DIKU-professor: Internettet er ikke proportioneret til vores virkelighed

Søgninger på Google på ordet 'min chef' tegner et negativt billede af forholdet mellem danske medarbejdere og deres ledere. DIKU-professor Stephen Alstrup forklarer, hvorfor algoritmerne fokuserer på det negative og specielle frem for det positive og almindelige.

Det er ikke specielt flatterende forslag, Googles algoritmer på søgningen ‘min chef’ spytter ud i den såkaldte autofuldførelse, der dukker op lige under søgefeltet. Forslagene er alt andet end tilfældige.

De er baseret på et enormt antal data om, hvad folk skriver og søger mest på i hele Googles univers, som blandt andet inkluderer YouTube, skriver diku.dk i et resume af et interview med professor på Datalogisk Institut Stephen Alstrup.

Forslagene lyder:

"...taler grimt til mig"
".......lyver"
"........ vil ikke udbetale min løn"

Stephen Alstrup påpeger, at der er hård konkurrence mellem de globale søgemaskiner om, hvem der er den bedste til at gætte, hvad du også er interesseret i, når du foretager en søgning.

For at opnå maksimal brugervenlig­hed tager Googles algoritmer højde for især to ting, når de regner på autofuldførelsen, vurderer han. For det første en simpel rå optælling af, hvilke data søgemaskinen har på ‘min chef’ i hele Googles univers. For det andet, hvad du selv har søgt på.

»Hvis man vil tjekke, hvordan ens egne søgninger påvirker autofuld­førelsen, kan man foretage det eksperi­ment først at søge på den almindelige browser, hvor algoritmerne medregner ens egne søgninger. Dernæst foretager man samme søgning i ‘privat browsing’, hvor algoritmerne nærmest ikke kommer på arbejde, fordi ‘privat’ netop betyder, at overvågningen af brugerens egen færden på nettet er frakoblet,« fortæller Stephen Alstrup i interviewet.

Tilbage står, at magtpersonen på arbejdet får en hård medfart af danske medarbejdere på internettet. Og det bliver ikke bedre, hvis man søger på det måske lidt mere neutrale ‘min leder’. Her lyder Googles forslag:

"...er dårlig", "... er psykopat", "... mobber mig", "... lyver".

Det negative slår stærkt igennem

Stephen Alstrup vurderer, at man ikke kan tage det entydigt negative billede, der tegner sig, som en egentlig dokumentation for forholdet mellem ledere og medarbejdere.

»Internettet er ikke proportioneret til vores virkelighed af den simple grund, at det negative og det specielle relativt set får meget mere opmærksomhed end det positive og det almindelige. Du søger ikke på ‘min Samsung telefon virker’. Du søger på, at den er i stykker. Og der er mange flere søgninger på ’homo­seksuel’, end der er på ’hetero­seksuel’, selvom virkeligheden er anderledes.«

»Når det er sagt, så er det alligevel bemærkelsesværdigt, hvad algoritmerne foreslår om chefen, fordi det er baseret på så mange data,« siger Stephen Alstrup.

Noget tyder på, at den ublide medfart, de danske ledere får af deres egne medarbejdere, ikke udelukkende skyldes internettets tendens til fri negativ udblæsning.

Foretager man samme søgning på engelsk – ’my boss’ – i privat browsing og dermed upåvirket af egne søgninger, er det helt anderledes tilforladeligt, hvad Google foreslår. I skrivende stund kommer den første negative udladning – ‘my boss hates me’ – først på fjerde­pladsen.

Dette forslag lå 24 timer før på en femteplads, med det positive – ‘my boss, my hero’ – på en fjerdeplads. De to forslag har byttet plads, og sådan kan det skifte fra dag til dag.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Ditlev Petersen

Internettet er ikke World Wide Web, Og ingen af delene er Google (selv om min salig moder vist af og til troede det). Og hvad har Googles autofuldførelse med "proportioneringen" af internettet at gøre?

  • 14
  • 0
#2 Tine Andersen

Og se hvor mange totalt irrelevante billeder, der så kommer op! Meget få -om nogen har noget somhelst at gøre med, hvad man leder efter.

Det er ihvertfald temmelig sært, at hvis man søger på planter, tehætter og det løse, så kommer der utrolig meget op, som er mærket af at folk liiige kan sælge dig et eller andet. Som ikke er spor relevant.

Og så er der jo de reklamer man bliver forfulgt af hele nettet rundt! Jeg kiggede for en 3 uger siden efter en kontorstol, men firnaet kunne også levere rulleborde, som jeg så uheldigvis også klikkede på. De forfølger mig over hele nettet og alle sider- og det bliver de ved med! Uanset genstarter og historiksletning.

GRRR! Dø dværg DØ!

Mvh Tine- og nej, Google ER ikke internettet

  • 1
  • 0
#4 Christian Bruun

"My boss" giver ikke samme forslag som "min chef", og det skyldes ikke at Google er "sødere" på engelsk. Det skylde at ordet boss bruges anderledes på engelsk (end chef på dansk), samt at det er titlen på både en tv-serie, og en film.

Prøv at bruge "My supervisor" og du vil opdage at forslagene igen er negative (ligesom på dansk for "min chef")

  • 1
  • 0
#6 Jesper Lund Stocholm Blogger

Jeg er med på, at artiklen blot refererer en udtalelse, men da han omtales som "Professor" og udtalelsen står uimodsagt, så bliver det lidt trist.

»Hvis man vil tjekke, hvordan ens egne søgninger påvirker autofuld­førelsen, kan man foretage det eksperi­ment først at søge på den almindelige browser, hvor algoritmerne medregner ens egne søgninger. Dernæst foretager man samme søgning i ‘privat browsing’, hvor algoritmerne nærmest ikke kommer på arbejde, fordi ‘privat’ netop betyder, at overvågningen af brugerens egen færden på nettet er frakoblet,«

Det er imo ret farligt, hvis folk får den opfattelse, at "blot man bruger inPrivate-mode i sin browser, så trackes/profileres man ikke". Alle browsere gør faktisk eksplicit opmærksom på det modsatte, nemlig at "inPrivate-mode" blot sørger for, at der ikke gemmes noget lokalt på maskinen og advarer imod, at man kan blive tracket/profileret alligevel.

<sølvpapirshat> Jeg tror ikke en hujende fis på, at Google kun anvender cookies til tracking. Jeg er helt overbevist om, at de på et eller andet niveau også bruger device-fingerprinting til profilering af brugerne af deres services. </sølvpapirshat>

  • 4
  • 0
#7 Claus Andersen
  • 1
  • 0
#8 Martin Sørensen

Det er vel i bund og grund ikke så underligt at folk skriver mest omkring negative ting da det ikke er ret interessant at læse om hvis din chef er behagelig og velrespekteret (medmindre han/hende er usædvanlig på anden vis) på samme måde som at nyhederne primært indeholder historier om død og ulykke da det er mere usædvanligt.

Nogle siger jo også at mht. anmeldelser så er der mange usynlige positive oplevelser for hver negative anmeldelse da folk sjældent gider at sætte sig til tastaturet og evt. oprette en konto for at skrive at den pizza de lige har spist var over middel.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere