Det højreorienterede sociale medie ‘Gab’ er blevet hacket af en person, der kalder sig ‘JaXpArO and My Little Anonymous Revival Project’, som har stjålet mere end 70 gigabyte data - også brugernes persondata.
Det skriver Wired.
Højreorienterede amerikanere er flyttet til Gab, efter Twitter har lukket ned for Donald Trumps konto og sat mere ind overfor hadefuld tale og diskrimination i indhold på platformen. Det skete efter d. 6. januar, hvor flere Trump-tilhængere stormede Kongressen i den amerikanske hovedstad.
Hackeren har stjålet mere end 40 millioner Gab-opslag, herunder opslag i private grupper og private beskeder, fortæller Emma Best, medstifter af en Wikileaks-lignende gruppe kaldet ‘Distributed Denial of Secrets’, som har modtaget data fra hackeren:
»Det indeholder stort set alt på Gab, herunder brugeres data og private opslag - alt hvad man skal bruge til at køre en næsten komplet analyse på Gab-brugere og indhold,« skriver hun til Wired.
»Det er en guldmine af research for folk, der leder efter militser, neo-Nazister, ekstremt højreorienterede, QAnon og alt andet, der omhandler d. 6. Januar.«
Gruppen vil ikke offentliggøre oplysningerne med alle på grund af den kæmpe mængde følsom persondata, filen indeholder. Man har dog planer om selektivt at dele ud af den til journalister, videnskabsfolk og forskere.