Digitale vælgererklæringer får hug for syv dages betænkningstid

Dansk IT er uforstående overfor, hvorfor det nye digitale vælgererklærings-system ikke åbner op for, at erklæringen kan afgives direkte via et partis hjemmeside.

Processen med digitale vælgererklæringer er ikke digital nok. Nogenlunde sådan lyder kritikken fra Dansk IT af systemet med digitale vælgererklæringer, der trådte i kraft i sidste uge.

Systemet fungerer i udgangspunktet rent digitalt ved, at et parti på den ene eller den anden måde får fat i en mail fra en vælger, der har til hensigt at afgive en støtteerklæring til partiet.

Sådan nogle skal der bruges ca. 20.000 af, før et parti kan stille op til Folketingsvalg. Flere hvis det drejer sig om valg til Europaparlamentet.

Partiet skal nu inputte borgerens mail i et backend-system på vælgererklæring.dk Herefter er der indlagt en periode med betænkningstid i systemet, hvor der går syv dage, til vælgeren modtager en email med instruks til at logge ind via en side, hvor vælgererklæringen kan afgives med NemID.

Nu modtager vælgeren så en kvittering med Digital Post, som også indeholder instrukser til at fortryde vælgererklæringen.

Læs også: Nu bliver vælgererklæringer digitale

Den proces er mere omstændig, end den behøver at være, mener Ejvind Jørgensen, formand for Dansk IT's udvalg for it i den offentlige sektor. Han påpeger er organisationen overordnet set er glade for, at processen nu er blevet digitaliseret, men han så gerne, at digitaliseringen var mere gennemgående.

Han undrer sig særligt over, at et parti først skal indhente en mail fra borgerne, som dernæst skal indtastes i et backend-system, inden den egentlige vælgererklæring efter syv dage kan komme i hus.

Ejvind Jørgensen mener en bedre løsning ville være, at borgere bare kunne afgive deres vælgererklæring direkte, eksempelvis via en NemID-boks på et partis hjemmeside.

»Når man som parti, skal administrere disse 20.000 erklæringer, hvorfor så ikke gøre det på en måde, så vi bruger NemID på een gang, så man kan lave strakssagsbehandlng. Vi ved jo sådan set godt i registret, om de opfylder de ting, der skal til,« siger han.

Ejvind Jørgensen henviser til, at det via NemID er muligt at kontrollere i forbindelse med afgivelse af en vælgererklæring, hvorvidt borgeren har stemmeret eller allerede har afgivet en erklæring til et andet parti. Man må nemlig kun støtte et parti ad gangen med en vælgererklæring.

»Det bør være nemmest muligt at løse denne opgave, da vi ønsker at understøtte demokratiet. Så er der sådan set ikke nogen grund til, at man laver en registrering i partiet af e-mailadresser. Det kunne man lige så godt understøtte på en gang.«

DIT: Betænkningstid holder ikke

Formanden for Dansk IT mener ikke, det argumentet om at give vælgeren betænkningstid holder i forhold til at bygge en ekstra arbejdsgang ind i systemet i form af mail-adressen, der først skal behandles, før vælgererklæringen kan afgives efter syv dage.

»Vi synes ikke, det er et argument for det. Man kan jo bare trække den tilbage,« siger Ejvind Jørgensen og henviser til, at det jo er muligt at annullere sin erklæring, hvis man fortryder.

Ved Social- og Indenrigsministeriet forklarer valgkonsulent Christine Boeskov om baggrunden for, hvorfor der i systemet er indlagt syv dages betænkningstid. Forklaringen foregår via mail.

Christine Boeskov peger først og fremmest på, at eftertænksomhedsperioden, som hun kalder det, er en del af den politiske aftale, som alle Folketingets partier i 2013 stod bag. Og at aftalen er udmøntet ved lov.

»Vælgeren skal, ligesom det er tilfældet med den hidtil gældende procedure, have lejlighed til eftertanke i forbindelse med afgivelse af en vælgererklæring. Det fremgår derfor også af lovforslagets bemærkninger, at eftertænksomhedsperioden skal sikre, at vælgererklæringen ikke afgives, uden at der er mulighed for en vis refleksion fra vælgerens side,« skriver Christine Boeskov og fortsætter:

»Der er ingen direkte sammenhæng mellem eftertænksomhedsperioden og muligheden for at trække en afgivet vælgererklæring tilbage. Eftertænksomhedsperioden skal tjene det formål at give vælgeren lejlighed til i fred og ro at overveje, om vedkommende ønsker at afgive en vælgererklæring til støtte for et parti (f.eks. undersøge partiets politik). Vælgererklæringen kan i det nye system trækkes tilbage frem til det tidspunkt, hvor partiet anmelder sig. Vælgeren har imidlertid ikke indflydelse på, hvornår et parti anmelder sig, og dermed heller ikke på, hvornår vælgererklæringen ikke længere kan trækkes tilbage.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (6)

Michael Larsen

Betænkningstiden er en vel anbragt snubletråd. Systemet skulle nødigt blive for brugervenligt. Minister og folketing har ingen interesse har i at invitere nye konkurrenter inden for.

Hans Schou

Det er ingen skade til, at tænke sig lidt om.


Der er to trin. Du afgiver din email. Du modtager en mail i din e-boks. Så der skal mindst klikkes to gange med musen, og det må være nok.

Hvis der skulle være en forsinkelse et sted, så skulle det være når man ombestemmer sig. Det er lidt surt for et parti der har samlet 20.000 erklæringer ind, og så lige mister så mange at de ikke er opstillingsberettiget.

Nichlas Hummelsberger

Hvis partiet blot skal have en email adresse for selv at kunne indtaste vælgererklæringer er der vel mange måder at skaffe dem på.

"Give en vælgererklæring og vind en iphone" :)

Eller de kan købe en eller anden mail liste et sted med folk der hælder imod deres parti, og så spamme folk med vælgererklæring i eboks.

Anders Lorensen

Herefter er der indlagt en periode med betænkningstid i systemet, hvor der går syv dage, til vælgeren modtager en email med instruks til at logge ind via en side, hvor vælgererklæringen kan afgives med NemID.

Det kan da slet ikke gå galt... Godt at NemID er kryptologisk sikker!
(Ironi kan forekomme)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer