Digitale assistenter er næsten alle feminine - men hvorfor har de overhovedet et køn?

Standarden for Alexa, Cortana, Siri og Googles Assistant er en kvindestemme. Det er, hvad folk vil have, lyder det fra producenterne.

Softwareassistenter har hverken X- eller Y-kromosomer, men alligevel taler de næsten alle til os med stemmer, der er udpræget feminine. Det er, hvad brugerne foretrækker, lyder det fra producenterne, men det er også et spørgsmål om kultur. Det skriver Wall Street Journal.

Amazons Alexa, Microsofts Cortana og Googles Assistant har alle en kvindestemme som standard. Det har Apples Siri også i USA, men skifter man sprog til arabisk, fransk eller britisk engelsk, så er det en mandsstemme, der er standard. Der er nemlig kulturelle præferencer for, om vi foretrækker at lytte konversere med en kunstig mand eller kvinde.

Valget af en kvinde til Alexa og Cortana bygger på fokusgruppeundersøgelser, som Amazon og Microsoft har foretaget i USA.

Men det kan også afhænge af, hvilke egenskaber vi tillægger assistenten, og hvilken sammenhæng den indgår i. IBM afprøvede 25 forskellige stemmer af begge køn til Watson og endte med en mandsstemme.

Det er tidligere undersøgt, at vi generelt foretrækker en mandsstemme til eksempelvis at instruere os i at benytte en computer, mens vi foretrækker en kvindestemme til eksempelvis at rådgive os om parforhold.

Svært at lave en kønsneutral stemme

For dem, der udvikler digitale assistenter, kan valget af køn altså bygge på nogle generelle opfattelser af køn i vores kultur, men det er også med til at forstærke dem - inden for et område, hvor der nøgternt set ikke er et biologisk køn af nogen art koblet til softwaren. I stedet kobler vi altså et kulturelt køn på softwaren.

Så hvorfor ikke skabe computerstemmer, der er kønsneutrale? Googles Assistant har i modsætning til kollegerne ikke et navn, men er snarere identificeret med en titel eller en funktion. Men stemmen er i sin nuværende udgave feminin.

»Det er svært at lave en kønsneutral stemme,« siger underdirektør Robert Weideman fra Nuance Communications til Wall Street Journal.

Nuance laver talesyntese til blandt andet bilindustrien, og har arbejdet med forskellige stemmer. Men det tætteste selskabet er kommet på en brugbar neutral stemme er en drengestemme udviklet til en digital assistent for det japanske teleselskab Softbank.

Udfordringen er at lave en stemme, der udtaler ordene naturligt, uden at komme til at lyde som robotstemmerne fra de første forsøg på talesyntese, eller med utilsigtede undertoner af eksempelvis ligegyldighed. Hvis det skal være så tæt på en menneskestemme som muligt, så er de bedste resultater lige nu stemmer, som har et køn, der er let at identificere - også selvom softwaren bare er bits.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jørgen L. Sørensen

Forskning fra bl.a. McDonnell Douglas har vist, at man er mere tilbøjelig til at reagere på en kvinde stemme end en mande stemme. De har derfor brugt det i aviale systemer.

Det må da være et bevis for at vi er under tøflen - måske tid til noget mandeoprør ;-?

Eller også er vi fra urtiden vant til, at det i de første leveår er vor moder eller en anden kvinde, der passer på os og vejleder os.

Det er nok svært at bevise hvorfor, men man kan jo altid undre sig over hvorledes "naturen" er skruet sammen.

Henrik Sørensen

Det må da være et bevis for at vi er under tøflen - måske tid til noget mandeoprør ;-?
...
Det er nok svært at bevise hvorfor, men man kan jo altid undre sig over hvorledes "naturen" er skruet sammen.

Men heldigvis er der nogen, som er mænd nok til at erkende, at de er under tøflen ;-)

Mit gæt er, at det har noget med artens overlevelse at gøre : Hannen er lidt væk, da han hører hunnen skrige ( fx. som følge af rovdyr ) og iler til undsætning. Hunnen er vigtig for artens videreførelse.
Noget i stil med hvorfor, at kvinders ører er mere tunet til barnegråd.

Knud Larsen

Korrekt de har bare ikke forstået det i DR.
Der er vist ellers en kvinde i førersædet?
Alligevel skal vi hver dag være vidne til dårlig tilrettelæggelse af lyd.
De fleste interviews sker nu på åben gade med passende gadestøj i baggrunden. Hvor dette ikke er tilfældet på trykkes en fuldkommen irrelevant baggrundmusik.
Asp og Bildsøe får god styrke på deres mikrofoner alle andre som den interviewede får det ikke.
Skandale: Først afskaffedes alle 'dyre' lydfolk. Så afskaffedes det dyre udstyr.
Nu ser vi det samme ske på billedsiden de halvmillion dyre kameraer er smuglet ud til medarbejder og det hele er erstattet med smart phones.

Michael Cederberg

Skandale: Først afskaffedes alle 'dyre' lydfolk. Så afskaffedes det dyre udstyr.
Nu ser vi det samme ske på billedsiden de halvmillion dyre kameraer er smuglet ud til medarbejder og det hele er erstattet med smart phones.

Jeg sætter pris på at offentlige myndigheder sparer på pengene. Hvis moderne teknologi løser opgaven fornuftigt så er der ingen grund til at bruge yderligere ressourcer. De penge der er sparet kan enten gives tilbage til borgerne eller bruges til mere indhold (alt efter politisk overbevisning).

Log ind eller Opret konto for at kommentere