Dom: Apple har brudt loven ved at give danske kunder iPhones med brugte dele

I årevis har Apple givet danske kunder erstatnings-iPhones med brugte dele, og det må virksomheden ikke, har Retten i Glostrup afgjort.

Apple har overtrådt den danske købelov ved at give danske kunder erstatningstelefoner, som indeholder brugte dele.

Det har Retten i Glostrup afgjort, fortæller Ekstra Bladet, der har fulgt sagen løbende.

Det hele startede med, at den danske Apple-kunde David Lysgaard fik en ny iPhone fra den amerikanske virksomhed som erstatning for en tidligere iPhone, der ikke fungerede, og som var dækket af reklamationsretten.

Problemet var dog, at erstatningstelefonen faktisk ikke var ny, men indeholdt brugte dele fra andre iPhones.

Det klagede David Lysgaard til Forbrugerklagenævnet over, og her fik han medhold.

Apple reagerede ved at lægge sag an mod David Lysgaard, og det er i dette sagsforløb, at Retten i Glostrup nu er nået frem til, at Apple har overtrådt købeloven ved ikke levere en ny - som i helt ny - iPhone.

Ifølge Ekstra Bladet ventes det nu, at Apple anker dommen til Landsretten.

iPhone-producenten mener ikke, at den danske købelov giver ret til en ny enhed, hvis den gamle ikke kan repareres under reklamationsretten på 24 måneder.

Apple sagsøgte derfor David Lysgaard i første omgang for at få kendelsen omstødt.

Apple-reglen med, at erstatningsprodukter - også iPads og Mac-computere - kan være sammensat af brugte dele, har eksisteret i årevis og fremgår af virksomhedens hjemmeside.

Apples forretningsbeteingelser i forhold til erstatningsprodukter.

I løbet af retssagen har Apples advokat argumenteret for, at de sammensatte telefoner, der indeholder brugte dele, er lige så gode som en ny.

Dansk Erhverv: Vi så dog gerne, at reglerne var mere fleksible

Brancheorganisationen Dansk Erhverv oplyser i en pressemeddelelse, at man er enige i rettens vurdering i forhold til købeloven.

»Vi er enige i den tolkning af købeloven, som er udlagt af Forbrugerklagenævnet og nu også af Retten i Glostrup,« siger chefkonsulent Bo Dalsgaard ifølge pressemeddelelsen.

Brancheorganisationen efterlyser dog også mere fleksible regler på området.

»Vi så dog gerne, at reglerne var mere fleksible, så der i visse tilfælde kan ombyttes med varer, der ikke er 100 procent identiske med den oprindeligt leverede vare. Men det kræver en ændring af den nuværende købelov,« siger Bo Dalsgaard ifølge pressemeddelelsen og fortsætter:

»Vi opfordrer til, at man på EU-niveau drøfter, om der kan kigges på eventuelle ændringer i reglerne om ombytning.«

Rettens begrundelse bringes her:

Ved vurderingen af, om Apple har foretaget en korrekt omlevering, må der lægges vægt på, om omlevering med en genproduceret iPhone efter en objektiv vurdering lever op til de krav, der fulgte af den oprindelige aftale.

Ved vurderingen heraf må der - ud over telefonens brugbarhed, udseende, holdbarhed og tekniske pålidelighed - tillige lægges vægt på forbrugerens berettigede forventning til den telefon, der omleveres med, ligesom der må indgå økonomiske værdibetragtninger.

Der ses ikke i forarbejderne til købeloven eller på andet grundlag at være holdepunkter for at inddrage miljømæssige hensyn ved vurderingen af, om et omleveret produkt opfylder betingelserne i købelovens § 78, stk. 1, nr. 2. Det forhold, at miljømæssige hensyn kan tale for, at der sker genanvendelse af genanvendelige moduler og komponenter i produktionen generelt set, har ikke betydning ved afgørelsen af, om et omleveret produkt stemmer overens med købsaftalen.

Efter en samlet vurdering finder retten, at David Lysgaard ved omleveringen havde en berettiget forventning om at modtage et fabriksnyt produkt svarende til det oprindelige køb. Da den genproducerede telefon, som David Lysgaard fik leveret, kunne indeholde genanvendte moduler, kan telefonen ikke kvalificeres som en fabriksny telefon. Dertil kommer som anført ovenfor, at det forhold, at telefonen ikke var fabriksny, efter det oplyste påvirker telefonens salgsværdi.

Omleveringen med en genproduceret iPhone stemte derfor ikke overens med den oprindelige købsaftale, som det kræves i medfør af købelovens § 78, stk. 1, nr. 2.

David Lysgaard har derfor hævet aftalen med rette i medfør af købelovens § 78, stk. 4. David Lysgaard frifindes derfor som nedenfor anført.
Kilde: Retten i Glostrup

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (10)

Ivo Santos

Jeg vil mene at det er en god ting at den nuværende lov ikke ændres overholdet, også selv om at erhvervslivet ønsker den ændret.

Nu er det jo således at produkter i dag er direkte designet til at holde i et bestemt stykke tid, så hvis man ændrer den nuværende lov, så vil forbrugerene 100 procent stå dårligere for i så fald vil der være mulighed for at den vare man køber vil have en kortere levetid end i forhold til hvis det var et nyt produkt, og det er derfor at den nuværende lov bør være som den er, og evt. gælde i hele EU.

