Den kommende digitale signatur vil være baseret på en kodekort-løsning, hvor brugeren benytter et tal fra kortet, hver gang brugeren benytter sin digitale signatur.
Når kortet er ved at løbe tør for numre, sender selskabet bag den digitale signatur, DanID, automatisk en ny bunke numre til brugeren, men Johnny Bennedsen administrerende direktør i DanID lover, at det i fremtiden også vil blive muligt at benytte andre løsninger til den digitale nummerfrembringelse.
»Vi har sammen med It- og Telestyrelsen lavet forskellige vurderinger af de tekniske løsningen, og er blevet enige om, at vi ville starte med et kodekort. Den primære årsag er, at vi er overbevist om, at det vil være den letteste løsning for brugerne. Vi har også kigget på løsninger, hvor man bruger mobilen, men vores vurdering er, at de langt mere komplicerede at anvende,« siger han til Version2.dk.
Johnny Bennedsen oplyser, at DanID blandt andet har gennemført brugerundersøgelser for at finde frem til, hvilken løsning, der vil være den letteste at tage i anvendelse, men han peger dog også på, at kodekortløsninger er billigere end eksempelvis en elektronisk kodegenerator.
Han understreger dog, at der kun er tale om en første løsning, og andre løsninger vil komme på tale senere.
»Tanken er, at der over tid kommer en vifte af muligheder, hvoraf en mobil-løsning vil være en af dem.«
Johnny Bennedsen oplyser, at DanID forventer, at de første banker allerede i år vil begynde at sende kodekort ud til deres kunder, så de kan komme over på de nye mobile løsning. I aftaleperiode, der er på fem år, er det målsætningen, at DanID udsteder 2,6 millioner certifikater. I dag har 1,2 millioner danskere modtaget en digtital signatur fra TDC, der var indehaver af den første digitale signaturkontrakt.