DRM-tiltag har gjort det lettere at piratkopiere Oculus Rift-spil

En opdatering, der skulle gøre det vanskeligere at kopiere spil til VR-headsettet Oculus Rift, lader til at have haft den modsatte effekt.

VR-virksomheden Oculus har rullet en softwareopdatering ud, der skulle gøre det vanskeligere at piratkopiere spil, som er lavet eksklusivt til headsettet. Opdateringen lader dog ifølge Vice Motherboard til at have haft den modsatte effekt.

Softwareopdateringen, som blev rullet ud i fredags, indeholder et DRM-tiltag, altså Digital Rights Management, der skal forhindre piratkopiering. Opdateringen tog i første omgang også livet af community-projektet Revive.

Projektet går ud på at gøre brugerne i stand til at spille Oculus Rift-only spil via andre VR-headsets, eksempelvis HTC's Vive.

Oculus har i den forbindelse tidligere fortalt til Motherboard, at opdateringen fra i fredags ikke havde som mål at ramme Revive, men at det handlede om at sætte en stopper for piratkopiering samt at beskytte content og udviklere på længere sigt.

Omgår DRM

Men, forlyder det, så lader DRM-opdateringen til faktisk at have gjort det nemmere at piratkopiere spil forbeholdt VR-headsettet. Ikke alene har udvikleren bag Revive, der kalder sig Libre VR, fundet en måde at omgå DRM'en på. Metoden, som Libre VR anvender i den forbindelse, gør det også lettere at anvende piratkopierede spil med Oculus Rift via Revive.

Den tidligere udgave af Revive oversatte funktioner fra Oculus Runtime til OpenVR-kald. Det er et API, som blandt andet Vive understøtter.

For at få Revive til at fungere efter DRM-opdateringen, så har Libre VR opdateret softwaren, så et ejerskabstjek helt bliver omgået. Den manøvre betyder, at spil ikke længere tjekker, hvorvidt der er tale om en piratkopi.

»Dette er min første succes med at omgå DRM, jeg havde virkelig ikke lyst til at bevæge mig ned ad den sti. Jeg bakker ikke op om piratkopiering, lad være med at bruge dette bibliotek til piratkopier,« skriver Revive-udvikleren på Reddit.

Libre VR påpeger over for Motherboard, at han gerne vil samarbejde med Oculus om at finde en løsning, så det er muligt at spille Oculus-spil på andre headsets uden at omgå ejerskabstjekket.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

Sådan tiltag har så lige overbevist mig om at det IKKE bliver et Oculus Rift headset jeg skal have-

Selv om HTC's Vive er lidt dyre, så er det hurtigt betalt med de ting som er med i pakken, som controler og "rumstyring". De understøtter også OpenVR. Så længe de gør det, er de med i opløbet.
Men venter lige og ser hvad SONY bringer på bannen, det ser ud til at deres briller måske også kan bruges til PC'er.
Så det bliver først i slutningen af året, jeg skal have VR. Det passer også med at de værste børnesygedomme forhåbelig er over, der kan leveres, og der kommer nye grafikkort beregnet til de her VR headset.

Men hvis alt andet glipper så de her til 1/3 af prisen, de leveres nu, og kan opgrades. Også så er det åbensouce. Så man slippe for sådan et DRM tiltag vi så i artiklen med Oculus Rift, lad os bare springe de Ventor låste systemer helt over.

Måske skulle man bare købe en v 1.4 nu ? :-) Andre, nogen som har dem her, hvordan virker de, er lidt nervøs for refres rate, med hensyn til "vr-brille syge. ?

http://www.osvr.org/
http://www.razerzone.com/osvr

  • 0
  • 0
Kim Christensen

Jeg kan såmænd godt forstå tanken bag eksklusive software titler til givent hardware, som salgsfremmede foranstaltning, men jeg finder alligevel metoden for direkte dum.

Umiddelbart opfatter jeg disse VR-headset som en erstatning for min skærm og jeg tror de fleste ville ryste på hovedet hvis ens skærmfabrikat var bestemmende for hvilke programmer der kunne afvikles på den.

Over tid, så vil det være udbuddet og kvaliteten på spillende der bliver afgørende for VR-teknologiens popularitet blandt pc-brugerne, der modsat konsoltilhængerne (der jo er vandt til det), nok vil have meget svært ved at sluge tanken om eksklusive titler. Det bliver hacking og pirateri om igen – hvad vi jo netop også allerede ser bevist.

Selv om DRM og distributionssystemer som Steam måske ikke er optimalt, så har det dog bevirket at rigtig mange af dem der tidligere piratkopierede spil ikke rigtig gider gøre det længere. Jeg kender faktisk ingen der piratkopierer mere, fordi det både er let og billigt at erhverve spillende på ærlig vis og jeg frygter, at det hurtigt kan vende hvis også kommende producenter af VR-headset begynder at benytte de samme metoder.

Som tingene er lige nu, så ligger Rift meget langt væk fra hvad jeg selv kunne finde på at anskaffe, simpelthen fordi jeg ikke kan fordrage deres metoder og deres politik for brugen af deres headset. At Facebook måske kan slippe af sted med at ejerskabsbelægge alt upload’et materiale, er en ting, det er trods alt ”gratis” at benytte deres tjenester, men de skal pokker tage mig ikke først blokke mig for tusindvis af gode danske kroner og derefter forvente at eje mig.

I øvrigt er der en ting jeg har tænkt over: Købte Facebook ikke netop Rift, fordi de havde en illusion om at opbygge et virtuelt møderum for deres bestående brugere? Det ligger vist mange år ude i fremtiden med de priser deres udstyr koster lige nu. Kun et fåtal af de Facebookvenner jeg har i dag, kommer desuden blot i nærheden af at have maskiner der kan trække det. De fleste tilgår udelukkende Facebook fra billige tablets, laptops eller mobiltelefoner og ingen ... INGEN af dem kunne drømme om at bekoste noget der bare ligner det Oculus Rift koster i dag.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere