Ny digital signeringsteknologi til erhvervskunder netop indført i stor bank

Med en ny digital signeringsløsning via e-Boks kan erhvervskunder i Jyske Bank nu skrive dokumenter under når som helst og hvor som helst.

Jyske Banks erhvervskunder kan fremover spare flere ture hen i banken, når der skal underskrives papirer. Banken har netop lanceret en ny løsning, der gør det muligt at sætte underskriften digitalt via e-Boks i stedet for med pen og papir.

Der gik faktisk kun få timer, fra Jyske Bank havde introduceret sine erhvervsrådgivere for den nye løsning, til den første digitale underskrift var sat.

En af bankens kunder, som er tegningsberettiget direktør i en virksomhed, var på forretningsrejse i Grønland. Han skulle underskrive lånedokumenter med kort varsel, og en opmærksom rådgiver gjorde ham opmærksom på den nye mulighed for digital signering med NemID via e-Boks.

»Under normale omstændigheder ville det have taget flere uger at få sendt papirerne til Grønland, få dem underskrevet og få dem retur til banken. Men signeringen i e-Boks betød, at der kunne skrives under samme dag. Eksemplet understreger, at vi nu har en signeringsløsning, der kan fungere når som helst og hvor som helst – og at behovet i høj grad er der,« fortæller Rune Møller, forretningsdirektør, Indland Erhverv, i Jyske Bank.

Komplekst teknologi til signering

Claus Rantzau er Product Manager hos e-Boks og har været med til at udvikle signeringsløsningen til bankernes erhvervskunder. Han forklarer, at kompleksiteten er stor i erhvervssigneringer, fordi man ofte har flerbrugerscenarier med flere tegningsberettigede.

Der kan derfor være flere juridiske enheder, der skal underskrive samme dokument – f.eks. to privatpersoner og en virksomhed. Det betyder, at de tekniske krav til løsningen er store, men den skal stadig være helt enkel at bruge for kunderne .

»Der findes flere teknologier til signering, men det særlige med e-Boks-løsningen er, at den er bygget sammen med sikker post og arkivering. Brug af e-Boks er altid knyttet til enten et personligt CPR-nr. eller til et CVR-nr. med tilhørende medarbejdercertifikater, og det sikrer, at dokumenter sendes fortroligt og til rette modtager,« fortæller Claus Rantzau og fortsætter:

»Når der skal underskrives en låneaftale, får virksomheden leveret dokumentet i sin digitale postkasse, som kan sættes op til automatisk at sortere dokumentet til en mappe, hvor kun de tegningsberettigede har adgang. Det digitale dokument ligger kun i ét eksemplar, men alle kan principielt skrive under på samme tid. Når alle parter har underskrevet, får banken automatisk besked retur og kan udføre aftalen.«

Det samlede signeringsflow integrerer flere teknologier i løsningen med henblik på dels at forenkle, men også at skabe et flow, der i størst mulig grad kopierer det eksisterende, papir-baserede paradigme.

Afsender udfærdiger en aftalt – eksempelvis om lån – der med en række standardbilag leveres sikkert til virksomhedens e-Boks. Her kan virksomheden opsætte regler, der automatisk fordeler aftalen til de medarbejdere i virksomheden, der har tegningsret. På samme tidspunkt oprettes en såkaldt signeringsordre i Nets’ signeringstjeneste.

Når en af disse medarbejdere logger på med sit NemID, kan aftalen og bilagene naturligvis gennemgås, men medarbejderen kan også se, hvem i virksomheden der indtil videre har underskrevet aftalen.

Vælger medarbejderen at underskrive, kontrolleres medarbejderens certifikat – for selskaber har afsender normalt krævet, at medarbejdercertifikater skal have CPR-tilknytning. Er certifikatet i orden, re-directes brugeren til signeringstjenesten hos Nets.

I modsætning til den papirbaserede aftaleproces har afsenderen ikke på forhånd angivet, hvem i virksomheden der skal underskrive, for at aftalen er gyldig.

Læs også: Coops it-direktør irriteret over certifikat-træk fra Google

Virksomheden afgør selv, hvornår tilstrækkelig mange medarbejdere har underskrevet, og underskriftsprocessen afsluttes. Det foregår parallelt med, at andre virksomheder og/eller privatpersoner underskriver samme aftale.

Når aftalen er underskrevet af alle parter, gennemføres en verificering af underskrivere. I Danmark er der en kontrol af anvendte certifikater, mens det i Sverige og Norge er muligt at indhente information om virksomhederne fra centrale registre og verificere gyldighed. Såfremt aftalen er korrekt underskrevet, distribueres den såkaldte SDO (Signed Data Object) til alle parter.

Digital signering fremmes af det private

Muligheden for at underskrive bankpapirer er kun et af mange potentielle anvendelsesområder:

»Hvor det offentlige var en stærk driver i forhold til introduktionen af sikker digital post, er det i høj grad virksomhederne, som har efterspurgt en løsning til digital signering. Selvom erhvervssigneringsområdet er komplekst, er mulighederne i forhold til brug store, og vi forventer, at en række nye tjenester og brancher kommer til i den kommende tid. Lige nu er der eksempelvis stor interesse for at digitalisere underskrift af kreditforeningslån – noget, der stiller en række tekniske udfordringer i forhold til bevisværdi de næste 20-30 år,« understreger Claus Rantzau.

I Jyske Bank har man store forventninger til signeringsløsningen til erhverv, efter at den tilsvarende mulighed til private har resulteret i mere end en million digitale underskrifter i løbet af det første år.

»Hver gang vi forkorter og forenkler en proces, giver det en besparelse både hos kunden og hos os. Kunden får også en bedre oplevelse, fordi der hele tiden er fremdrift i processen, og det er hurtigt at nå i mål,« siger Rune Møller.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med e-Boks.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Niklas Pedersen

Hele den her artikel oser af en gang øregas, lavet for at imponere investorer, der har skulle betale for den her ekstremt simple "teknologi", som principielt er en selvfølge af en ordentlig implementeret digital signatur. Det er jo helt absurd så hårdt de for sådan en simpel programmerings opgave til at lyde.

Man burde være IT komiker, for der er jo materiale til et helt one man show.

  • 7
  • 0
#3 Gert G. Larsen

Har alle bankerne ikke digitale underskriftrum i dag? HVad er det nye eller smarte her? Det ligner bare een stor rekla...pressemeddelelse.

Edit; Aaah, så lige "Artiklen er udarbejdet i samarbejde med e-Boks". Det er lidt usselt Version2.. Prøv at gå lidt kritisk til værks på e-boks, i stedet for bare at publicere deres reklamer..

  • 5
  • 0
#4 Peter Jensen

Helt enig. Og hvordan skal vi forstå dette "Artiklen er udarbejdet i samarbejde med e-Boks"? Jeg læser det som "Vi holder her mikrofonen for e-Boks".

NB: Hvis e-Boks desuden har betalt for at få pressemeddelelsen bragt, så skal det fremgå at det er en betalt annonce.

  • 5
  • 0
#5 Henning Mølsted Editor

Det er naturligvis ikke muligt at købe sig til redaktionelt indhold på Version2. Det er både uetisk og ulovligt. Punktum.

På Version2 forsøger vi at udgive lidt flere artikler, hvor vi fortæller om implementeringsprojekter, f.eks. inden for internet of things, cloud, big data, machine learning, autentifikation, sikkerhed etc.

Ikke alle implementeringer er udtryk for et teknologiskred - det er vi på det rene med. Vi er også ret bevidste om, at der kan være projekter, som viser sig at være ikke helt så nyskabende, som de burde for at få spalteplads.

Derfor er det godt, at vi har årvågne og indsigtsfulde læsere til at nuancere og præcisere vores indhold. Brug jeres viden konstruktivt, så vi får et godt Version2, som mange kan blive klogere af.

Med venlig hilsen

Henning Mølsted, redaktør.

  • 3
  • 1
#6 Jan Nielsen

Dobbeltspøjst. Man har jo hele tiden kunnet signere diverse filer (pdf, odf etc.) med en medarbejdersignatur fra NemID. Med den gamle offentlige digitale signatur var det også muligt for almindelige private borgere...

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere