En ny udbudsrunde digital post er på vej.
En af udfordringerne med dagens digitale post, er breve, der der skal deles mellem borgere, f.eks. forældre. Hvis den ene forælder modtager et brev angående barnet, skal det måske også sendes videre til ægtefællen. Det kan så foregå med almindelig, ukrypteret post, hvis man ikke lige er skrap til kryptering på egen hånd med PGP eller tilsvarende.
Det er et problem, som Digitaliseringsstyrelsen kigger på i forbindelse med det forestående udbud.
»Vi er helt med på, at når borgere videresender digital post, så sker det ukrypteret. Vi har det med i vores overvejelser og ser på, hvordan det kan gøres bedre. Men der er ingen løsning på nuværende tidspunkt,« udtaler kontorchef Stine Hegelund Bertelsen til Version2.
Styrelsen har netop afholdt en såkaldt 'markedsdialog' for interesserede leverandører. Dele af det foreløbige udbudsmateriale er i den forbindelse lagt ud til de interesserede.
For nyligt holdt styrelsen et møde om det foreløbige materiale. Her troppede 28 forskellige leverandører op.
Nemmere genudbud - på sigt
Den fællesoffentlige bruger- og rettighedsstyring kan nu anvendes i forbindelse med digital post.
»Det vil gøre det det nemmere for virksomheder, der dermed alene vil skulle tilslutte sig ét sted fremfor flere steder i dag,« siger kontorchef Stine Hegelund Bertelsen til Version2.
I udbuddet vil styrelsen anvende markedsudbredte, åbne og standardiserede snitflader, der vil gøre det nemmere at genudbyde løsningen og sikre større muligheder for at tilslutte nye funktioner til løsningen
»Med faste mellemrum skal vi udbyde vores løsninger. Det er bekosteligt for alle parter. Med næste generation af digital post har vi en intention om at det skal være nemmere at genudbyde løsningen, på sigt.«
Derfor skal der være mere kontinuitet på tværs af udbud, så der bliver mindre omstilling i processen. Det skal gøres ved at sætte krav til snitflader, og ved at Digitaliseringsstyrelsen tager større ejerskab over væsentlige dele af løsningen. Det skal gøre omstillingen mellem leverandører billigere.
»Vi skal ikke bygge forfra, hver gang vi genudbyder, ligesom vi i højere grad oplever det nu. Vi vil gerne have noget at stå på, så vi ikke skal bygge fundamentet op hver gang. Hvor det er muligt, og hvor der findes standarder, sigter vi efter at anvende velkendte snitflader.«
En stor del af de snitflader der findes i dag, er leverandørspecifikke. Det gør det dyrt, når styrelsen løbende skal 'konkurrenceudsætte' løsningen, som det kaldes i jargongen.
»Vores strategiske retning er bl.a. at tage øget ejerskab over centrale dele af løsningen.«
Stine Hegelund Bertelsen kan ikke gøre det mere konkret lige nu.
»Når vi først har indgået en kontrakt med en leverandør, kan vi blive mere konkrete. nu står vi overfor at skulle gå i udbud, og først ultimo 2018 har vi en kontrakt med en leverandør.«
Bedre muligheder for intern postfordeling
Muligheden for intern postfordeling er super-vigtigt, mener Stine Hegelund Bertelsen. Det skal sikre, at der ikke sker manuelle behandlinger, men at processen er digital hele vejen fra afsender til modtager.
»Det er en udfordring, at posten i dag ikke automatisk kan videredistribueres internt i større virksomheder og myndigheder. Derfor skal der ske en bedre opmærkning af forsendelserne for at muliggøre automatisk intern fordeling.«
Det skyldes, at posten i dag ikke er mærket op med metadata, som afsenderen kan skrive på den elektroniske kuvert. Den opmærkning er mulig i dag, og det føres videre i næste aftapning.
Det afprøves i øjeblikket som pilotprojekt i forbindelse med indkaldelse til bilsyn, hvor meddelelserne opmærkes med registreringsnummeret.
Det er afsenderne, som skal beslutte, om det er noget, de vil tage i anvendelse.
Der kommer nu også mulighed for at skabe egne visningsklienter, så offentlig epost kan vises i andre visningsklienter end de offentligt udbudte.
Den kan give virksomheder mulighed for at integrere med egne systemer.