DIBS kæmper på 4. døgn med nedetid
Fredag morgen oplevede kunder hos betalingstjenesten DIBS igen, at der ikke var hul igennem, og at de handlende i deres webbutikker igen måtte vente eller opgive købet.
Siden tirsdag har betalingssystemet hos DIBS været ustabilt og været lukket ned flere gange, når teknikerne hos DIBS har forsøgt at få styr på problemerne, og DIBS har valgt at lukke administrationsadgangen for kunderne helt i denne periode.
»(Igen) i dag er #dibs nede. Kan man overhovedet det som betalingsudbyder i 2012? Gad vide hvad det koster deres kunder,« lyder en af de frustrerede meldinger på Twitter over problemerne hos DIBS, der tilsyneladende opstår ved hvert månedsskifte, fordi antallet af transaktioner stiger omkring den 1.
Det er de samme kapacitetsproblemer, som rammer DIBS igen, forklarer selskabets administrerende direktør, svenske Eric Wallin, til Version2.
»Det er det samme problem som tidligere, og vi har arbejdet dag og nat på at løse det. Vi forventer, at arbejdet vil bære frugt inden for få minutter eller en halv times tid,« siger han.
Og ifølge direktøren er der ikke betalingsproblemer længere for DIBS-kunderne.
»Vi kører transaktionerne normalt nu, men administrationsmodulet er lukket ned nu af sikkerhedsgrunde. Det betyder, at forbrugerne kan betale, men webbutikkerne kan ikke se, at betalingen er gennemført. Vi forventer, at det bliver åbnet igen inden for en halv time,« siger han.
I onsdags sagde du, at problemerne var løst. Har der været nedetid, så betalingerne ikke kunne gennemføres, siden da?
»Af og til. Men tilsammen har der højst været et par timers nedetid på forbrugersiden. Så vi har gennemført betalingerne, men webbutikkerne har ikke haft adgang til administrationsmodulet.«
Hvis du havde en webbutik og var kunde hos DIBS, ville du så beholde DIBS som leverandør?
(pause)
»Det synes jeg er et meget svært spørgsmål for mig at svare på direkte. Mit job lige nu er at arbejde på at få en løsning på problemerne. Ja, vi har fra tid til anden problemer, men det har andre også. Vi arbejder så hårdt, vi kan lige nu, på at løse problemerne, og det er, hvad jeg kan gøre lige nu.«
Interviewet blev gennemført klokken 9.20 - lidt efter skiftede DIBS driftstatus til, at alle systemer kører normalt igen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.