Digitaliseringsboss om afblæst NemID-udbud: Vi satser på fælles forståelse med Nets
Tidspunktet for, hvornår NemID's afløser, MitID, er klar til brug, er blevet rykket så mange gange, at mulighederne for at forlænge kontrakten med leverandøren bag den nuværende løsning, Nets, for længst er opbrugte.
Uddannet cand.scient.adm. i 1998 fra Roskilde Universitetscenter. Karriereforløb:Lars Frelle-Petersen
Oprindeligt var det planen af finde en midlertidig NemID-leverandør, indtil MitID er klar via et udbudsforløb, men den tanke er droppet igen, som Version2 tidligere i dag kort kunne notere.
I et opfølgende interview forklarer direktør i Digitaliseringsstyrelsen Lars Frelle-Petersen, at det var på grund af EU's udbudsregler, at styrelsen tilbage i november 2016 var nået frem til, at et udbud ville være den eneste vej at gå.
Men i forbindelse med den efterfølgende udbudsforberedelse fandt styrelsen så ud af, at det tidsmæssigt, økonomisk og den tekniske kompleksitet taget i betragtning ikke ville være realistisk med andre leverandører end Nets.
»Så vi er jo bare blevet klogere, kan man sige, efterhånden som vi er gået i udbudsforberedelse og har fået syn for sagen på, at det at lave et udbud i denne situation, det er ikke realistisk.«
Lars Frelle-Petersen forklarer, at EU's udbudsregler i sådan en situation giver mulighed for så at gå direkte til forhandling med den eksisterende leverandør.
Hvor meget skal Nets have for at drive NemID videre noget tid endnu? Hvad kommer det til at koste?
»Det er det store spørgsmål. Det er jo det, vi skal forhandle om. Altså hvad vil det koste at drive løsningen videre i en overgangsordning, indtil der foreligger en ny kontrakt omkring MitID med en leverandør. Så det er den forhandling, vi kigger ind i nu sammen med Nets. Og den er også vigtig at få på plads, så der også er ro omkring det udbud, vi skal ud med (omkring MitID, red.).«
Umiddelbart kunne det godt lyde til, at Nets har en ret stærk forhandlingsposition i og med, der ikke er andre om buddet?
»Det er korrekt, men der er også regler, der grundlæggende set sikrer, at man ikke har alle kort på hånden som privat leverandør, når man leverer en løsning som det her. Der findes spilleregler, som regulerer, at man ikke kan forlange en ublu pris i forhold til det at drive sådan en løsning videre,« siger Lars Frelle-Petersen og tilføjer:
»Der er spilleregler, som vi satser på, og som vi også har en fælles forståelse om at køre efter, når vi nu går ind i sådan en drøftelse med Nets.«
Hvornår forventer I, at forhandlingerne er overstået, og der ligger en aftale?
»Vores håb er, at vi får afsluttet så hurtigt som muligt, men hvad deadlinen er lige nu, det kan jeg slet ikke sige. Vi er først ved at gå i dialog med hinanden. Og Nets skal selvfølgeligt også have lejlighed til at sadle hesten i forhold til den proces, de nu går ind i sammen med os. Mit håb (om en aftale, red.) er et sted omkring sommerferien,« siger Lars Frelle-Petersen.
Den nuværende kontrakt med Nets udløber endegyldigt til november i år, og Lars Frelle-Petersen forsikrer i den forbindelse om, at en aftale med Nets nok skal være i hus inden da.
»Jo, vi skal nok nå det inden, det er der ingen tvivl om. Der er ikke nogen fare,« forsikrer han og fortsætter:
»Det har alle parterne en meget stor interesse i. Så vi skal nok sikre, at man som dansker kan have tillid til, at NemID er der, den tid, det skal være der.«
Digitaliseringsstyrelsen har meldt ud, at MitID vil være klar 2019-2020.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.