E-Boks har gennem den seneste tid været hårdt ramt af nedbrud, der blandt andet har forhindret danskerne i at tilgå deres digitale postkasser.
Og det får nu Digitaliseringsstyrelsen til at kritisere e-Boks for ikke at leve op til sine serviceforpligtelser, skriver It Watch.
»Det er ikke tilfredsstillende, og det er ikke den service, vi forventer og har aftalt med e-Boks. Vores fokus er at holde en tæt dialog med e-Boks, så vi føler os betrygget i, at deres absolut vigtigste prioritet lige nu er at få løst de problemer,« siger Rikke Saltoft Andersen, kontorchef i Center for Systemforvaltning under Digitaliseringsstyrelsen.
Ifølge Rikke Saltoft Andersen er Digitaliseringsstyrelsen i ’tæt kontakt’ med e-Boks for at få løst problemerne.