DIBS ramt af kapacitetsproblemer: Gik helt ned tre gange
Så skete det igen. Godt en måned efter sidste større nedbrud måtte it-systemerne hos betalingstjenesten DIBS igen bide i græsset, denne gang på grund af tekniske problemer, der førte til en overbelastning af systemet.
Problemerne begyndte tirsdag eftermiddag, hvor DIBS danske kunder fik tilsendt følgende besked klokken 16.35:
»DIBS is experiencing problems at the moment. This may periodically result in errors and possible rejections on valid payments. We are working on the problem and will send an update as soon as we know more.«
Ifølge en dansk kunde, som har kontaktet Version2, var omfanget af problemerne svingende. Nogle gange var det kun få betalinger, der blev afvist, mens det andre gange var helt umuligt at komme igennem med betalinger.
Hos DIBS peger man på, at systemet kun var helt offline i sammenlagt en time, og at problemerne onsdag klokken 12.30 var løst.
»Der har været samlet én times downtime, fordelt på tre gange. Vi arbejdede på problemerne natten igennem, men fik så samme fejl igen fredag morgen. En teknisk fejl betød, at der var for højt load på systemerne, og det gav os kapacitetsproblemer,« siger svenske Eric Wallin, direktør for DIBS, der opererer i flere nordiske lande.
Det hjalp heller ikke på situationen, at en kunde havde udskudt batch-kørsler, der normalt kører uden for de travle perioder, til tirsdag morgen, fortæller han.
Nu skal DIBS opruste den tekniske platform, så der bliver mere buffer på kapaciteten, lover han.
»E-handel vokser jo hurtigt, og vi investerer en masse tid og hardware for at kunne følge med udviklingen. Men vi har tydeligvis brug for flere investeringer, for at kunne følge med og levere god nok service til vores kunder,« siger Eric Wallin.
DIBS er den største betalingstjeneste blandt de danske webbutikker, men flere nedbrud de seneste måneder har fået kunder til at kigge sig omkring efter alternativer. Således har Smartguy.dk, som Version2 talte med ved DIBS-nedbruddet i slutningen af september, nu droppet DIBS og bruger i stedet Quickpay.
Det mest alvorlige nedbrud hos DIBS skete i begyndelsen af juli, hvor tjenesten var nede i flere dage.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.