Det omstridte overvågningssoftware, Den Digitale Prøvevagt, bliver alligevel ikke som hidtil planlagt taget i anvendelse til sommerens gymnasie-eksamer. Det skyldes for mange fejl i systemet, skriver DR.
»Vurderingen er, at der simpelthen er for mange fejl i produktet, og derfor bliver vi ikke klar til sommer,« siger undervisningsminister Merete Riisager til DR.
Baggrunden er, at flere af de 8000 gymnasieelever, der testede programmet i sidste uge ved terminsprøverne, oplevede at blive smidt af programmet.
Version2 har tidligere omtalt, at 'Den Digitale Prøvevagt' overvåger store dele af computeren. Herunder udklipsholderen samt aktive websites fra Google Chrome, Mozilla Firefox, Microsoft Edge og Internet Explorer.
Programmet har også en indbygget keylogger og tager et skærmbillede hvert minut samt ved skift af aktivt vindue. Derudover har programmet en række funktioner, som man må formode skal forebygge, at programmet snydes. Eksempelvis kan det detektere, om man har en virtuel maskine kørende, og hvorvidt det selv køres i en.
Læs også: 'Den Digitale Prøvevagt': Totalovervågning af elevers computere midlertidigt trukket tilbage
Det opretter også en liste over alle aktive programmer, herunder programmer, som ikke vises i procesbjælken.
Det er ifølge ministeren nu op til de enkelte skoler om man vil anvende andre digitale redskaber til at overvåge for snyd.