Digitaliseringsstyrelsen udpeger ny direktør

Illustration: Digitaliseringsstyrelsen
Tanja Franck skal fra den 1. februar 2021 være ny direktør i Digitaliseringsstyrelsen. Hun kommer fra en stilling som administrerende direktør i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning.

Digitaliseringsstyrelsen har udpeget en ny direktør, som tiltræder stillingen fra den 1. februar 2021.

Det meddeler styrelsen på sin hjemmeside.

Styrelsens nye direktør bliver 49-årige Tanja Franck, der kommer fra Københavns Kommune, hvor hun har været administrerende direktør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen siden 2018.

Fra stillingen i hovedstadskommunen har Tanja Franck erfaring med dagsordenen om digitalisering, ligesom hun også kender til de udfordringer, der knytter sig til udvikling og implementering af de nye digitale løsninger for borgere og virksomheder.

»Styrelsen har en meget vigtig og spændende opgave, og jeg ser frem til at være med til at sætte retningen for, hvordan digitalisering kan bidrage til at udvikle, effektivisere og skabe sammenhæng på tværs af den offentlige sektor. Og til via arbejdet med digitalisering at bidrage til bedre service til både borgere og virksomheder. Og så glæder jeg mig meget til at starte i jobbet og møde alle styrelsens dygtige medarbejdere og chefer,« siger Tanja Franck i en pressemeddelelse.

Tidligere har Tanja Franck arbejdet som direktør for Udlændingestyrelsen, afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet og departementsråd i Statsministeriet.

Hos Finansministeriet, som Digitaliseringsstyrelsen hører til under, ser man frem til at tage imod den nye direktør i styrelsen.

»Vi glæder os til at byde Tanja Franck velkommen som ny direktør i Digitaliseringsstyrelsen. Med sin omfattende topledererfaring og et stort drive for at forbedre den offentlige sektor, er Tanja den helt rigtige til at stå i spidsen for styrelsen og arbejdet med at digitalisere det offentlige Danmark,« siger Peter Stensgaard Mørch, der er departementschef i Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Tanja Franck er uddannet cand.polit fra Københavns Universitet, og hun tiltræder stillingen som direktør i Digitaliseringsstyrelsen efter Rikke Hougaard Zeberg, der skifter job til branchedirektør for DI Digital og den samlede digitaliseringsdagsorden i DI.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere