Disney-kunder er blevet hacket efter åbningen af ny streaming-tjeneste
Disneys nye streaming-tjeneste ved navn Disney+ er kort efter lanceringen kommet i søgelyset blandt cyberkriminelle.
Ifølge medierne har flere nyoprettede kunder meddelt, at deres konti til tjenesten er blevet hacket og sat til salg på det mørke net.
En gennemgang foretaget af ZDNet viser, at flere tusinde konti er blevet sat til salg til priser mellem 3 og 11 amerikanske dollars.
Allerede problemer på premieredagen
I øjeblikket er Disney+ tilgængelig i USA, Canada og Holland, og omkring ti millioner mennesker har oprettet en profil hos den nye spiller på streaming-markedet.
Problemerne opstod allerede på premieredagen for den nye tjeneste, den 12. november. Her meddelte flere brugere ifølge BBC, at deres passwords og e-mail-oplysninger blev ændret.
Disney+ benytter sig ikke af to-faktor-autentifikation, og virksomheden har ikke kommenteret sagen over for BBC.
