Domstol: EU-bøde til Microsoft står ved magt

EF-Domstolen har afvist Microsofts klage over EU-Kommissionen, der tidligere har pålagt den amerikanske softwarekæmpe en milliardbøde for misbrug af en dominerende stilling.

EU-Kommissionens gigantbøde på adskillige milliarder kroner til verdens største softwarevirksomhed står ved magt, skriver Berlingske Business.

EF-Domstolen har afvist Microsofts klage over kommissionen, der tidligere har pålagt den amerikanske softwarekæmpe en milliardbøde for misbrug af en dominerende stilling.

Dermed er der sat et foreløbigt punktum for det ni år lange slagsmål mellem verdens største softwareproducent og EU.

Ifølge avisen har et 13 mand stort dommerpanel med danskeren Bo Vesterdorf netop offentliggjort afgørelsen i Luxembourg.

Afgørelsen er den foreløbige kulmination på sagen, der har været i gang i knapt 10 år og som i 2004 førte til en milliardbøde til Microsoft for at misbruge en dominerende stilling med Windows-styresystemet til at presse konkurrenter ud af markedet.

I den forbindelse er Microsoft tidligere blandt andet blevet pålagt at gøre det muligt at købe versioner af Windows uden eksempelvis medieafspilleren Mediaplayer.

Integrationen af Mediaplayer og andre Microsoft-løsninger i Windows er et af de punkter, som EU-Kommissionen har kritiseret, fordi den tætte integration af forskellige Microsoft-produkter gør livet vanskeligt for andre software-producenter.

Ifølge Børsen betyder afgørelsen, at Microsoft skal give andre aktører på markedet adgang til Microsofts styresystem.

Den amerikanske softwarekæmpe bliver ifølge nyhedstjenesten pålagt at betale størstedelen af sagens omkostninger.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere