Klinikere i sundhedsvæsnset, forskere, virksomheder og startups får nu hjælp til at koble sundhedsdata sammen og gennemføre analyser på tværs. Desuden skal de have nemmere adgang til at søge på tværs af sundhedsvæsnets datakilder via et nyt digitalt datalandkort.
Konkret skal hjælpen til at udnytte sundhedsdata bedre ske fra nye såkaldte regionale datastøttecentre - eller vidensbanker.
Det er en del af et nyt udspil, hvor Danske Regioner og Dansk Industri går sammen i et større offentlig-privat samarbejde om at udnytte den nyeste digitale teknologi til at skabe bedre sundhed, dvs. bedre forebyggelse, diagnostik, behandling, rehabilitering og genoptræning.
»De regionale datastøttecentre skal fungere som en one-stop-shop-servicefunktion, hvor man kan få hjælp til at koble data på tværs af datakilder, tilbyde databehandling og -analyse, projektunderstøttelse, juridisk bistand, forberedende myndighedsbetjening m.v.,« fremgår det af udspillet (PDF).
Desuden vil regionerne etablere én indgang til data, som i dag er spredt i ca. 160 forskellige registre og datakilder, og man vil også udvikle et såkaldt metakatalog, som muliggør søgning på tværs af datakilderne.
Version2 har tidligere omtalt i dag, at også brugerdata fra borgernes sundhedsapps og wearables skal i spil for at kunne give en bedre patientbehandling og lave forebyggende sundhedsarbejde.
»Vi skal sætte vores stærke danske sundhedsdata i spil på en ansvarlig måde, så de kan bidrage til at skabe endnu bedre sundhedsteknologiske løsninger. Det gælder de data, som vi opsamler i sundhedsvæsenet, men også de data som i stigende grad opsamles af borgerne selv via deres smartwatch eller smartphone, og som alle har et stort potentiale,« siger direktør i Dansk Industri Lars Frelle-Petersen ifølge en pressemeddelelse.
Det overordnede mål er at 'gøre Danmark til en førende HealthTech-nation'.
»Danmark har en innovativ industri, et af verdens mest digitaliserede sundhedsvæsener og stærke forskningsmiljøer. Vi har ingredienserne til at løse udfordringer med et presset sundhedsvæsen og få Danmark til tops, hvis vi tør gå sammen og udnytte potentialerne. Det gør Danske Regioner og Dansk Industri nu med den fælles satsning 'Danmark som førende Health Tech-nation',« siger formand for Danske Regioner Stephanie Lose.
Udover de regionale datastøttecentre består innovationsprogrammet af otte andre initiativer, som er møntet på alt fra alle de aktører, der indkøber, bruger, udvikler, tester og skalerer sundhedsteknologiske løsninger, fra den enkelte kliniker og forsker over den lille startup til organisationer, de store universiteter, og life science- og sundhedsindustrien.
Eksempelvis skal der etableres et HealthTech inkubations- og investeringsprogram, som skal bidrage med innovationskraft og tiltrække langsigtede investeringer fra ind- og udland til udvikling af healthtech. Parterne vil også se på muligheden for at bruge sundhedsdata fra borgerne til bedre behandling, f.eks. via wearables med fokus på datasikkerhed og digital ansvarlighed.