Docker får Kubernetes med i lasten

Googles orkestreringsværktøj følger nu med containersoftwaren. Det skulle gøre det hurtigere at sætte instanser i verden.

Container-softwaren Docker vil i fremtiden få Googles orkestreringssoftware Kubernetes med i lasten. Containere indeholder applikationer, der i modsætning til virtuelle instanser lever oven på et styresystem, men hvor den ene container er fuldstændig separeret fra den anden.

Kubernetes er et stykke software som kan udrulle, skalere og håndtere container-instanser på automatiseret facon. Det er udviklet af Google til intern brug, men senere udgivet som open source software.

Docker Inc., som er firmaet bag Docker, har meddelt at containersoftwaren vil inkludere en umodificeret udgave af Kubernetes i både kommercielle og open source-versioner af softwaren. Det skriver Infoworld. Det bliver første omgang i en beta-version.

Nemmere instanser med Kubernetes

Begrundelsen for at inkludere Kubernetes er, at udviklerne slipper for at opstarte en Kubernetes-instans, om det så er til udvikling, test eller produktion. Tidligere har det været bøvlet af få Kubernetes op at køre, og derfor er der opstået en række værktøjer til at gøre processen nemmere.

Integrationen mellem de to produkter sker ved at gøre Docker til en Kubernetes-distribution, ved hjælp af funktionen ‘custom resources’, som er Kubernetes egen måde at tilrette en bestemt installation.

Docker har allerede et bud på et orkestreringsværktøj, som hedder Swarm. Det benytter en mere simpel tilgang til problematikken end Kubernetes. Men Kubernetes har vundet bred udbredelse, blandt andet på grund af mange værktøjer, der understøtter miljøet, så som pakke-værktøjet Helm. Swarm vil stadig blive videreudviklet, og dets funktionalitet vil også være til stede i Dockers udgave af Kubernetes.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere