Domstolsstyrelsen ændrer taktik: Bygger agilt ovenpå skrottet ESDH-projekt

Domstolsstyrelsen har besluttet sig for at gå agilt efter et kuldsejlet ESDH-projekt med leverandøren Software Innovation i 2007. Nyt system til 90-120 millioner kroner på vej.

Ud med de gammeldags papirbunker og ind med elektronisk behandling af sager.

Sagsbehandlingen ved Danmarks Domstole skal digitaliseres, men sidste gang, det blev forsøgt ført ud i livet, gik projektet i vasken.

Det var i slutningen af 2007, og leverandøren af it-systemet med navnet Civilstraffe var ESDH-firmaet Software Innovation. Domstolsstyrelsen trak stikket ud, fordi man ikke kunne enes med Software Innovation.

Nu prøver Domstolsstyrelsen så lykken igen med arvtageren til Civilstraffe, it-systemet Juridiske Fagsystemer, eller blot JFS.

Men denne gang er den store, forkromede 'big bang'-tilgang lagt på hylden til fordel for den agile udviklingsmodel.

Juridiske Fagsystemer skal bruges til at digitalisere sagsbehandlingen ved domstolene, der herhjemme blandt andet dækker over Højesteret, Østre- og Vestre Landsret, Tinglysningsretten og 24 byretter. Domstolene beskæftiger i alt omkring 2.500 medarbejdere.

»Efter bruddet med Software Innovation i julen 2007 tænkte vi os grundigt om og kom frem til, at det var projektmodellen, den var gal med,« fortæller programdirektør i Domstolsstyrelsen, Simon Gjedde, til Version2.

Én samlet pakke var ikke de rigtige

Styrelsen erkendte, at det danske landskab af domstole ganske enkelt er for varieret til, at én samlet softwarepakke er den rette løsning.

Derfor har Domstolsstyrelsen besluttet at dele det store projekt op i mindre delprojekter, fordi det er nemmere at styre, og man som regel bliver rigtig meget klogere undervejs i forløbet, forklarer programdirektøren.

»Problemet er, at det er svært at finde ét samlet it-system, som er tilrettet domstolene. Formuleringerne i Retsplejelovene er meget præcise, og derfor er det bedre at have muligheden for løbende at tilrette systemet,« siger Simon Gjedde.

Den grundlæggende tanke er at gå fra få, store og lukkede 'siloløsninger' fra bestemte leverandører til en systemopbygning med flere forskellige åbne moduler, et fælles datawarehouse-fundament og bedre muligheder for at integrere forskellige dele af systemet med hinanden.

Samtidig med overgangen til den agile udviklingsmodel har Domstolsstyrelsen derfor sørget for at sikre sig, at man selv ejer den kode, der bliver udviklet af flere forskellige leverandører undervejs i projektet.

Delleverancer én gang i kvartalet

Ifølge Simon Gjedde er selve infrastrukturen til JFS nu på plads, og dernæst begynder arbejdet med at fremstille et dokumentarkiv og en intern dokumentboks, samt moduler til digital modtagelse og afsendelse af sager mellem domstolene.

»Vi forsøger at lave nogle delleverancer, der udkommer én gang i kvartalet,« siger Simon Gjedde.

Ifølge programdirektøren er udviklingen nået omtrent en tredjedel af vejen, og JFS kommer samlet set til at koste mellem 90-120 millioner kroner.

Ved siden af det beløb kommer en selvstændig videokonferencedel, som kommer til at koste i størrelsesordenen cirka 100 millioner kroner.

LÆS OGSÅ140 retssale skal have videokonferencer til 150 millioner kroner

»Vi planlægger den kommende udviklingsplan i 12 måneder frem, og reviderer den så hver tredje eller sjette måned. Visionen lige nu er, at vi er færdige med JFS i 2013. Men udviklingen er en løbende proces, og det kan ske, at der kommer ny funktionalitet til på det tidspunkt,« siger Simon Gjedde.

På længere sigt skal en fælles sagsportal med navnet Sagens Hjemmeside give både advokater, almindelige borgere og andre parter i en sag mulighed for at følge sagens gang online.

Domstolsstyrelsen blev for alvor kendt i it-sammenhæng for overgangen til digital tinglysning, som endte med måneders dyr ventetid for omkring 40 procent af bolighandlerne i efteråret og vinteren 2009. Her fik styrelsen senere en alvorlig kritik fra Rigsrevisionen for håndteringen af projektet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Høyer

Hvordan harmonerer:

"Delleverancer én gang i kvartalet"
og
"12 måneder frem, og reviderer den så hver tredje eller sjette måned."

med en af de grundlæggende pricipper for agil software udvikling:

"Deliver working software frequently, from a
couple of weeks to a couple of months, with a
preference to the shorter timescale"

Jeg synes mere at det lyder som om at de går fra 1 x big-bang til 4 x 1/4 big-bang

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere