Domstolsstyrelsen vælger samme leverandør til efterfølger til kriseramt it-system

Det første system blev forsinket og fordyret og var tæt på at blive skrottet. Nu har Domstolsstyrelsen valgt den samme leverandør til at bygge videre på platformen.

Domstolsstyrelsen stod i 2013 med et it-system, som var tæt på at blive skrottet efter flere forsinkelser og budgetoverskridelser. Alligevel fik projektet lov til at fortsætte, og nu har styrelsen valgt leverandøren til udbygningen af platformen med et sagsbehandlingssystem til civile sager.

Det bliver Globeteam, som også stod bag den problematiske platform Juridiske Fagsystemer, JFS. Det oplyser Domstolsstyrelsen ifølge en pressemeddelelse.

Læs også: Ny Polsag? Politikere truer med at lukke it-system til domstole efter tre års forsinkelse

Læs også: Domstolsstyrelsens kriseramte it-projekt får lov at køre videre

JFS blev tre år forsinket og overskred budgettet med 38 millioner kroner, så det løb op i en samlet pris på 106 millioner kroner.

Ifølge Domstolsstyrelsen var Globeteams det mest fordelagtige af de to tilbud, som styrelsen havde modtaget efter først at fået 12 tilkendegivelser fra leverandører og prækvalificeret de fem af dem. Ud over Globeteam havde J. H. Schultz Information indgivet tilbud på systemet.

Det system, som nu skal udvikles, skal bygge på samme platform som JFS og omfatter sagsbehandlingssystem til civile sager samt en selvbetjeningsportal, så borgerne kan få adgang til civile sager.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Allan Bjerrum

Jeg synes det er meget sigende, at 3 af 5 prækvalificerede leverandører vælger ikke at byde på opgaven. Jeg synes Domstolsstyrelsen skulle kigge lidt indad og spørge hvorfor. Det er ikke billigt at byde på offentlige projekter eller bare nå til runde to.

  • 5
  • 0
#4 Finn Christensen

Sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat.

I dette tilfælde skyldes det vist ikke sindssyge.

I nogle forstokkede organisationer er det er umuligt i fuld offentlighed at indrømme man tog fejl eller lavede noget bras; man har et miljø med pedanteri og nul-fejls-kultur.

Så man er dømt til at udstille manglerne igen og igen, indtil nogen lukker vinduerne op og lufter ud.

  • 6
  • 0
#5 Knud Jensen

Omvendt kunne man vel argumentere at man inde for retssystemet har en plettet straffeattest på 5 år, hvorefter man er at anse som værende "ren" igen. Det kan jo være at firmaet igen er rene.

Selvom jeg da alligevel vil håbe at kontrakten denne gang er skrevet bedre, så både tidsfrist og betaling ikke bliver et problem igen.

  • 2
  • 1
#7 Markus Hornum-Stenz

Det kan tænkes at grunden til at det ikke gik godt første gang ikke var, at GlobeTeam ikke kunne finde ud af at lave et godt system

Domstole er stærkt regelstyrede (men også stærkt uafhængige) og ret sikkert ikke de nemmeste at lave IT-systemer til, så udbudsmaterialet har nok været ret afskrækkende, og der må forventes en ret krakilsk kunde med juridiske evner til at læse med det med småt.

GlobeTeam er i denne udbudsomgang vældig meget foran på erfaringspoint i forhold til en ny leverandør, især hvis kunden selv er haft en stor del af skylden for at det første system ikke kom til at fungere ordentligt og derfor ikke lægger leverandøren det voldsomt til last. Det store problem i den slags projekter er jo gerne, at kravspecifikationerne ændrer sig under projektforløbet...

Hvis en leverandør skulle være diskvalificeret fra fremtidige opgaver for en kunde, hver gang et projekt gik skævt, så ville det jo udelukke muligheden for at lære af sine erfaringer, og man vil som kunde være nødt til at starte fra bunden med at lære leverandøren op i sin forretning hver gang. Det lyder jo sådan set heller ikke videre begavet.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere