DI Digital om ny udviklingsafdeling i SKAT: Det er offentligt opgavetyveri

SKAT er i gang med at ansatte en række udviklere til ny afdeling, der både skal udvikle og drifte it-systemer.

DI Digital rejser nu en kritisk mine over for SKAT, som er i gang med at etablere en ny intern udviklingsafdeling, der vil hjemtage udvikling og drift af en række forretningskritiske it-systemer.

It-brancheforeningerne mener, at det er at tage brød ud af munden på den private industri.

DI Digital fastslår, at det er positivt, at SKAT arbejder med at styrke sine kompetencer i forhold til store it-udviklingsprojekter.

»Det er imidlertid afgørende, at SKAT ikke bruger den nye udviklingsafdeling til at gå i unfair konkurrence med de private it-leverandører og selv forsøge at udvikle sine it-løsninger in-house. Det vil i givet fald være et eksempel på offentligt opgavetyveri og gå stik imod politikken hos regeringen, der med minister for offentlig innovation Sophie Løhde i spidsen netop har igangsat et servicetjek af offentlige erhvervsaktiviteter, der skal hindre denne form for opgavetyveri fra private leverandører,« siger branchedirektør Adam Lebech, DI Digital ifølge en pressemeddelelse.

Også IT-Branchen er kritisk:

»Hvis man tror, at man kan løse udfordringerne ved at fjerne leverandører fra it-udviklingen, tager man fejl. De udfordringer, der har vist sig i forskellige it-projekter, skyldes de forudsætninger, som lægges ned over arbejdet. Det er her man skal sætte ind i stedet,« siger direktør Birgitte Hass, IT-Branchen, ifølge en meddelelse.

Ifølge jobannoncer fra SKAT er enheden i gang med at ansatte både udviklere, testere, proceskonsulenter og kvalitetskonsulenter. Angiveligt er der behov for op imod 25 tekniske medarbejdere.

En central komponent i organisationen bliver en DevOps-funktion, der kommer til at arbejde på tværs i hele organisationen.

DI mener at udviklingen lige frem kan betyde monopolisering:

»Det offentlige bør fokusere på at blive dygtig til sine kerneopgaver, ikke forsøge at opbygge offentlige it-monopoler. Hvis det offentlige udvikler sine it-løsninger selv, viser erfaringen, at vi får dyrere og dårligere løsninger, og vi mister mulighederne for vækst og eksport i den private sektor.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (33)

Anders Kjærgaard Hansen

  1. De har kompetencen in-house til at forstå hvad IT systemer skal kunne
  2. Ansvaret når det fejler ligger hos SKAT - entydigt.
  3. Ansvaret når det bliver dyrere ligger hos SKAT - entydigt.
  4. De undgår udbud hvor alt skal være specificeret up-front, og kan bedre tillade sig at start med små POC løsninger - og så udvikle på det der virker - og droppe det der bliver komplekst
  5. Jf. 4 forestiller jeg mig at det er nemmere at stoppe når de opnår 80% løst - og undgå at kode de sidste 20% - men sætte mennesker til at afgøre de scenarier.

Eneste ulempe lige umiddelbart at det er svært om 5 år at vurdere om det er for meget når SKAT har brugt 10 mia. på en udviklingsafdeling. :-)

Men hellere de bruger 10 mia. på IT folk - end sender dem til Dubai.

Christian Nobel

.. men DI skal lukke røven!

Selvfølgelig må det offentlige oprette interne udviklingsafdelinger til udvikling af programmer til brug for sig selv.

For der er på ingen måde tale om at Skat laver kommerciel udvikling, og dermed laver produkter som går i bedene på DI's medlemmer.

Det er rent vrøvl fra Adam Lebechs side, og man kunne jo også vende hans argument om:

"der skal hindre denne form for privat samfundstyveri fra vores fælles kasse"

Jesper Frimann

Men på den anden side...

Så er IT i skat jo et kæmpe og komplekst område. Hvor der stadig vil være mange underleverandører og legacy systemer selv om man indsourcer det hele. Så man skal jo så at sige gå fra ... 5 km/t til 160 km/t på få sekunder, alt imens man opbygger en kompetent IT-org.

For at være helt ærlig.. så virker det meget ambitiøst og måske nok lidt urealistisk.
Sådan noget kræver ro, en kritisk masse af faglighed og en forståelse for hvad det vil sige at en virksomhed er en IT-virksomhed.
Og undskyld mig.. det har SKAT ikke ligefrem demonstreret at de kan de sidste par år.
Så personlig ville jeg nok satse på en IT-org, med en stærk Arkitekt kultur og måske en stærk SIAM (Service Integration And Management) implementering.

// Jesper

Christian Nobel

Så er IT i skat jo et kæmpe og komplekst område.

Det ville absolut ikke skade hvis hele skatteområdet blev drastisk simplificeret, men den interesse har hverken politikerne, eller hele det absurde fedtlag af djØFFERe, som jo sætter en ære i at gøre regnearkene så komplicerede som muligt, så der kan ansættes endnu flere af racen i centraladministrationen.

Henrik Størner

KMD?


Kan næsten fornemme der mangler en <sarkasme> tag her ...

Man må jo blankt erkende at stort set alle de større IT firmaer har været svært uheldige med at bygge systemer til SKAT. Ingen nævnt, ingen glemt. Så jeg synes egentlig der kan være fornuft i at SKAT hjemtager nogle af opgaverne - og det er i al fald ikke noget Dansk Industri skal blande sig i om de gør.

Men ... Jesper har en pointe i at der er behov for et fagligt miljø, der inkluderer både arkitekter med forstand på at designe komplekse systemer, og udviklere med en solid domæne-viden. Og det er vel ikke specielt åbenlyst at SKAT i dag besidder nogen af delene.

De kan selvfølgelig hyres, jeg er sikker på der sidder en masse folk ude i de forskellige firmaer som kunne tænke sig at skifte tumulten i det private ud med jobsikkerheden i det offentlige.

(Disclaimer: Jeg arbejder - nogle dage endnu - for KMD, men har dog intet haft med SKAT opgaver at gøre).

Jesper Frimann

KMD?


Ikke ment på den måde. Men som vi har set så kan konsekvenserne af systematiske fejl hos SKAT, være katastrofale. (Og man sidder jo lidt og venter på den næste skaldale) Det set i kombination med at SKAT defacto er en "IT forretning" da alt mere eller mindre er digitaliseret, gør at man bør... ja.. skal.. køre tingene anderledes. Og det er en kæmpe transformation, og SKAT's trac record er jo ikke ligefrem god.

Og Christian Nobel har ret, når han siger at en seriøs forsimpling af skatte systemet ikke ville skade.

// Jesper

Anne-Marie Krogsbøll

SKAT's trac record er jo ikke ligefrem god.


Nej, det har du ret i - vi er jo nok bare nogen, der håber, at et tiltag som ovenstående kan hjælpe med at bringe skuden tilbage på rette spor - eller på rette køl - redde den synkende skude - stoppe hullet i spanden - eller hvilket billede man nu finde mest passende...

Ind imellem er jeg de senere år kommet til at tænke på eventyret "Hvad fatter gør..."...

Simon Rigét

.. hvor udlicitering og privatisering løser alle verdens problemer.

Det er bare fint at SKAT endeligt igen, overtager styringen af deres egen IT udvikling og drift.
Hvis det er kompetente ledere og fagfolk, er der ingen hindring, for at udbyde delopgaver til private virksomheder.
Så får de mindre leverandører måske chancen, for at vise hvad man kan med IT, nu til dags :c)

Det er selvfølgeligt lidt synd for de store private snabler i de offentlige kasser. (meget, meget lidt)
Men hatten af for en god satsning i SKAT!
Så må vi bare håbe at ledelsen er så kompeten, at det bliver et godt eksempel for andre offentlige foretagender.

David Kjær

Jeg vil lige tillade mig at komme med en anderledes vinkel på dette.

Der er generelt kæmpe mangel på softwareprofesionelle. Er det fair at staten bidrager til at yderligere indsnævre den flaskehals? Bemærk at det bliver mindre virksomheder og startups der kommer til lide under dette - ikke de store mastodonter.

Derudover anser jeg det som tvivlsomt at de får held med at ansætte 25 medarbejdere. Dels er det mit indtryk at det offentlige har et imageproblem blandt softwareudviklere, som jeg selv. Jobsikkerheden, som en tidligere debattør nævnte, er ikke en faktor i praksis, da den ufrivillige arbejdsløshed er omkring nul.
For det andet får de svært ved at matche lønnen der forventes nu til dags. En udvikler koster jo snildt 2-3 SoSu-lønninger.

Simon Rigét

Er det fair at staten bidrager til at yderligere indsnævre den flaskehals


Ja! er min mening.

Et velfungerende og effektivt offentligt statsapparat, med sober skatteinddrivelse, infrastruktur, uddannelse og meget andet, er grundlaget for at et samfund kan vokse i velstand og værdiskabelse.

Flaskehalsproblemer er skabt af den førte politik. Det kan vi lave om på, over tid, hvis vi vil.

Ditlev Petersen

Hvis der skal bruges 25 mand m/k til den opgave, så er det vel ligegyldigt for jobmarkedet, om SKAT ansætter dem, eller en privat gør. Hvis den private ikke skal lave opgaven, skal de jo heller ikke bruge de 25. De kan så ikke bruge de 25 mand m/k til andre opgaver, men det er der jo ikke noget specielt i. Skat skal måske i stedet gå tilbage til bogholderimaskiner og gåsepenne?

Jeg tror godt, at Skat er klar over, hvad gode folk koster. Men alternativet er dyrere.

Jesper Frimann

eller på rette køl - redde den synkende skude - stoppe hullet i spanden - eller hvilket billede man nu finde mest passende...


Jo, men det kræver jo, at man fra politisk side tager bare en eller anden, i denne kontekst, relevant faglighed alvorligt.
Man kan ikke fyre en masse folk med forretnings viden pga. man digitaliserer, alt imens man frasælger de offentlige IT-selskaber. Og så ellers kører den store outsourcing mølle.

Det gik ligesom grueligt galt.

Det spørgsmål jeg så stiller mig selv, vil det man har gang i nu virke?

For nu vælger man så at gå tilbage til start, og defacto lave et nyt Datacentralen i miniudgave for SKAT, alt imens man også har outsourcet udvikling af nogle systemer og har legacy systemer og ting der bliver driftet af mange forskellige leverandører alt imens man bulk ansætter. Og det virker som om at organisationen af IT i skat er rimelig meget op i luften, alt afhængig af, hvem der er høvding derinde.

Men når man nu har haft så MEGA store problemer, som man har og har haft. Så virker det ikke som det rigtige at gøre at komplicere tingene yderligere.
For at køre multi-sourcing udvikling og service forretning er ... sku ikke noget man bare lige gør.

// Jesper

Henrik Størner

Der er generelt kæmpe mangel på softwareprofesionelle. Er det fair at staten bidrager til at yderligere indsnævre den flaskehals?

Nu ser vi helt bort fra at hvis det er <mega IT corp> som skal ansætte 25 mand, så kommer de 24 af dem til at sidde i Indien, Polen eller Ukraine. (Den 25. pendler for at holde øje med hvad de 24 andre laver).

Ja, jeg synes faktisk det er helt i orden at Staten - som vi alle er afhængig af løser sine opgaver ordentligt - bemandes med kompetente medarbejdere. Jeg kan meget bedre leve med at der er nogle flere bugs i den næste "Angry Birds" end i det næste system til opkrævning af ejendomsskat. Eller det næste EPJ system. Eller ...

Christian Nobel

Bemærk at det bliver mindre virksomheder og startups der kommer til lide under dette - ikke de store mastodonter.

Æh nej, ikke nødvendigvis, for det er absolut ikke utænkeligt at mindre afgrænsede opgaver kunne gå til de små spillere, i stedet for at det hele går til the usual suspect som i dag.

Derudover anser jeg det som tvivlsomt at de får held med at ansætte 25 medarbejdere. Dels er det mit indtryk at det offentlige har et imageproblem blandt softwareudviklere, som jeg selv.

Det tror jeg nu ikke man skal være så sikker på - hvis man ellers formår at opbygge et godt arbejdsmiljø, og nogle spændende opgaver, så skal folk nok komme.

Jeg tror faktisk også mange gerne ville hoppe om bord ud fra en betragtning om at her kunne de være med til at gøre en forskel.

Jobsikkerheden, som en tidligere debattør nævnte, er ikke en faktor i praksis, da den ufrivillige arbejdsløshed er omkring nul.

Der tror jeg nu godt man kan finde en del der ikke er helt enige i - man skal passe på med at sidestille DI's italesættelser med den virkelige verden.

For det andet får de svært ved at matche lønnen der forventes nu til dags.

Det offentlige kan nu sagtens finde ud af at lønne ganske fornuftigt når man er oppe på et vist niveau, og derudover kan der være mange andre parametre i spil, som sagtens kan kompensere for en noget lavere løn.

Og samfundsmæssigt er det altså billigere at betale sine egne ansatte 3-400 kr i timen, end betale kloddermiklerne hos KMD og CSC 1.200-1.400 i timen for et dårligere stykke arbejde.

En udvikler koster jo snildt 2-3 SoSu-lønninger.

Hvilket bare ikke har nogen relevans i denne sammenhæng, for IT arbejdet skal udføres under alle omstændigheder - men hvis du havde brugt argumentet omkring hele det fedtlag af djØFFERe som sidder over SoSu'erne og laver tåbelige kontrolskemaer og hvad har vi, så ville jeg give dig ret.

Baldur Norddahl

Hvis man har et konstant og vedvarende behov for udvikling og drift, hvorfor skulle man så ikke ansætte sine egne folk? Det er altid billigere end at betale konsulenter.

Den bedste måde at undgå en gentagelse af KMD er at sætte en stopper for centralisering. Ja SKAT skal lave deres egen udviklingsafdeling. Men nej de skal ikke gå sammen med alle mulige andre offentlige institutioner for at bygge et monster.

Faglige miljøer er meget godt, men det er små teams og projekter også. Balancegang tak.

Ofte kommer de bedste løsninger af at forskellige teams tvinges til at samarbejde via API'er og andre grænseflader, i stedet for at slå det sammen til en fælles kolos.

Og få så udgivet det hele som open source. Hvis mine skattekroner har betalt for det, så vil jeg have lov til at downloade kildekoden og bruge det frit.

David Kjær

Hvis udbuddene kunne blive spredt ud til mindre virksomheder synes jeg det ville være super. Men lad os nu se.

Jeg tror simpelthen ganske enkelt ikke på at Skat kommer til at kunne bidrage med noget banebrydende på hverken arbejdsmiljø eller spændende arbejdsopgaver, Christian. Og husk nu, at de kommer fra baghjul allerede qua deres mange møgsager de seneste par. De bliver nødt til at levere på lønnen, hvilket blot yderligere vil forværre flaskehalsen, som jeg nævnte. Der ER langt flere softwareopgaver end der er udviklere. Især inden for de områder der bliver nævnt i artiklen.

Det er mit gæt at det bliver mere end almindeligt bøvlet at ansætte det antal udviklere de går efter ( jeg antager at det er en stor del af de 25 nye mennesker). Men vi får se :)

Christian Nobel

Jeg tror simpelthen ganske enkelt ikke på at Skat kommer til at kunne bidrage med noget banebrydende på hverken arbejdsmiljø eller spændende arbejdsopgaver, Christian.

Der er jeg så af en anden overbevisning, for de udmeldinger, der foreløbig er kommet, tyder på at man fra Skats side har en reel vilje til at angribe problemerne på en helt ny måde.

Så det kan sagtens blive en rigtig spændende opgave at være med til at skabe den nye organisation.

Og husk nu, at de kommer fra baghjul allerede qua deres mange møgsager de seneste par.

Lige præcis derfor (ja jeg ved godt det lyder lidt paradoksalt) tror jeg faktisk at, solgt godt, så kan det være med til at hjælpe på sagen, ud fra en mulighed for at være med til at gøre tingene godt.

De bliver nødt til at levere på lønnen

Ikke nødvendigvis, men den skal selvfølgelig heller ikke være helt i skoven, men det er altså en myte at lønningerne i det offentlige er helt elendige - især når man ikke befinder sig på gulvet.

hvilket blot yderligere vil forværre flaskehalsen

Hvilken flaskehals - virkeligheden, eller DI's italesættelse som forsøg på at importere arbejdskraft til en ussel løn?

Der ER langt flere softwareopgaver end der er udviklere

Og hvad er det så for opgaver?

Især inden for de områder der bliver nævnt i artiklen.

Nej, for de opgaver der tales om er jo lige præcis opgaver som er målrettet en og kun en kunde (som så er det offentlige), ikke udviklingsopgave som der kunne være anden indtjening i, eller som havde eksport potentiale.

Steen Simonsen

DI føler sig altsaa truet af, at man vil ansætte "op imod 25 tekniske medarbejdere".

Iflg. hjemmesider har CSC ca. 1100 i Danmark, KMD har over 3000. Og saa er der (heldigvis) andre foretagender, hvoraf nogle maaske endog kan lave systemer, der virker.

Men uhadada, det gaar ikke, at SKAT (endelig) faar fat i nogen, der kan afsløre, at projekter er ved at køre i grøften!

(Til den person, der var emsig om et "sarkasme-tag": Man har vel stadig lov at være sarkastisk alligevel?)

Thomas Peter Berntsen

Jeg kan klassificeres som virksomhedsejer og leder af en konsulentvirksomhed, så jeg må vel være i DI Digitals kernesegment.

Og jeg synes, at det er skønt, at SKAT hjemtager opgaverne. Vores allesammens virksomhed, den offentlige sektor, skylder ikke private aktører noget som helst.

Mine skattemidler går til at støtte en velfungerende offentlig sektor, og en komponent heri er ikke at skulle finansiere private virksomheders profitter med selvsamme midler.

David Kjær

Arh Christian, det er altså svært at diskutere det her med dig, hvis du ikke anerkender DI som en nogenlunde troværdig organisation - og samtidig tilbageviser deres udsagn med et begreb så subjektivt som "virkeligheden".

Se på arbejdsløshedsstatistikken, spørg de chefer du måtte kende hvor svært det er at skaffe kvalificeret arbejdskraft - eller prøv at poste en besked på LinkedIn, hvor du tilbyder din services. Der ER mangel på softwareudviklere. Ikke bare i Danmark, men på verdensplan. Siden jeg selv er udvikler er det såmænd ikke noget jeg klager over. Slet ikke - men det er altså noget bras for branchen på sigt.

Det kan såmænd sagtens være at SKAT kan skabe et interessant og udfordrende arbejdsmiljø med spændende opgaver... Men hvad skulle præcis adskille dem fra de tusindvis af andre IT-virksomheder der bryster sig af det samme? Og løftet om "at kunne gøre en forskel" lyder lidt som girafsprog i mine udviklerøren. Det må jeg være ærlig at sige.

Det er korrekt at SKATs opgaver ikke direkte er konkurrenceudsatte. Det er er jagten på udviklere og Devops folk generelt, jeg refererer til. Disse folk kan jo ligesågodt arbejde i en bank eller hos et konsulenthus.

Derfor tror jeg de får det svært. Men jeg ved det ikke. Muligvis tager jeg fejl. Jeg synes blot det er en vinkel der var interessant at belyse.

Mathias Børme

Har det nogen sinde Forbedret en service eller oplevelse?
Man ser det hele tiden. Det eneste det medfører er Dårligere Kvalitet, Det bliver betydeligt mere Dyrt - ergo fordi private skal have Overskud og helst så meget som muligt. Privatisering af Offentlige Kritiske Instanser. SKAL stoppes.

Peter Stricker

Der ER mangel på softwareudviklere


Jamen, så lyder det da som en meget god løsning, at SKAT selv vil løfte nogle af de opgaver som KMD, CSC m.m. er så overbebyrdede af. Mon ikke de to organisationer sagtens kan undvære 25 medarbejdere - flere gange endda, såfremt behovet skulle vise sig - set i lyset af ovennævnte tal for deres samlede beskæftigede. De kan jo være heldige at blive aflastet med arbejdsopgaver til adskillige hundrede medarbejdere.

Det lyder som ren win-win for alle.

David Kjær

Jo da. Men jeg tror ikke det offentlige er forrest, anden eller tredje i rækken til at overtage disse medarbejdere. Det er det jeg forsøger at påpege.

Det er ikke andet end et par uger siden at jeg læste på jobfinder at - især mandlige - IT-professionelle simpelthen ikke søger jobs hos digitaliseringsstyrelsen alene fordi det er en offentlig instans.... De er allerede bagud på point fra start af.

Hvis det er nogens våde drøm at al offentlig IT skal insources - og det fristes man jo næsten til at konkludere ud fra de reaktioner der er kommet på denne nyhed - så tror jeg altså I bliver slemt skuffede. Der er simpelthen ikke udviklere nok der ønsker at udfylde de roller.

Jeg selv kunne aldrig i min vildeste fantasi finde på at arbejde for det offentlige. Jeg er ikke imponeret over den måde de behandler deres medarbejdere på - og jeg tror at sandsynligheden for at blive smidt under bussen for en fejl er markant større med en politisk ledelse, der står til ansvar for pressen.

Jn Madsen

Jeg tror godt, at Skat er klar over, hvad gode folk koster

Det tror jeg altid har været en kerneproblem.

"De øvre lag" i offentlige institutioner er embedsmænd, der efter mange års fedteri og problemløs lydighed er kommet op i hierarkiet.
De er kommet op i en god (efter forholdene) lønramme og pension.

De mennesker vil aldrig acceptere en nørd,- måske uden "fin" uddannelse, men hamrende dygtig, skal komme ind og have mere i løn end dem selv.

Løn er et udtryk for markedskræfternes spil. Der er mangel på skarpe IT folk, ikke på embedsmænd.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer