DIKU-forsker vinder pris for projektor-app til iPhone

Illustration:
Adjunkt Sebastian Boring fra Københavns Universitet har netop vundet en pris for en app, der laver en iPhone om til en virtuel projektor.

Har du nogensinde brug for at projicere billeder eller video op på en storskærm fra din iPhone?

I så fald kan du måske have glæde af en ny app udviklet af adjunkt Sebastian Boring fra Datalogisk Institut på Københavns Universitet.

Han står sammen med en kollega fra Ludwig-Maximilian-Universitetet i München bag appen 'See Through Phone', som i dag har vundet andenpræmien ved Cebit Innovation Award på den store teknologimesse i Hannover.

Appen laver i praksis telefonen om til en virtuel projektor, som skyder et billede op på en storskærm, for eksempel et fladskærms-tv. Bevægelser og forskydninger af telefonen overføres også direkte til det viste billede på skærmen.

Du kan se her, hvordan det virker:

Selv udtaler hovedpersonen i en pressemeddelelse:

»Det var vigtigt for os at finde en metode, som tager udgangspunkt i almindeligt forbrugerudstyr, så det principielt kan bruges af alle, uden at det skal koste en formue. Jeg er meget optaget af at udvikle nye anvendelser og interaktionstekniker der tillader os at interagere på nye måder med de stationære ting, der omgiver os. Det har taget os nogle år at udvikle denne teknologi, som gør det muligt at få mobiltelefonen til at interagere med helt almindelige billedskærme,« forklarer Sebastian Boring.

I praksis spiller telefoner og 'storskærm' sammen via en central server, som skal kende afstanden mellem telefonen og billedskærmen for at kunne fremvise billeder.

Appen findes lige nu kun til iOS, men skulle være på vej til Android og Windows Phone.

Du kan læse mere om, hvordan appen fungerer, i pressemeddelelsen fra DIKU.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere