Din ATP koster 750 millioner kroner i it-drift

ATP sender sin samlede it-drift i udbud. Regningen for fire års drift af mainframe, decentrale miljøer og SAP kan løbe op i trekvart milliard kroner.

ATP har sendt den samlede it-drift i udbud. I udbudsteksten kan man læse, at pensionsselskabet forventer den samlede ordre for fire års it-drift at lande et sted mellem 450 og 750 millioner kroner.

For de penge får ATP mainframe, servere, storage, decentrale miljøer, rådgivning, overvågning, servicedesk, SAP-miljøer og kommunikationskanaler stillet til rådighed.

»I det store hele dækker udbuddet, hvad vi i dag har af it-drift, plus enkelte udvidelser,« siger ATP's underdirektør med ansvar for infrastruktur, Martin Boisen.

Det er IBM, der i dag leverer ATP's hostede løsning, og den kommende leverandør forventes klar i slutningen af året.

»Det er loven, der tilsiger os at sende det i udbud. Og vi har en klar forventning om, at udbudet vil give os markedets bedste løsninger til den mest konkurrencedygtige pris,« siger Martin Boisen.

Udbuddet er delt op i to delaftaler, således at leverandører kan byde særskilt ind på SAP-delen af opgaven. Dog vil det være sådan, at vinderen af hovedleverancen er ansvarlig for at etablere et 'single point of contact', hvis udbuddet ender med to forskellige leverandører.

ATP's nuværende mainframeplatform er baseret på z/OS og DB2, hvor MQ/CTG anvendes til kommunikation med det decentrale miljø og SAS til datawarehouse. Der er for maj måned 2009 (akkumuleret) anvendt kapacitet svarende til ca. 900 MIPS, ca. 9 TB DASD (inklusive spejl) og ca. 35 TB data (compressed) svarende til ca. 500 celler i tapekonfigurationen.

ATP's nuværende decentrale miljø, som er under udbygning, er baseret på Windows og Unix (AIX og i mindre omfang Linux Redhat). Per maj måned 2009 var der ca. 230 virtuelle servere, ca. 160 separate Intel-baserede servere, ca. 45 Intel-baserede databaseservere, ca. 260 produktionsservere, ca. 150 testservere, ca. 20 produktionsservere med clusters samt en P4-server med 36 CPU'er og 6 LPARs.

I maj måned brugte ATP 17 TB SAN til Intel (inklusive spejl og backup), ca. 7 TB SAN til AIX (inklusive spejl og backup), ca. 8 TB SAN til Intel (eksklusive spejl og backup til test) og ca. 10 TB SAN til AIX (eksklusive spejl og backup til test).

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Jan Flodin

Sjovt med kravet om behandling i Danmark.

Jeg har set noget tilsvarende for en svensk outsourcing sag og undret mig over om det krav overhovedet er lovligt set fra EU.

Er der en dygtig jurist som har en kommentar til det?

  • 0
  • 0
#4 Troels Arvin

Jan: Jeg undrer mig egentlig også.

-For så vidt jeg er informeret, er der intet der fx hindrer offentlige myndigheder i at få drevet registre med personfølsomme data på driftscentre i udlandet. Hvis det foregår uden for DK, skal datatilsynet dog ind over, i varierende omfang (som handler om hvorvidt vi taler Europa eller resten af verden).

  • 0
  • 0
#5 Michael Deichmann

Alle tre nævnte har Datacentre i Danmark, så de vil alle kunne opfylde det krav. Nu kan jeg ikke reglerne i detaljer, men jeg har været lidt beskæftiget med problemet - Hovedreglen er, at EU's indre marked gælder - MEN - netop ved personfølsomme data, som ATP jo gør i, er der en undtagelse at der må man godt stille det krav. Dvs. data skal befinde sig fysisk i Danmark. Om det så nødvendigvis er sådan, at ham der sidder og kigger på z/OS konsollen midt om natten dansk tid, skal være dansk statsborger og sidde i Danmark, er en anden sag og ud fra et økonomisk synspunkt meget mere interessant.

  • 0
  • 0
#6 Jan Flodin

Egentlig er det et mærkeligt krav at personfølsomme data skal være i Danmark når man tænker på moderne teknologi. Cloud'en er der allerede og det unikke ved den er jo at man faktisk ikke aner, hvor ens data fysisk befinder sig - for slet ikke at tale om hvilken vej de rejser for at komme frem og tilbage. Må ATPs data egentlig bevæge sig over et internet, hvor der kan routes via en server i Malmø uden at man ved det? Nå jeg må vel bare konstatere at teknologien er global, men mentaliteten ikke nødvendigvis er det. Og for alle andre end de tre nævnte leverandører, f.eks. finske Tieto, må kravet synes som en teknisk handelshindring

  • 0
  • 0
#7 Lars Waltenburg

Kravet står (formentlig) i persondataloven, og som sådan følger ATP blot gældende dansk lovgivning (og dermed ikke en teknisk handelshindring - der er jo ikke noget til hinder for, at en udenlandsk leverandør nedsætter sig i DK - bortset fra økonomien!).

Det kunne jo desuden tænkes, at ATP ligger inde med et spejl af CPR-registret, og jeg har ærlig talt ikke lyst til at mine personfølsomme oplysninger ligger på skyer rundt omkring i universet ;-)

  • 0
  • 0
#8 Martin Falck-Hansen

ja det fremgår faktisk af udbudsmaterialet at kravet skyldes persondataloven:

"Alle tilbudte ydelser, der omfatter behandling af personhenførbare oplysninger (persondata), hvor ATP er dataansvarlig, skal som udgangspunkt under hensyntagen til persondatalovens § 41, stk. 4 ske i Danmark. Hvor ATP ikke måtte være dataansvarlig, skal behandlingen ske under overholdelse af persondatalovgivningen i det land, hvor den dataansvarlige er etableret."

  • 0
  • 0
#9 Troels Arvin

§41 stk 4 siger:

"For oplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, og som er af særlig interesse for fremmede magter, skal der træffes foranstaltninger, der muliggør bortskaffelse eller tilintetgørelse i tilfælde af krig eller lignende forhold."

Det kunne lyde som om, at det er af hensyn til bekymringer om fremmede magter, at ATPs data skal befinde sig i DK. Lidt ... overraskende.

  • 0
  • 0
#11 Tore Green

ATP har noget some er meget bedre for en fremmed magt af den slags der tænkes på end bare CPR-oplysninger: De har historik over hvor alle lønmodtagere har været ansat de sidste mange år. Hvis en besættelsesmagt rykkede ind og f.eks. ville finde politifolk, dommere, IT-folk eller andre med betydning for samfundet, er det er rigtig godt sted at starte.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere