Danske internetbrugere skal fremover sendes i et sort hul, når de styrer browseren i retning af et internetapotek, der sælger væksthormoner eller potensfremmende midler uden at være godkendt af Lægemiddelstyrelsen. Det er konsekvensen af en ny ændring af lægemiddelloven, som Folketinget netop har vedtaget.
Den nye tilføjelse til §39b betyder, at det er forbudt for internetudbyderne at give brugerne adgang til internetdomæner, hvor der formidles lægemidler uden gyldig tilladelse.
Lovændringen har dog den hage, at forbuddet ikke gælder for domæner, der ejes af tjenesteudbydere inden for EU.
Internetudbyderne skal altså primært spærre for eksempelvis websteder baseret i Rusland, der bruges til at sælge kopimedicin via spamkampagner. Samtidig spærres for, at danskere kan købe receptpligtige eller ikke godkendte lægemidler fra udenlandske hjemmesider i lande, hvor præparaterne er lovlige at sælge i håndkøb.