Digitaliseringsstyrelsen: Ro på, også med ny Digital Post kan man fordele internt
Digitaliseringsstyrelsen slår nu fast, at man også i den nye udgave af Digital Post vil kunne fordele post internt.
Reaktionen sker efter Version2s artikel, som blandt brugere har rejst bekymring for, om styrelsen ville drosle ned på netop den mulighed. Men det er altså ikke tilfældet.
Stine Hegelund Bertelsen, kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen, forklarer i en e-mail: 'at virksomhederne præcis som i dag fortsat vil have mulighed for at modtage og fordele post internt i egne it-systemer.'
Styrelsen slår samtidig fast, at man efter en høring, som nu er afsluttet, udvider scopet for den virksomhedsrettede funktionalitet i løsningen på virk.dk, og at funktionaliteten vil gøre det muligt for de virksomheder, der benytter Digital Post-løsningen på virk.dk at fordele post til medarbejdere internt.
'Vi fastholder præcis de samme funktionaliteter til virksomhederne som beskrevet i høringsmaterialet,' skriver Digitaliseringsstyrelsen til Version2 og henviser til to nye tiltag:
- at man vil anvende fællesoffentlig bruger- og rettighedsstyring for virksomheder i ny generation Digital Post og
- at man vil anvende markedsudbredte åbne og standardiserede snitflader, der vil gøre det nemmere for virksomheder at anvende deres eksisterende faciliteter til intern postfordeling eller anskaffe sådanne billigt.
Med andre ord vil virksomheder, der ønsker at modtage post i egne systemer, derfor ifølge styrelsen 'nemmere end i dag kunne afhente post til egne systemer.'
Digitaliseringsstyrelsen vil også arbejde på, at brugervenligheden og ikke mindst synligheden både for brugen og administrationen af denne funktionalitet bliver bedre end i dag.
I tillæg hertil har styrelsen efter høringen valgt at supplere med mulighed for brugerrettighedsstyring på mappeniveau.
'Det betyder, at nogle medarbejdere kan få adgang til noget men ikke al post både af hensyn til fortrolighed og af hensyn til at lette de virksomheders interne postfordeling, som ikke vil have det ud i egne systemer,' skriver styrelsen til Version2.
Lavere prioritet på udvikling af visningsklienter
Det er desuden fortsat Digitaliseringsstyrelsens ambition at tillade it-leverandører at udvikle visningsklienter, som borgere - men formentlig også de virksomheder, som ikke vil have posten ud i egne systemer - kan bruge til at få vist den post, som opbevares i det lager, som det offentlige stiller til rådighed.
'Dette er fortsat retningen, men har ikke længere helt så høj prioritet, fordi høringen har overbevist Digitaliseringsstyrelsen om, at hensynet til god support af borgere og virksomheder er endnu vigtigere. Derfor er yderligere afklaring nødvendig,' skriver styrelsen.
Det at tillade flere visningsklienter er et led i at skabe øget konkurrence om løsningen og give både borger- og virksomhedsbrugere af Digital Post større mulighed for at vælge lige den type visning af posten, som passer dem bedst.
Du kan læse den samlede høringsrapport om ny generation Digital Post her.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.