Siden tirsdag aften har en ny version af Oracles Java-plugin og den officielle danske login-løsning NemID været uvenner og gjort det umuligt at bruge NemID, med mindre man skifter tilbage til den gamle og usikre Java-version.
Læs også: Java-opdatering blokerer NemID
Tidligere i 2013 har denial-of-service-angreb ramt NemID-serverne og givet nedetid, ligesom der også i tidens løb har været nedbrud hos Nets DanID selv.
Men hvordan stiller det borgeren, hvis NemID ikke virker, i takt med at NemID skal bruges flere og flere steder til vigtig kommunikation med det offentlige? Det har ikke givet problemer endnu, lyder det fra Digitaliseringsstyrelsen.
»Der er i dag ingen steder, hvor NemID er eneste indgang til det offentlige. Du kan altid ringe eller sende en e-mail eller bruge analoge kanaler, hvis man ikke kan bruge NemID. Det har hidtil ikke været et problem. Men i takt med, at der er en stigende grad af digitalisering, er vi nødt til at forholde os til, om vi har de rette alternative kanaler,« siger Cecile Christensen, kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen, til Version2.
Men hvad hvis man går ud fra, at NemID virker, og vil bruge det kort tid før deadline, for eksempel til at indberette skat, og det så ikke virker? Hvordan står man så juridisk?
»Der er en række alternative kanaler, som vil kunne anvendes i den situation, så du vil altid kunne komme i takt med det offentlige på en anden måde,« siger Cecile Christensen.
Hun mener generelt, at NemID har været en stabil løsning, med høj oppetid - og problemet med Java-opdateringen i dag er heller ikke en forhindring for at bruge NemID, hvis man følger vejledningen om at nedgradere.
»Vi har en meget høj oppetid for NemID, og vi har SLA’er og bodsbestemmelser, hvis der er for meget nedetid. Da der var DDoS-angreb, var det kun nogle timer, der var problemer, altså et begrænset tidsrum. Nu har vi også opgraderet beredskabet, så løsningen kan modstå større angreb,« siger Cecile Christensen.
Det er først, hvis der opstår problemer, som i dagevis forhindrer borgerne i at bruge NemID, at det bliver kritisk.
»Hvis vi får et langvarigt nedbrud, har vi fortsat en række alternative kanaler, som man kan anvende, så borgerne stadig kan bruge vores tjenester,« siger hun.