB også lidt flere penge frigjort til at drifte Rejsekortet...

  • 3
  • 1
#6 Erik Jensen

Det virker mere fornuftigt netop at satse på folks egne 3-forbindelser, end at binde sig til én leverandør. Troede egenligt, at DSB var i gang med det:

http://ing.dk/artikel/129196-net-forbedringer-ikke-for-alle-togpassagerer

Måske derfor, de ikke vil bruge alt for mange penge på Wifi-forbindelser.

I øvrigt spændende hvornår disse repeatere bliver installeret i de dobbeltdækker vogne, der nu købes. Argumentet om at man ikke vil bruge penge på at sætte dem i de lejede vogne holder jo ikke mere.

  • 0
  • 0
#7 Henning Wangerin

Samme problemstilling gør sig i øvrigt gældende med smartphones med 3G forbindelse - de kører oftere EDGE end 3G, og kan således højest bruges til at tjekke e-mail.

Tja det kommer nu an på hvad man laver, men at båndbreden er ikke er imponerende er der ingen tvivl om.

Når jeg tager toget fra Sønderjylland til København, kan jeg spare et par hundre kroner i forhold til at tage bilen.

Hvis jeg skal blive vest for Storebælt, er der slet ingen chance for at jeg tager toget * Det er dyrere end at køre selv * Det tager meget længere tid

I begge tilfælde mister jeg fleksibiliteten, og tiden i toget nærmer sig spildtid, da jeg kan alligevel ikke bruge tiden til at lave noget online. - med mindre jeg skal til vestjylland, og kan komme med Arriva. Den kan nemlig godt finde ud af at levere internet i togene.

Ja jeg ved godt det er lidt off-topic, men i er DSB realiten sjældent et alternativ for mig. Og hvis jeg alligevel ikke er i stand til at få en bare nogelunde stabil net-forbindelse, kan jeg lige så godt tage bilen, og spare lidt penge og en masse tid.

  • 2
  • 0
#8 Brian Højen-Sørensen

Fuldstændig enig. Lige siden jeg fik et abonnement med data, har jeg ikke engang prøvet at logge på DSBs net, da det aldrig virkede ordentligt (det er muligvis bedre nu). Så er der LTE, og om nogle år er rigtig 4G tilgængeligt. Jeg har meget svært ved at se hvorfor DSB skal bruge penge på et komplekst system der allerede nu er ved at være helt og aldeles overhalet.

  • 1
  • 0
#10 Henrik P. Stougaard Nielsen

Virker Arrivas netforbindelse? JEg har personligt kørt denne strækning omkring 25 gange i perioden 2010-12, og har hver evig eneste gang haft problemer med at logge på, har sendt utallige mails til gratisdanmarks obskure gmailadresse uden at få svar tilbage. Nå jeg så endeligt er logget på virker forbindelsen sporadisk - med bedst dækning ved Viborg og tre stationer før Aarhus H, når folk begynder at stå af.

  • 0
  • 0
#11 Mads Tandrup

Jeg har tidligere pendlet mellem Århus og Fredericia. På det stræk kunne jeg typisk holde en VPN forbindelse hele vejen via mit 3 modem. Så længe jeg holdt mig væk fra IC4 :-( Hastigheden var varierende, men helt klart brugbar til f.eks. remote desktop. Jeg prøvede fra tid til anden TDC's wifi løsning. I starten var hastigheden okay. Men den faldt ud konstant. Senere blev hastigheden for langsom.

  • 0
  • 0
#13 Kim Henriksen

Kører også en gang i mellem Viborg - Århus. Det er total umuligt at bruge deres internet forbindelse andre steder end på stationer.

Internettet i X-busserne, er lidt bedre da det er baseret på Net-1s netværk, som dækker lidt bedre, men hurtigt er det ikke!

  • 0
  • 0
#14 Deleted User

Min erfaring er at både mobildækning fra TDC, 3, Telia og Telenor er relativt dårlig og langsom når man bevæger sig lidt væk fra byerne. Det samme er dækningen i togene, f.eks. med DSB/TDC's WiFi i togene. Det har været bedre, men aldrig rigtig godt. I togene er forbindelsen tit ustabil og meget tynd og langsom at komme på. Mobiloperatørerne tilbyder heller ikke for gode forhold. Og der er desværre ikke udsigt til noget meget bedre. Længe leve LAN!!!

  • 0
  • 0
#15 Ida Jacobsen

Udover at være overordentligt utilfreds med DSBs håndtering af kontraktforhandling og ledelse, så er den daglige pendlerrejse fra udkantsdanmark til midtdanmark en joke. Man betaler overpris, man kan ikke benytte sig af de tilbud man normalt har som pendler fordi man befinder sig uden for salgsvogne- og internetzoner, og man må nøjes med dårlige forbindelser. At de så melder ud at de ikke har til hensigt at gøre noget ved den manglende internetforbindelse i randområderne er yderligere et slag i ansigtet. Er det bare blevet almindelig kotume at ignorere servicebehov fra folk der bosætter sig uden 'det rigtige Danmark'? Hvorfor har DSB overhovedet et valg? Burde det ikke være et krav at der et minimum af service efter de i de sidste 20 år har faffet rundt med skattekronerne, og svigtet stort set alle deres kunder på et eller andet tidspunkt?

  • 1
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere