Dong strammer livremmen: Skal spare 300 mio. it-kroner

Dong skal spare 300 mio. kr. om året på it de næste to-tre år. Virksomheden har brugt langt flere penge end andre virksomheder, og derfor skal der konsolideres it-systemer og skæres ned på konsulenter og hardware.

Dong Energy skal spare 300 millioner kroner om året på it-området i løbet af de næste to-tre år.

Det fremgår af internt materiale fra energivirksomheden dateret 6. maj, som Version2 er kommet i besiddelse af.

Det betyder, at gamle it-systemer skal konsolideres, og at der skal skæres på konsulentydelser og bærbare pc'er og smartphones til medarbejderne.

Dong har ikke ønsket at bekræfte det oplyste beløb over for Version2. Alle regnskabstal er pt. sanktionerede, da virksomheden forsøger at blive børsnoteret.

Men it-direktør i Dong, Michael Moesgaard, fortæller, at der er tale om 30 procent af it-budgettet.

»Vi har sat et effektiviseringsprogram i gang, hvor vi planlægger at reducere udgifterne til it med 30 procent over de næste tre år,« siger Michael Moesgaard.

Han afviser, at besparelserne får indflydelse på de store linjer i virksomheden.

»Der vil ikke være nogle af de store strategiske tiltag, hvor vi siger, at dem vil vi ikke gennemføre alligevel. Men vi kommer selvfølgelig til at foretage en prioritering af, hvad der er vigtigst i det daglige arbejde,« siger Michael Moesgaard.

Har brugt for mange penge på it
Dong betegner i skrivelsen reduktionerne på it som »et væsentligt bidrag til de besparelser, som Dong Energy skal gennemføre på grund af den verdensøkonomiske krise«.

Det interne materiale afslører, at Dong har spenderet langt mere på it-området end andre virksomheder.

»En ny benchmarking-analyse viser, at Dong Energy har brugt væsentlig flere penge på it end de virksomheder, vi normalt sammenligner os med. Dong Energy skal derfor spare 300 mio. kroner på it om året i løbet af de næste to-tre år,« hedder det i skrivelsen.

Koncernøkonomidirektør i Dong, Carsten K. Thomsen, peger i det interne materiale på, at antallet af it-systemer hidtil har været for højt. Problemet beskrives som en »varm kartoffel«, der skal konsolideres væk.

Dong bruger efter eget udsagn mere end 800 systemer, hvor andre virksomheder, der normalt sammenlignes med, regerer over typisk det halve.

»I stedet for et og samme system bruger vi i Dong Energy adskillige gamle systemer, der understøtter samme proces. For eksempel har vi et stort antal dokumenthåndteringssystemer og webløsninger, der løser samme opgaver for brugerne. Det kræver for meget vedligeholdelse, for mange forskellige kompetencer og alt for mange software licenser. Derfor er konsolidering af gamle systemer et af de områder, hvor vi virkelige skal sætte ind,« udtaler Carsten K. Thomsen.

Konsulenter, bærbare og smartphones får ragekniven
Derudover skal der skæres i brugen af konsulenter.

»Konsulenterne er dyre, og når de forlader Dong Energy tager de vigtig viden med sig. Vi har behov for at skære ned på antallet af it-projekter og dermed også brugen af konsulenter. Vi har ganske enkelt en for stor it-projektportefølje til vores egne it-medarbejdere,« udtaler Carsten K. Thomsen.

Som et sidste punkt nævnes antallet af bærbare computere og smartphones. Ifølge Carsten K. Thomsen har rigtig mange af medarbejderne i dag mere end en computer.

»Faktisk har vi ca. 8500 pc'ere til 5500 medarbejdere. Derudover har mange medarbejdere også smartphones, der er meget dyre både i indkøb og drift. Vi skal se nærmere på, om der reelt er behov for så mange pc'ere og smartphones blandt vores medarbejdere og i den forbindelse vurdere relevante politikker på området,« udtaler Carsten K. Thomsen.

Dong forventer at have planen for effektiviseringsprogrammet på plads inden sommerferien, men opfordrer allerede nu alle til at »udvise ekstraordinær tilbageholdenhed på it-området«, hvilket blandt andet gælder indkøb af pc'er og smartphones.

Michael Moesgaard oplyser til Version2, at han ikke ved, om effektiviseringsstrategien omfatter afskedigelser af medarbejdere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Mogens Nørgaard
  1. Jeg kom til at tænke på den her:

http://www.computerworld.dk/executivelive/8

som jeg stadig synes er et aldeles rædselsfuldt eksempel på video, hvor der ikke findes andet end generelle (læs: totalt banale) og intetsigende betragtninger/talemåder.

Alle bullshit-bingo-ordene er der, og enhver politiker kan genkende samtlige de teknikker han benytter. Og til allersidst er der jo den sproglige perle med "vi skifter hjul mens vi kører 200 km/t", som nok lige netop IKKE beskriver DONG's måde at handle på, hverken indadtil eller udadtil.

Nå, videre.

  1. Det er sgu' da SAP, der har kostet kassen :-). Det bekræfter måske min tese om, at selve det at inføre SAP er bevis på en virksomheds financielle styrke :).

  2. Jeg talte med en IT-chef for et tele-selskab forleden, som fortalte, at der nu skete diverse stramninger hos dem.

Jeg spurgte så, om folk var holdt op med at ringe?

Næh, men selskabet havde investeret i ikke-tele-relevante ting i de fede tider, og der kom bare ikke penge ind fra disse ting, så nu skulle der skæres i deres kerne-ting.

Jeg tror måske man kunne sige, at DONG i de senere år har investeret i så mange åndssvage ting (fordi de kunne, ikke for de skulle), at det nu bliver hårdt for kerne-forretningen når de gode tider ikke er der mere. Alle deres vindmøller, havmøller, biogas-ting, algesuppe, osv. er jo på ingen måde rentabelt.

Og min nabo, der hoppede på den med NESA's bredbåndsnet har nu fået et kæmpe problem: DONG og Viasat kunne ikke blive enige, og eftersom DONG sidder på monopolet er Viasat nu tvunget til at skrive til min nabo og andre, at de bliver nødt til at bruge deres paraboler igen.

Monopoler duer bare ikke. Det er og bliver noget lort.

Mvh.

Mogens

  • 0
  • 0
Mads Bendixen

Jeg tror måske man kunne sige, at DONG i de senere år har investeret i så mange åndssvage ting (fordi de kunne, ikke for de skulle), at det nu bliver hårdt for kerne-forretningen når de gode tider ikke er der mere. Alle deres vindmøller, havmøller, biogas-ting, algesuppe, osv. er jo på ingen måde rentabelt.

Det er ikke ofte man hører investeringer i vedvarende energi omtalt som åndssvage.
I mine øjne er det netop energiselskaberne der skal være med til at drive den udvikling.
Det er muligt der har været skudt lidt med spredehagl hvad angår projekterne, men jeg ser hellere penge brugt på vedvarende energi, end på at bore efter nye olie-depoter.
Så er det muligt at det ikke rentabelt lige pt., men der er en anden tidshorisont hvad det angår.

  • 0
  • 0
Mogens Nørgaard

... set fra et rentabilitetssynspnkt.

Det kan på ingen måde betale sig f.eks. at sætte vindmøller op. Det er ren tilsætning. Om det så er tilskud fra Staten eller tilskud fra DONG (dvs. dig og mig) der skal til for at finansiere privatjetten til direktøren for Vestas - det er en komplet irrationel måde at bruge pengene på, udover at det er sjovt at lave flere møller end andre lande. Det giver lidt prestige i form af rosende omtale fra Obama, osv., men det er så også dét.

Der er iøvrigt (det har ikke så meget med dette emne at gøre) en engelsk fysiker, der har skrevet en bog om vedvarende energi, hvor han har smidt alt det følelsesmæssige overbord og koncentreret sig om Newton og andre fysiske grundsætninger. Han kom frem til, at om man så dækkede HELE England med vindmøller kunne det slet ikke dække energibehovet. Det samme med bølgedimser, iøvrigt.

Og hånden på hjertet: Jeg synes ikke der er specielt meget high-tech over vindmøller. Vi - dette i vores egne øjne - højtbesungne vidensamfund har en eksport, der består af... olie og grise. Og lidt vindmøller.

Der er kæmpestor feel-good faktor ved at sætte diverse vedvarende energiting op, men 1) skal det finansieres af det totalt udedemokratiske DONG og 2) kunne pengene være anvendt bedre til noget rigtig high-tech-halløj?

Jeg tror f.eks. ikke vi har kunnet spare på de traditionelle kraftværkers output-kapacitet pga vindmøller og andre ting.

mvh.

Mogens

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere