dotDK afviser DIFO-spekulationer

Der er ikke hold i DIFO's spekulationer om usikkerhed omkring administrationen af de danske domænenavne, hvis man opgiver DK-Hostmaster, mener konkurrenten dotDK.

Når IT- og Telestyrelsen om kort tid skal tage stilling til valg af kommende administrator af danske domænenavne er der lagt op til et valg mellem to grundlæggende forskellige måde at håndtere de danske internet på.

Skal kunderne købe domænenavne direkte hos den virksomhed, der adminisitrerer domænenavnene, eller skal der indføres en forhandlermodel, så domænenavne købes der, hvor kunderne eksempelvis også køber deres web- eller mail-hotel?

De to modeller kaldes i domænesprog for henholdsvis "sole registry", når man har en central domæneregistreringsenhed eller "shared registry", når der er tale om en forhandlermodel. Sidstnævnte vil dotDK benytte.

Usikkert og uigennemskueligt

Som beskrevet i går på Version2.dk har den eksisterende leverandør af domænenavne, DIFO, der håndterer domænenavnsadministrationen gennem driftsselskabet DK-Hostmaster, udsendt en pressemeddelelse, hvor den nye bane kridtes op. DIFO's formand Mads Bryde Andersen præciserede ligeledes i går overfor Version2.dk, hvordan et skift af den eksisterende praksis med "sole registry" vil gøre systemet mere usikkert og mindre gennemskueligt.

Men det afviser den konkurrerende domæne-registreringsvirksomhed dotDK, der også har lagt bud ind på den kommende drift af de danske .dk-domæner.

dotDK, som vil anvende "shared registry", afviser, at det vil blive mere usikkert eller mindre gennemskueligt. I en erklæring sendt til Version2.dk, oplyser Tina Dam, der står i spidsen for projektet, at dotDK vil basere sig på en bred organisation, som kommer til at repræsentere hele det danske internetsamfund. Det kommer til at ske i dotDK-foreningen, der vil være den officielle ejer af driftsselskabet dotDK.

Lover gennemskuelighed og sikkerhed

Tina Dam lover, at prisstrukturen vil blive gennemsigtig, og alle priser vil være tilgængelige på selskabets hjemmeside. Desuden henviser hun til, at dotDK's internationale samarbejdspartner Afilias i forvejen håndterer 13 millioner domænenavne - blandt andet alle .info-domæner.

dotDK mener, det er forkert at fokusere på opbygningen af forretningsmodellen, men ønsker i stedet at fokusere på, hvilke nye tjenester, en domænenavnsleverandør kan tilbyde. Her har dotDK lagt vægt på at kunne tilbyde øget oppetid, og at der kun vil gå fem minutter fra kunden har registreret domænenavnet, til at domænet kan tages i brug.

Forvirrede i dag

Tina Dam mener også, at Mads Bryde Andersen er galt afmarcheret, når han påstår, at kunderne bliver mere forvirrede, hvis kunderne skal købe domænenavnet hos internetleverandøren frem for hos DK-Hostmaster. Hun gør opmærksom på, at som reglerne er i dag, så er det først, når kunden har haft domænenavnet i et år, at registreringen overgår til DK-Hostmaster.

"Derfra skal kunden forholde sig til to aktører: DIFO/DK Hostmaster, når det handler om domæne navnet, og registratoren når det handler om de services, der knytter sig til navnet (email, hosting mv.). Når der opstår et problem, vil mange kunder blive forvirret over, hvor de skal henvende sig, på grund af opdelingen mellem de to aktører," skriver Tina Dam.

Deadline for bud på driften af .dk-domæner udløb 1. april. På nuværende tidspunkt har DIFO og dotDK meldt, at de har indgivet bud. IT- og Telestyrelsen vil ikke oplyse, om der er kommet andre bud, eller hvor mange bud styrelsen har modtaget. Styrelsen oplyser, at antallet af bud ikke kan oplyses, da det vil være at afsløre forretningshemmeligheder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere