Konkurrencestyrelsens anbefaling af både ODF og OOXML som det offentliges åbne stardarder bliver ganske forudsigeligt udlagt som en sejr for Microsofts OOXML og et nederlag for ODF.
Sejren henholdsvis nederlaget er dog ikke mere definitiv, end at forsøgene på at påvirke politikernes endelige beslutning i slutningen af året nu blot rykker ind på Christiansborgs gange.
Formanden for foreningen af Open Source-leverandører Morten Kjærgaard sagde tirsdag til Version2, at en anbefaling af begge standarder ?hverken vil sikre åbenhed eller interoperabilitet, og vil være en ualmindelig dårlig beslutning for konkurrencen.«
Den udlægning holder han efter offentliggørelsen naturligvis fast i, og kalder derudover de 155 sider for 'de spildte muligheders rapport':
»Rapporten er en ommer, fordi den ikke forholder sig konkluderende til de præmisser, den selv lægger for dagen. Det er grænsende til ansvarsforflygtigelse og simpelthen for tyndt,« lyder det fra Morten Kjærgaard, der dog ikke ser slaget som tabt.
»Jeg er glad for, at det er politikerne og ikke Konkurrencestyrelsen, der skal træffe den endelige beslutning. Jeg noterer mig, at rapporten kommer med en lang række gode observationer, men fuldstændig undlader at drage de logiske konsekvenser. Det er vanvittig defensivt at sende hele aspektet med Microsofts totale dominans på markedet videre til Bruxelles med en begrundelse om, at lille Danmark alligevel ikke kan gøre nogen forskel,« siger Morten Kjærgaard, der drager en parallel til miljødiskussionen i 1980'erne, hvor Danmarks enegang på miljøområdet rent faktisk viste sig at gøre en forskel.
Messerschmidt: Selvmodsigende
På det område er Morten Kjærgaard helt på linje med Dansk Folkepartis nyvalgte EU-parlamentariker Morten Messerschmidt, der også undrer sig over, hvordan rapportens observationer kan lede til anbefalingen af to standarder.
»Det er selvmodsigende og mærkeligt, at Konkurrencestyrelsen ender med at anbefale et produkt (OOXML og Microsofts Office-pakke, red.), som man samtidig har beskrevet som problemfyldt blandt andet på grund af manglende interoperabilitet,« siger Morten Messerschmidt, der samtidig understreger, at han ikke har noget imod Microsoft, men blot ser et problem i den manglende konkurrence.
Microsofts danske direktør for strategi og politik, Jacob Schaumburg-Müller, kan ikke genkende Morten Messerschmidts udlægning af rapporten:
»Jeg konstaterer, at Morten Messerschmidt nu også tror, at han er klogere end Konkurrencestyrelsen, og Agnete Gersing (Konkurrencestyrelsens direktør, red.) var da også dybt uenig i hans udlægning, hvilket også gav udtryk for på pressemødet,« siger Jacob Schaumburg-Müller.
Ikke overraskende hilser han på Microsofts vegne rapporten velkommen.
»Jeg håber anbefalingen af to standarder også kan føre til et politisk punktum for denne meget langstrakte sag. Og så kvitterer jeg for, at Konkurrencestyrelsen konstaterer, at Microsoft Office giver den bedste interoperabilitet,« siger Jacob Schaumburg-Müller.