Digital smitteopsporing gået i luften med børnesygdomme
Nu er COVID-smittede ikke længere henvist til at hænge i en telefonkø i timevis, når smitteopsporingen skal kontaktes.
Smitteopsporingen har fået en digital selvbetjeningsløsning, der gør det muligt for smittede danskere at oplyse om deres smittesituation direkte på Sundhed.dk eller meget snart via appen Minsundhed, når de får et positivt testsvar.
Mange smittede kan på den måde fremover helt undgå at skulle i telefonisk kontakt med smitteopsporingen. Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.
Tjenesten er dog ikke helt fri for børnesygdomme. Styrelsen oplever, at smitteopsporingen modtager de smittedes indberetninger i selvbetjeningsløsningen med forsinkelse. Data går dog ikke tabt, men hvis man som smittet har brugt selvbetjeningsløsningen og efterfølgende bliver ringet op, bedes man om at gøre opmærksom på, at man har indberettet i det digitale system, skriver styrelsen.
Det er muligt at tilgå den digitale smitteopsporing så snart det positive testsvar er synligt på Sundhed.dk eller i en ny, kommende udgave af appen Minsundhed. Det gælder både positivt testsvar fra PCR samt kviktest.
