ATP har sendt den samlede it-drift i udbud. I udbudsteksten kan man læse, at pensionsselskabet forventer den samlede ordre for fire års it-drift at lande et sted mellem 450 og 750 millioner kroner.
For de penge får ATP mainframe, servere, storage, decentrale miljøer, rådgivning, overvågning, servicedesk, SAP-miljøer og kommunikationskanaler stillet til rådighed.
»I det store hele dækker udbuddet, hvad vi i dag har af it-drift, plus enkelte udvidelser,« siger ATP's underdirektør med ansvar for infrastruktur, Martin Boisen.
Det er IBM, der i dag leverer ATP's hostede løsning, og den kommende leverandør forventes klar i slutningen af året.
»Det er loven, der tilsiger os at sende det i udbud. Og vi har en klar forventning om, at udbudet vil give os markedets bedste løsninger til den mest konkurrencedygtige pris,« siger Martin Boisen.
Udbuddet er delt op i to delaftaler, således at leverandører kan byde særskilt ind på SAP-delen af opgaven. Dog vil det være sådan, at vinderen af hovedleverancen er ansvarlig for at etablere et 'single point of contact', hvis udbuddet ender med to forskellige leverandører.
ATP's nuværende mainframeplatform er baseret på z/OS og DB2, hvor MQ/CTG anvendes til kommunikation med det decentrale miljø og SAS til datawarehouse. Der er for maj måned 2009 (akkumuleret) anvendt kapacitet svarende til ca. 900 MIPS, ca. 9 TB DASD (inklusive spejl) og ca. 35 TB data (compressed) svarende til ca. 500 celler i tapekonfigurationen.
ATP's nuværende decentrale miljø, som er under udbygning, er baseret på Windows og Unix (AIX og i mindre omfang Linux Redhat). Per maj måned 2009 var der ca. 230 virtuelle servere, ca. 160 separate Intel-baserede servere, ca. 45 Intel-baserede databaseservere, ca. 260 produktionsservere, ca. 150 testservere, ca. 20 produktionsservere med clusters samt en P4-server med 36 CPU'er og 6 LPARs.
I maj måned brugte ATP 17 TB SAN til Intel (inklusive spejl og backup), ca. 7 TB SAN til AIX (inklusive spejl og backup), ca. 8 TB SAN til Intel (eksklusive spejl og backup til test) og ca. 10 TB SAN til AIX (eksklusive spejl og backup til test).

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.