Digitaliseringsstyrelsen trækker i land: NemID 2 nok først klar i 2018
Selvom den nuværende kontrakt mellem Digitaliseringsstyrelsen og Nets om NemID kun løber til november 2017, så er afløseren til NemID næppe klar til brug før engang i 2018.
Det fremgik af en præsentation af arbejdet med afløseren til NemID, som kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen Marianne Sørensen stod for på Dansk IT’s konference ‘Offentlig digitalisering 2015’.
Konferencen løb af stablen 24. - 25. marts i Aarhus.
»Det bliver formentlig i løbet af 2018,« siger Marianne Sørensen til Version2.
Hun ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvornår i løbet af 2018, NemID’s afløser er klar til at tage over for den nuværende løsning.
Version2 og andre medier har flere gange tidligere på baggrund af informationer fra Digitaliseringsstyrelsen nævnt, at NemID-afløseren skal være klar til at tage over, når kontrakten med Nets udløber i november 2017.
Og af en nyhed på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside fra februar 2014 fremgår det da også, at den kommende løsning skal være etableret inden den nuværende kontrakt udløber i 2017.
2017 har dog ifølge Marianne Sørensen været et indledende estimat og ikke en decideret tidsplan.
»Det er vigtigt at sige, at der ikke er tale om nogen forsinkelse,« siger hun.
Faktisk udløber kontrakten med Nets allerede i slutningen af 2015. Kontrakten indeholder mulighed for forlængelse i to gange et år i optioner. Det vil altså sige frem til udgangen af 2017.
I en opfølgende mail oplyser Marianne Sørensen, at Nets til den tid også kontraktligt forpligtet til at drive løsningen videre med henblik på at sikre en smidig overgang til en ny løsning,
Hvor meget skal Nets eksempelvis have for dette i kroner og øre?
»Det kan jeg ikke udtale mig om,« siger Marianne Sørensen.
Hun understreger desuden, at tidsplanen endnu er forholdsvis usikker. Og at meget i den forbindelse afhænger af ejerforholdene for den kommende løsning.
Privat partner
Digitaliseringsstyrelsen arbejder nemlig hen mod en anden ejerkonstruktion end med den nuværende.
Nærmere bestemt ønsker Digitaliseringsstyrelsen en eller flere samarbejdspartnere fra den private-sektor, så der altså bliver flere ejere af projektet, som der stadig skal findes en leverandør til via en udbudsrunde. Men først skal den eller de private partnere findes.
Og planen er, at partnerne skal findes via en udbudslignende proces. Dermed er det ikke alene leverandøren, der skal findes via udbud, men også en partner, og det giver en vis usikkerhed i hele tidsforløbet, forklarer Marianne Sørensen:
»Det er et ekstra led, der bliver sat ind.«
Hun understreger, at konstellationen med en partner fra den private sektor stadig er i støbeskeen og skal endeligt godkendes. Det er planen, at partneren skal findes i løbet af efteråret 2015
Når Digitaliseringsstyrelsen ønsker en medarbejder på projektet fra den private sektor, så er der tre overordende årsagre, fortklarer Marianne Sørensen.
Dels handler det om at udbrede løsningen flere steder, så borgerne bliver fortrolige med den - også i forhold til den private sektor. Og så er der en forventning om, at det bedre kan betale sig at udvikle en fælles løsning i stedet for, at den offentlige og den private sektor udvikler hver deres.
Endeligt, påpeger Marianne Sørensen, er handler et partnerskab også om at kunne udnytte et markedskendskab til både den private og den offentlige sektor, så den kommende NemID-afløser kan opfylde krav og forventninger hos brugere begge steder.
Læs mere om den nuværende plan for NemID’s afløser her

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.