Skal loven ændres så skal virksomhederne ændre deres kurs således at produkterne er designet til at holde i lang tid, så ville det formentlig være ligegyldigt om en komponent har været brugt i en måned eller ej.

René Josefsen

Du snakker om planned obsolescence, med et tilbageblik på de problemer der har været på de forskellige iPhones revisioner, så synes jeg klart der tegner sig et billede af at Apples strategi her er på software siden og ikke hardware. Pas på med at sammenligne en HP printer til 299,- med en iPhone eller andre high-end Android smartphones.

Jeg er uenig og jeg mener Apple gør det rigtige og for den sagsskyld at de andre producenter skulle bruge samme reparations/ombytnings politik. Jeg mener man som forbruger, i langt de fleste tilfælde, vil være bedre stillet med en refurbished enhed end en decideret reparation. Såfremt man vælger at begynde at reparere på enhederne, så vil det jo kun være den ombyttede del der er underlagt en ny "garanti"/reklamationsret og resten af enheden vil stadig have reference til den oprindelige købsdato, hvis jeg får telefonen ombyttet, med risiko for at man kan få en "brugt" del, men den er verificeret ved fabrikanten og hele enheden har nu en ny "garanti"/reklamationsret periode, dette er i mine øjne væsentlig bedre for en forbruger.

Såfremt man vil forlange en fabriksny enhed, så må omkostningerne for at gøre det i sidste ende havne ved forbrugeren, nok heller ikke den bedste løsning, set fra forbrugerens side.

Jeg har svært ved at se argumentet om at der er et værditab ved en refurbished enhed, for selv ved videresalg af en sådan enhed, følger der en ny garanti periode med fra ombytningsdatoen og mit indtryk er at dette er et relativt eftertragtet element i en privat handel.

Ivo Santos

Pas på med at sammenligne en HP printer til 299,- med en iPhone eller andre high-end Android smartphones.

Jeg hverken sammenligner en Iphone med en bilig HP printer eller andet, og det skriver jeg heller ikke.

Jeg holder mig faktisk til noget som er generelt på tværs af alle fagområder og produkttyper, for jeg kunne jo også skrive om en boremaskine til 100 kroner, eller en bil til 75.000 kroner, eller <indsæt selv et produkt her> kunne vi også tale om.

Pointen er at jeg holder mig til udelukkende at generalisere og ikke meget andet.

Eskild Nielsen

For at finde ud af om det er i orden at ombytte til en enheden til en enhed repareret med brugte dele, så kan man spørge sig selv:

Hvis ombytningen skal opfattes som 'du får en ny', kan fabrikanten så bare levere enheder produceret med genanvendte komponenter ved nysalg?

Kim Kaos

René Josefsen

Hvis jeg køber en refurbished enhed, så ved jeg den er refurbished og betaler en pris der er i overensstemmelse det.

Det er helt ok er at frugtfabrikken bruger brugte dele til - men de skal ikke sælge en mobil som ny når den ikke er ny.

De skal heller ikke ombytte min fabriksnye mobil med en refurbished mobil.

Nyt er nyt og så er den ikke længere.

Kim Kaos

»Vi så dog gerne, at reglerne var mere fleksible, så der i visse tilfælde kan ombyttes med varer, der ikke er 100 procent identiske med den oprindeligt leverede vare. Men det kræver en ændring af den nuværende købelov,« siger Bo Dalsgaard ifølge pressemeddelelsen

Det er det samme som at sælge elastik i metermål.

Jeg er bange for at alt for mange vil benytte lejligheden til at bukke, vride og vende loven så det ikke altid er til købers fordel.

Den eneste farbare vej er at give folk en 100% identisk erstatning for det defekte produkt eller som mange gør; pengene tilbage.

I en verden fyldt med svindlere og plattenslagere skal man ikke have døre med kattelem.

Thomas Toft

Det skal Dansk Erhverv jo mene. De ville helt sikkert også gå ind for salg af elastik i metermål. Alt der er godt for erhvervet på kundernes bekostning er lige noget de kan lide.

Thomas Lodberg

Jeg mener man som forbruger, i langt de fleste tilfælde, vil være bedre stillet med en refurbished enhed end en decideret reparation.


Men det er jo ikke det sagen omhandler.
Hvis Appel kan reparere produktet, så gør de det.
Kun hvis de ikke kan reparere produktet, så giver de en erstatning.
Og her siger Dansk lov altså at man skal have et Nyt Identisk produkt. (eller pengene tilbage) Ikke et repareret produkt.

Hvis jeg køber en bil, og den skal ombyttes på grund af fejl, så vil jeg da heller ikke acceptere en "ny" bil med en gammel istandsat motor. Uanset hvor meget fabrikanten lover at den er "god som ny"

René Josefsen

Apple har aldrig repereret en iPhone, hvis fejlen konstateres så bliver enheden ombyttet.

Igen at sammenligne et stykke elektronik med en mekanisk sliddel er jo som at sammenligne æbler og bananer.

Min pointe er bare at der må være en større omkostning forbundet med at ombytte til nyt og det er der kun en til at betale, kunden.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer