Digitalt atlas skal kortlægge Danmark fra 1660 til i dag

Statens Arkiver har fået 15 millioner kroner til at fremstille en webbaseret GIS-løsning over den administrative inddeling af Danmark siden 1660. Ændringer i kommunegrænser, stednavne, oldtidshøje og lignende historiske data vil kunne følges over tid.

Klik ind på en hjemmeside, hent et digitalt kort frem over din kommune og klik dig frem til, hvordan kommunens grænser har flyttet sig, hvordan stednavne har ændret sig, og hvilke kulturminder der har ligget der de sidste godt og vel 300 år.

Det bliver virkelighed om cirka tre år, når et forskningsprojekt med blandt andre Statens Arkiver, Kort og Matrikelstyrelsen og Saxo Instituttet på Københavns Universitet har udarbejdet en digital tjeneste, hvor brugeren både kan se historiske kort over den administrative inddeling af Danmark og søge i en database på informationer om et givent område i et bestemt år.

Projektet er netop blevet bevilget 15 millioner kroner i støtte fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen.

Projektet er stadig i sin indledende fase, men tanken fra de involverede parter er at konstruere et webbaseret GIS-kort med en bagvedliggende database, der gør det muligt for brugeren både at navigere sig frem grafisk på et digitalt kort i browseren og derudover slå historiske, kulturelle og geografiske data op ved at søge i en database.

»Den primære målgruppe er forskere, for eksempel geografer, arkæologer og historikere. De får en let indgang til at fremsøge informationer, som er geografisk bestemt,« forklarer arkivchef for publikumsafdelingen i Statens Arkiver, Inge Bundsgaard.

»Hvis man for eksempel skal lave en undersøgelse af ejendomsforhold i en bestemt tidsperiode, vil der med det digitale atlas blive mulighed for at finde frem til, hvor i landet i eksempelvis 1700-tallet man finder en tilstrækkelig stor datamængde,« siger Inge Bundsgaard.

Med den bevilgede sum penge regner Inge Bundsgaard med, at det historiske atlas kommer til at række tilbage til omkring 1660, men det er tanken, at det på sigt skal kunne udvides med både nye datatyper og data, der går længere tilbage i tiden.

Ifølge Inge Bundsgaard eksisterer der allerede nu tjenester både herhjemme i udlandet, som bygger på nogle af de samme ideer. Men problemet har hidtil været at få data standardiseret og udbredt til landsbasis.

»Ind til videre har man opereret med forskellige geokoder og har ikke været landsdækkende, og derfor er tanken at få lavet et system, der dækker hele landet og har en unik geokode,« siger Inge Bundsgaard.

Hun understreger, at tjenesten tænkes at blive gratis og offentligt tilgængelig, så alle med hang til historiske data om kommunegrænser og oldtidshøje kan få deres lyst styret.

I første omgang skal konsortiet bag projektet dokumentere, hvordan de geografiske og administrative inddelinger har ændret sig over tid. Derudover skal hele it-infrastrukturen sikres ? mere præcist hvor og hvordan de forskellige databaser skal forbindes og kommunikere med hinanden, ligesom der skal laves webapplikationer og web services.

Google Earth-integration - måske

Ifølge Inge Bundsgaard har man ikke overvejet en integration med Google Earth i første omgang. Hun peger på, at projektet bliver meget datatungt, ligesom kompleksiteten af det digitale atlas er høj pga. mange forskellige typer kort. På sigt vil Inge Bundsgaard dog ikke afvise en integration med Google Earth.

Det bliver it-medarbejdere fra Statens Arkiver, Kort og Matrikelstyrelsen og Saxoinstituttet, der får fingrene begravet i det it-tekniske under projektet. På sigt hentes konsulentydelser ind udefra for at få tjekket designet af systemet igennem.

Konsortiet bag projektet består af Statens Arkiver, Kort og Matrikelstyrelsen, Kulturarvsstyrelsen, Nationalmuseet, Det Kongelige Bibliotek, Skov og landskab fra Københavns Universitet, Saxoinstituttet, Nordisk Forskningsinstitut Afd. for Navneforskning, Inst. for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse ved Syddansk Universtitet, samt Kartografisk Dokumentationscenter.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kristian Thy

Hvor kunne det være rart hvis man så valgte en platform der allerede er tilgængelig, som eks. google produkter.

Mon ikke også der bliver tale om de fællesoffentlige open source kortkomponenter, når nu KMS er med:

http://visstedet.kms.dk/cms/

http://www.softwareborsen.dk/projekter/softwarecenter/viskort

http://ida.dk/sites/ddl/Fagligtmoede2009/Sider/MadsBjoernMoeldrup.aspx

... så nej tak til Google Maps i denne sammenhæng. Hellere et generisk kort-rammeværk som OpenLayers og KMS's Kortforsyning, når man nu alligevel ikke kan bruge Googles kort til noget i denne sammenhæng.

vh Kristian Thy
Atkins :-)

  • 0
  • 0
Uffe Kousgaard

Hvor kunne det være rart hvis man så valgte en platform der allerede er tilgængelig, som eks. google produkter.

Det væsentligste må være at de egentlige dataresultater (SHP / GML el. lign.) bliver tilgængelige for offentligheden, så kan disse altid præsenteres i lige den sammenhæng, som brugerne ønsker.

  • 0
  • 0
Henrik Liliendahl Sørensen

Projektet synes at være på rette spor fra starten.

Det første og vigtigste er at standardisere, konsolidere og sikre en god og ensartet datakvalitet.

Derefter skal data gøres tilgængelig for alle i sin rå form. Et centralt element her er jo den unikke geokode, som er efter samme system og version for alle data.

Med hensyn til præsentationen er der jo her fra frit valg på alle hylder. Projektet kan lave sin egen præsentation vendt mod den udpegede målgruppe. Men andre kan lave andre præsentationer med sine favorit ingredienser – google, åben sovs og så videre.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere