Når de fleste skolebørn og gymnasieelever og studerende bliver undervist hjemmefra via digitale løsninger, giver det mulighed for, at amerikanske tech-giganter kan sætte sig på det danske uddannelsesvæsen.
Sådan lyder advarslen fra Djøfs techkommission, skriver Politiken.
»Der genereres enorme mængder viden på universiteterne og i andre studiemiljøer – viden af den slags, som bliver til virksomheder og produkter, som Danmark skal leve af fremover. Og det er ofte helt uigennemskueligt, hvem der har adgang til data. og hvem der kan lytte med,« siger Stine Bosse, der er formand for TechDK-Kommissionen.
Hun peger på, at tendensen ikke er helt ny, men at den er blevet mere presserende i forbindelse med coronapandemien.