Disney-penge til dansk softwareteknologi

Den danske it-virksomhed Kapow har netop modtaget over 50 millioner kroner i venturepenge ? blandt andet fra Disney-partneren Steamboat.

Med 57 millioner kroner ekstra er den oprindeligt danske it-virksomhed Kapow nu på vej over Atlanten for at slå sig ned som amerikansk selskab i Silicon Valley i Californien.

Selskabet har gennem længere tid haft kontor i solskinsstaten, men nu flyttes også firmaets officielle adresse.

Investor bruger teknologien selv

Blandt investorerne er to investeringsselskaber, der henholdsvis styres af finansgiganten Morgan Stanley og Disney-koncernen.

»Ud over at være dygtige investorer, så er de også repræsentanter for nogle af de kundesegmenter, som vi bevæger os i. Vi har en del kunder inden for den finansielle sektor og vi har også en del kunder inden for mediebranchen, så at blive associeret med Disney synes vi er et skulderklap,« siger bestyrelsesformand i Kapow Thomas Weilbye Knudsen.

Han er også direktør i ventureselskabet Northcap Partners, der også deltager i den nye kapitalrejsning.

Thopmas Weilbye Knudsen oplyser, at Morgan Stanley selv anvender Kapows teknologi og har mellem 30 og 40 ansatte, der ikke laver andet end at arbejde med Kapows særlige web-teknologi.

Følger med markedet

Udflagningen af selskabet skyldes til dels, at over halvdelen af omsætningen i forvejen hentes i USA, men også ifølge Thomas Weilbye Knudsen, at 60 procent af markedet for virksomhedsløsninger, som er Kapows kernemarked, ligger i USA.

Kapow har udviklet en platform, der kan høste indhold fra hjemmesider og på den måde syndikere information på en langt hurtigere måde end gennem traditionel systemudvikling.

Oplære markedet

Kapows teknologi ?læser? populært sagt indholdet af en hjemmeside eksempelvis fra mash-ups, og kan samle det afskrabede i en nye brugergrænseflade. Thomas Weilbye Knudsen ser gode muligheder for selskabet i forbindelse med høstning af oplysninger fra onlinebaserede systemer som Salesforce.com.

»Teknologien har så mange muligheder, så udfordringen er, om vi er dygtige nok til at forklare præcist, hvad det er kunder får af gavn ved det her ? uden at skulle oplære kunden hver gang. Så det det er ligeså meget et spørgsmål om, hvordan vi får uddannet markedet til at kunne se mulighederne,« siger han.

Frasalg en mulighed

I alt har investorerne placeret over 110 millioner kroner i selskabet, men Thomas Weilbye Knudsen er ikke bekymret for sine investeringer i selskabet, der endnu ikke har lavet et regnskab, der ender i plus.

»En børsnotering ligger nok nogle år ude, men et tradesale (virksomhedssalg, red) kan man godt forestille sig kunne blive aktuelt. Vi har en del OEM-aftaler blandt andet med BEA-systems, og vi har en række stærke partnerskaber med andre, så det kan også blive aktuelt den vej rundt,«

Der kommer ikke til at ske en udflytning af de lokale medarbejdere, hvor Kapow stadig er på jagt efter kompetente medarbejdere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere