Domstol: 24 spilsider skal blokeres

Internet- og teleoperatører skal lukke ned for skin-betting sider. Det har retten på Frederiksberg afgjort. Illustration: Screenshot/Counterstrike
Fogedretten ved Frederiksberg har afgjort at internet- og teleoperatører skal blokere 24 spilsider på grund af brud på Spillemyndighedens regler for udbud af online gambling

Retten på Frederiksberg har nu truffet afgørelse i sagen, hvor Spillemyndigheden bad teleselskaberne om at blokere 24 hjemmesider, der udbyder ulovligt spil i Danmark.

Læs også: Spillemyndigheden: Teleselskaber skal blokere skinbetting-sider

Domstolens afgørelse tipper til fordel for Spillemyndigheden, der har fået medhold i sagen, og teleselskaberne skal altså blokere siderne.

»Vi er naturligvis meget tilfredse med kendelsen. Vi har endnu engang levet op til den forpligtelse, vi har til at sikre danske spillere mod ulovligt udbud af spil,« siger Spillemyndighedens direktør Birgitte Sand i en pressemeddelelse.

Spillemyndigheden anmodede i september 2017 teleselskaberne om at blokere for adgang til de 24 hjemmesider, da de alle på forskellig vis henvender sig til et dansk publikum, men ikke har tilladelse til at udbyde spil i Danmark.

Seks af siderne er såkaldte skin betting-sider, som særligt har Spillemyndighedens opmærksomhed, da de typisk henvender sig til spillere under 18 år.

Skin-betting betyder, at man kan omveksle våben fra spillet Counter Strike til jetoner og bruge dem som indsats i kasinospil. På siderne anvender man sit log-in fra Steam.

»Vi er bekendt med, at der findes flere sider, der udbyder skin betting, men har anlagt en forsigtig første tilgang på dette område, da vi havde behov for at afprøve sagerne i retten,« siger Birgitte Sand.

I teleindustrien er man ikke sikker på, at problemet med skin betting løses ved at blokere siderne.

»Teleselskaberne har i retten rejst en række spørgsmål til sagen. Det handler bl.a. om, hvornår et spil betragtes som værende rettet mod danske brugere. Flere af de sider, der skal blokeres for er ikke på dansk. Men når en bruger logger sig ind på siden med sin Steam konto sker det via en dansk log-in procedure. Endvidere har selskaberne rejst spørgsmålet, hvorfor det netop er de seks udvalgte skinbet sider, der skal blokeres for, og hvad kriterierne har været for at udvælge disse. Realiteten er, at der er mange steder på internettet, hvor denne form for skinbetting finder sted, og man risikerer derved, at problemet reelt ikke løses med dette indgreb,« siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien i en pressemeddelelse.

Han mener at Spillemyndigheden selv har et ansvar for at løse problemet.

»Endelig har teleselskaberne spurgt til, om Spillemyndigheden har forsøgt at løse problemstillingen med skinbetting ved at kontakte de aktører, der muliggør, at det kan finde sted. Reelt kan Steam og selskabet bag spillet Counter Strike (Valve) løse problemet ved at lukke ned for, at der kan udveksles våben og virtuelle genstande mellem forskellige brugerkonti. Men det er ikke den vej, man har valgt at gå fra Spillemyndighedens side,« siger Jakob Willer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
René Nielsen

'Skandalen' om-man-vil, har stået på i flere år, først nu træffes der dansk afgørelse i sagen? Løsningen er uholdbar og materialet forsat tilgængeligt for dem som ønsker. Det mig simpelthen en gåde hvorfor vi altid skal være på bagkant med loven, selvfølgelig skal der et par eksempler til før noget bør findes nødvendigt at drøfte - men hvorfor så mange?

Det direkte sørgeligt der først bliver taget hånd om sagen nu. Millionervis af kroner er blevet kastet ud af vinduet, endda af børn, og konsekvenserne det kan medføre, kender de ikke.

De store spilgiganter såsom Steam, Valve, ja sågar Blizzard har været i fedtefadet for længe siden og har ligeledes forsøgt at håndtere situationen, selvfølgelig forsat til deres fordel således indtjeningen forbliver ekstrem.

Et digitalt produkt såsom et CS:GO skin, er om noget det man må kategorisere som en ægte guldgruppe. 100% digitalt produkt, som i sig selv ikke kræver særlige ressourcebehov eller evner at fremstille.
I bedste bitcoin stil, sælges genstandene igen og igen, og hvergang de handles med profit til Steam.

  • 0
  • 4
Yoel Caspersen Blogger

Det direkte sørgeligt der først bliver taget hånd om sagen nu. Millionervis af kroner er blevet kastet ud af vinduet, endda af børn, og konsekvenserne det kan medføre, kender de ikke.

Hvis børn ikke kan håndtere at bruge deres lommepenge på nettet, må deres forældre lade være med at give dem lommepenge.

Hvorfor skal alle gøres til ofre, og hvorfor skal svaret på alle problemer være mere kontrol, mere styring og mere censur?

Reelt handler den her sag om, at Spillemyndigheden er bange for, at der er noget gambling derude, som staten ikke får stukket snabelen ned i.

Så længe vi har et statsejet firma som Danske Spil, der uden blusel bilder folk ind, at de har en reel chance for at vinde i Lotto, når de da ikke lige har travlt med at give kioskejere gode råd om, hvordan de nemmest får sociale tilfælde på krogen og får kanaliseret sorte penge tilbage i egen lomme, giver jeg intet for de pseudo-moralske argumenter om, at skinbetting-sites blokeres af hensyn til de mindreårige brugere.

  • 16
  • 1
René Nielsen

Tænker du her på ting ligessom gaderace og hanekamp?
Hvorfor skulle det ikke gøres for børnenes skyld?
...Og hvem kanaliserer sorte penge, alle virksomheder i skattely???

Ville være rart at vide om dine upvotes skyldes folk er enig i ovenstående eller om de blot kommer til at savne at kunne handle så frit som hidtil.

  • 0
  • 2
Yoel Caspersen Blogger

Hvorfor skulle det ikke gøres for børnenes skyld?

Fordi staten har en økonomisk interesse i at udrydde uønsket konkurrence i kampen om en ekstra indtægt fra matematisk udfordrede borgere. Det har intet med børn at gøre.

...Og hvem kanaliserer sorte penge, alle virksomheder i skattely???

Jeg henviser her konkret til Operation X, der i 2013 afslørede, at et statsejet spilfirma under Danske Spil systematisk gik efter bistandsklienter:

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2013-11-27-operation-x-spillehaller-spekul...

Det viste sig også, at mange spillesteder anvendte ikke-eksisterende foreninger og helt almindelige idrætsforeninger til at kanalisere udbetalte tipsmidler tilbage i egen lomme som sorte penge.

Det jeg angriber her, er hykleriet. Staten burde ikke påstå, det handler om beskyttelse af børn, når det er noget helt andet, der er i fokus.

Debatten burde retteligt handle om, hvorvidt staten skal blande sig i, hvad udenlandske firmaer foretager sig i udlandet, og om blokering af internettet er noget, danske myndigheder overhovedet burde beskæftige sig med. Det bringer os i præcis samme kategori som Rusland, Kina og samtlige lande i Mellemøsten.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere