Drama før IT- og Telestyrelsens kabale gik op
Den 10 år gamle IT- og Telestyrelsen er en saga blot. Sandt at sige har det været tilfældet, siden den nye regering trådte til for to uger siden og annoncerede, at styrelsen som samlet enhed skulle afvikles og i stedet deles ud over fire ministerier.
Det satte gang i et kæmpe puslespilsarbejde for de tidligere ITST-ansatte, der nu både skulle finde ud af, hvilke ansvarsområder som var mest hensigtsmæssige at flytte til hvilke ministerier, hvilke medarbejdere der var mest knyttet til områderne, hvordan man skulle opgøre projektbevillinger og andre lignende udfordringer.
Fredag inden efterårsferien var man endelig klar til at informere medarbejderne om de nærmere detaljer for de 14 dage lange forhandlinger. Og den gamle styrelses tidligere strategichef Adam Lebech fortæller, at opdelingsarbejdet nu stort set er faldet på plads.
Han understreger, at det har været en kæmpe kabale at skulle opdele den næsten 10 år gamle styrelse.
»Det store diskussionspunkt for en så stor myndighed som os med 285 medarbejdere har været at finde ud af, hvilke opgaver der skulle flyttes til hvilke ministerier. Det er ikke nok bare at flytte nogle kontorer. De modtagende ministerier har været nede i hver enkelt opgave, og det har taget sin tid, indtil det faldt på plads i fredags,« fortæller Adam Lebech til Version2.
Resultatet blev, at de største dele af den gamle styrelse gik til Erhvervs- og Vækstministeriet, der overtager ansvaret for teleområdet, og til Forsvarsministeriet, der nu har ansvaret for blandt andet GovCERT og en række andre it-sikkerhedsområder. Økonomistyrelsen overtager det meste af it-søjlen, og Økonomi- og Indenrigsministeriet får ansvaret for it-modernisering og digitalisering, hvor Adam Lebech selv fået en stilling som kontorchef.
Han fortæller, at forhandlingerne for alvor først nåede sit højdepunkt torsdag i sidste uge. Så det var på et hængende hår, at man kunne give medarbejderne en endelig udmelding fredagen før efterårsferien.
»Vi er utrolig glade for, at vi kunne give medarbejderne besked før ferien. Det er en meget svær situation at side i som medarbejder, når man ikke ved, hvor man skal arbejde fremadrettet,« siger han.
Er der blevet skåret nogen medarbejdere fra i processen?
»Nej. Det lå ikke i kortene, at der skulle nedlægges nogen stillinger. Alle medarbejdere fra IT- og Telestyrelsen samt nogle fra Videnskabsministeriet er blevet forflyttet. Men det er klart, at vi ikke kan sige, om der bliver foretaget ændringer i fremtiden. Det er der dog ikke lagt op til, som det ser ud lige nu,« forsikrer han.
Medarbejderne behøver dog ikke fylde flyttekasserne endnu. Langt de fleste vil stadig sidde fysisk i de samme lokaler i ITST’s bygninger, indtil Slots- og Ejendomsstyrelsen er færdige med at planlægge, hvor der skal være plads til de mange nye medarbejdere i ministerierne.
Så indtil medarbejderne får en fysisk plads i ministerierne, vil de arbejde for deres nye arbejdsgiver fra deres vante skriveborde i ITST’s bygninger.
Økonomiafdeling på overarbejde
Men selv om det er efterårsferie for en stor del af medarbejderne, er særligt økonomiafdelingen kommet på overarbejde. Inden fredag den 21. oktober skal man blandt andet have gjort op, hvilke bevillinger der skal følge med de mange it-projekter, der nu er spredt ud på de fire ministerier.
Det er særligt vigtigt, at det økonomiske aspekt kommer på plads, så der er overblik over tallene, inden finanslovsforhandlingerne går i gang.
»Vi kan ikke bare overføre vores pengepulje. Vi er nødt til at gå helt ned og kigge på, hvad de enkelte opgaver reelt koster, og hvor mange medarbejdere der er tilknyttet,« fortæller han.
Hvad skal der ske med jeres igangværende og planlagte projekter?
»Som udgangspunkt så flytter alle opgaver med over i ministerierne. Men derefter er det de modtagende ministerier, der bestemmer, hvilke opgaver de gerne vil op- eller nedprioritere. Så nogle opgaver vil ganske givet falde bort, fordi de ikke længere er relevante, mens nye opgaver vil opstå på tværs af de nye ministerier,« siger han og tilføjer:
»Formentlig vil der ske ændringer i projekterne, da det er hele formålet med at sammenlægge vores opgaver på en ny måde.«
Men kan du slet ikke se nogen ulemper i, at den samlede it-styrelse nu bliver delt op i fire?
»Selvfølgelig kan man godt sige, at der bliver længere afstand i forhold til samspillet mellem it og tele. Men omvendt så kommer telereguleringen nu tættere på erhvervsreguleringen og hele det vækstorienterede samfund. Og på samme måde bliver it-politikken samlet i Økonomistyrelsen, hvor dem, der laver NemLogin i den offentlige sektor, nu kommer til at sidde sammen med dem, der laver NemID. Så på den måde er der jo også en masse nye synergier i det,« siger han og fortsætter:
»Det er utrolig vigtigt, at vi fokuserer på, hvordan vi bedst muligt gennemfører det, som er regeringens intention med det. For mit eget vedkommende har Margrethe Vestager sendt os hjem og læse regeringsgrundlaget grundigt igennem, så vi er i stand til at give den bedst mulige rådgivning for at kunne gennemføre det,« siger han.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.