Downadup slår til mod det tyske forsvar

Flere hundrede computere i det tyske forsvar er ramt af Downadup-ormen.

Computerormen Downadup, der også kendes under navnet Conficker, har inficeret flere hundrede computere i det tyske forsvar, Bundeswehr.

Det kunne en talsmand for det tyske forsvarsministerium i Berlin berette i lørdags. Indtil videre foreligger der ikke præcise tal på, hvor mange computere Downadup har inficeret, eller hvilke afdelinger af forsvaret, der er ramt. Det skriver Heise Online.

Det forlyder dog, at specialister fra forsvarets Computer Emergency Response Team sammen med virksomheden BWI Informationstechnik GmbH har sat gang i flere tiltag for at fjerne den skadelige software og genoprette den fulde funktionalitet af de ramte computer-systemer.

Det er ikke første gang, at Downadup-ormen slår sig løs på computere, der hører til et lands forsvar. I midten af januar blev det franske søværn ramt af samme computer-orm.

Downadup blev første gang observeret i oktober 2008 og har siden inficeret flere millioner computere på verdensplan. Ormen udnytter en svaghed i Windows-operativsystemer, primært versionerne før Windows Vista og Windows Server 2008. Det er særligt virksomheder og myndigheder uden de rette sikkerhedsopdateringer til operativsystemet, der er berørte af ormens hærgen.

Sidste torsdag udlovede Microsoft en dusør på 1,45 millioner kroner for informationer, der kan lede til anholdelse af forfatterne bag den ondsindede stump kode.

Downadup anslås på sit højeste at have inficeret op mod ni millioner pc'er primært via Windows-sårbarheden og over netværksdrev. Herhjemme er blandt andet Esbjerg Sygehus blevet ramt, ligesom sygehuse i Skåne også blev ramt.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere