Mange borgere kan i disse dage ikke bruge NemID, da sign-on løsningen ikke fungerer sammen med den nyeste opdatering af Java. Tidshorisonten for en løsning fra Nets hedder indtil videre fredag, men der gives ingen garantier. Alle der har opdateret, er således afskåret fra den digitale del af den offentlige sektor, med mindre man skifter tilbage til en gammel og nu usikker version af Java.
Onsdag kunne Digitaliseringsstyrelsen forsikre, at der ikke er nogen dele af det offentlige, hvor man ikke kan komme ind uden NemID.
Version2 har spurgt Cecile Christensen, der er kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen, om det nu kan passe.
Når du siger til min kollega, at der ikke er nogen steder i det offentlige, hvor man ikke kan komme ind uden NemID, er det så noget, du kan garantere?
»Nej, det kan jeg selvfølgelig ikke. Det kommer an på, hvad du mener. Det kan sagtens være, at der er en tjeneste, du kun kan komme til at se, eksempelvis den digitale tinglysning eller nogle services, der er baserede på, at du kan tilgå det på NemID. Min pointe er, at den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er baseret på en 80 procents målsætning og ikke 100 procent. Så der vil altid være taget hånd om dem, der ikke kan indberette digitalt. Jeg kan desværre ikke redegøre for alle myndigheder.«
Digitaliseringsstyrelsen fortalte onsdag, at der i et tilfælde af, at et NemID-nedbrud falder sammen med en tidsfrist fra eksempelvis Skat, er indtil flere kanaler, man kan benytte for at løse problemet. De pågældende kanaler bliver dog ikke konkretiseret.
Hvordan indberetter man skat på deadline-datoen, hvis NemID ikke virker?
»Så har man stadigvæk mulighed for at tage fat i Skat og finde en alternativ måde at løse det på. Det er ikke en hensigtsmæssig måde at få hele befolkningen til at gøre det på, men det er i dag ikke sådan, at alle skal kunne indberette digitalt.«
Kan du svare på, hvad man konkret skal gøre, hvis der er problemer med NemID, den dag fristen for at indberette til Skat udløber?
»Nej, det kan jeg ikke svare på. Der må man forholde sig til, hvad det var der var sket i det konkrete tilfælde. Hvis NemID er nede i længere tid, så er jeg sikker på, at Skat har nogen overvejelser omkring, hvad det vil betyde for deres løsninger. Om man skulle udsætte fristen eller vælge en alternativ kanal, man kunne skifte over på.«
Hvordan står man juridisk, hvis man ikke kan nå at indberette skat, fordi NemID ikke virker?
»Det er svært for mig at svare på, for det afhænger af den konkrete situation. Man kan forestille sig, at man for eksempel udsatte deadline nogle dage, hvis man havde en udfordring, der var gældende meget bredt. Det er den enkelte myndighed, der tager stilling til det,« siger Cecile Christensen til Version2.
Adspurgt om der findes en alternativ kanal til Digital Post i tilfælde af længerevarende NemID-nedbrud henviser Cecile Christensen til en anden kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen, der har sendt dette svar:
»Nej. Det er væsentligt for Digital Post med en sikker identifikation, hvorfor vi har valgt NemID, som er ekstremt driftsikker med høje oppetider, og som danskerne kender i forvejen. Hvis der opstår en situation, hvor NemID er nede i længere tid, er den alternative kanal analog. Så må myndighederne sende brev med posten. Men det er jo ikke et hverdagsscenarie, men et krisescenarie,« skriver Lone Berglykke til Version2.