Droppede lavomkostningsland og flyttede it-systemer tilbage - til fire gange så høj pris

Illustration: Norsk Skog
Virksomheden er sikker på, at den vil spare penge alligevel.

Efter at have outsourcet sine it-tjenester til Filippinene i næsten 15 år vælger en norsk industrigigant nu at hente dele af it-porteføljen hjem igen. Det sker til en fire gange så høj timepris, men selskabet regner alligevel med at spare penge.

»Efter at have nedskaleret driften er vi blevet for små. Det har ført til, at det er blevet for tungt at følge op på arbejdet fra leverandøren på Filippinerne. Virksomhedskritiske tjenester kræver, at man er tæt på leverandøren, og det blev vanskeligt for os,« siger it-direktør Børge Teigland fra Norske Skog.

Kræver meget opfølgning

Han fortæller, at kvaliteten af tjenesterne, de har fået leveret fra lavomkostningslandet, er blevet væsentligt dårligere de seneste år.

Det skyldes i høj grad, at Norske Skog er blevet et mindre og mere strømlinet selskab, og kapaciteten til at følge op på lavprisleverandøren har ikke været, som den var, da de gik ind i aftalen.

Det kræver nemlig megen opfølgning, når et system skal have døgnkontinuerlig oppetid og samtidig driftes fra den anden side af kloden.

Ifølge institutleder og professor Hans Arthur Solli-Sæther fra Institutt for internasjonal forretningsdrift på Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet er Norske Skog et klassisk eksempel på, hvad der kan ske, når man outsourcer. Ofte får virksomhederne udfordringer med øgede omkostninger (til f.eks. transaktioner) og lavere operationel effektivitet.

Tror, de vil spare penge

Den norske industrigigant forventer en omkostningsseffektivisering, selv om timepriserne i Norge er meget højere end i Manila.

»Der har vært høj gennemgang af ansatte hos leverandøren på Filippinerne, hvilket har kostet på spidskompetencerne. Derudover har der været store kulturforskelle. Konsulenterne hos leverandøren har ikke arbejdet proaktivt, de har bare løst problemerne, efterhånden som de er dukket op.«

Skjulte omkostninger

NTNU-professor Hans Arthur Solli-Sæther mener, at der er mange faldgruber, man skal være opmærksom på ved outsourcing, f.eks. rejse-, kontrol- og ændringsomkostninger:

»Outsourcing fungerer godt, hvis det gøres på en god måde, men det er en balancegang mellem risiko og besparelser. Omdømme kan også være et element, man skal tage hensyn til - for holder det at flytte til et lavomkostningsland med hensyn til egne arbejdere og samfundsansvar?«

Dette SKAL I overveje

Skal I outsource, er det helt essentielt, at I gør det på en sikker måde, sammenfatter Solli-Sæther. Han anbefaler, at I i virksomheden stiller jer selv følgende spørgsmål:

Kan leverandøren tilbyde jer de nyeste og bedste løsninger?

Har I balanceret magtforholdet godt nok i kontrakten?

Vil I miste ressourcer internt? Hvordan håndterer man ressourcesituationen?

Hvilken kompetence sidder leverandøren med? Kan de garantere, at spidskompetencen bliver varetaget?

Og så mener han, at det er vigtigt at have en exitstrategi, en plan for genopbygning af kompetencen. Det er også meget vigtigt at bevare viden om ressourcerne i huset. Og I skal være klar over, at det kan blive krævende at hente tjenesterne hjem igen, hvis det går galt.

Dette er en kortere version af en artikel fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere