Det velkendte nøglekort til NemID får måske alligevel en chance for at overleve under den kommende NemID 2.0 som skal være klar i 2019. Det fremgår af en udtalelse fra direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Lars Frelle-Petersen.
I går offentliggjorde Digitaliseringsstyrelsen og Finansrådet som omtalt på Version2, at de to parter har indgået en 10-årig samarbejdskontrakt om NemID 2.0, og i den forbindelse udtalte Lars Frelle-Petersen til TV 2 Business:
»Vi skal finde en mere tidssvarende løsning end papkortet. For eksempel vil vi kigge mod biometri og de nye kodeformer, der kan tilbydes via mobiltelefonen,« siger Lars Frelle-Petersen, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.
Men i et senere interview med Ritzau, som Information har bragt, er udmeldingen om papkortet mere blødt op:
»Vi ved, at mange ældre borgere er glade for og trygge ved nøglekortet. Så det kan være noget, vi stadig skal tilbyde til dem, der har brug for det,« siger han til Ritzau.
Han åbner dog også for, at fingeraftrykket kan blive det eneste, man skal afgive for at få adgang gennem NemID. I så fald skal sikkerheden omkring teknologien dog forbedres.
»Der er nogle usikkerheder ved fingeraftrykket. Så vi skal forsyne det med nogle flere trin inden 2019, hvor den næste generation skal træde i kraft,« siger Lars Frelle-Petersen.
Med andre ord vil det kunne ske, at nøglekortet bliver afløst af fingeraftrykket. Det kan også være, at man vil sende en sms-besked. Det kan også være, borgerne kan bruge deres iris, siger Lars Frelle-Petersen.
»Udviklingen kommer til at gå stærk. I fremtiden kommer der komme andre løsninger, som vi ikke kender i dag.«
De teknologiforskrækkede kan dog ånde lettet op. Hvis man ønsker at beholde sit nøglekort, vil der ifølge Lars Frelle-Petersen blive mulighed for det.
Efter artiklens udgivelse har Lars Frelle-Petersen tweetet, at han ikke taler om teknologiforskrækkede, men at: 'Mange er rigtig glade glade for papkortet. Ser på mange modeller.'